Da jeg i sin tid gik på Struer Gymnasium & HF, havde jeg et nært forhold til den boghandel, der dengang lå på hjørnet af Søndergade og Tegltorvet. Jeg plejede at komme der flere gange om ugen, og jeg kom til at stå på god fod med de tre damer, der passede butikken, Hanne, Liselotte og Lene. Da jeg i 1991 fik min HF-eksamen, forærede de mig en gave, et eksemplar af Peter Nielsens digtsamling Jeg bor her kun fra 1987. Når sandheden skal frem: De havde sikkert valgt netop denne bog, fordi det var en, de ikke kunne sælge, og som allerede havde stået på hylden og samlet støv i flere år. Der var næppe mange i Struer, der købte digtsamlinger, og der var endnu færre, der købte digtsamlinger skrevet af digtere, som ikke en sjæl havde hørt om. Men jeg læste Jeg bor her kun, og allerede fra det første digt var jeg grebet. Mange år senere indledte jeg en af mine egne, små udgivelser med et citat fra Natten strømmer i hænder, samlingens digt nummer syv: "Latteren ruller over stengulve / fra kunsten at gå i stykker".
Jeg blev en Peter Nielsen-fan, og jeg begyndte at opkøbe alle de af hans digtsamlinger, jeg kunne finde, og som jeg havde råd til at købe. Mere end 10 år senere, omkring 2002-2003, lavede jeg på nettet en fanside om Peter Nielsen. Det er den, man kan se et uddrag af på skærmbilledet herover. På en eller anden måde blev Peter Nielsen opmærksom på siden, og han emailede mig, og det udviklede sig til en årelang korrespondance. Man kunne ikke besøge Peter Nielsen, heller ikke selv om vi boede kun 30 minutter fra hinanden, og man kunne ikke ringe til ham, men man var meget velkommen til at skrive. Han var amatør-ornitolog og holdt meget af fugle, som han aktivt opsøgte. Mennesker foretrak han derimod så vidt muligt at holde sig på afstand af.
Vi mistede kontakten efter udgivelsen af I sommervinden fra 2007. Lige så menneskesky Peter Nielsen var som privatperson, lige så følsom var han med hensyn til kritik, og efter at en kendt litteraturkritiker i et stort dagblad havde skrevet en kritisk, negativ artikel om Nielsens lyrik, gik han i skjul. Jeg tror, det tog meget hårdt på ham, og som jeg husker det, hørte jeg aldrig fra ham igen. Det er efterhånden en del år siden, og det er muligt, kronologien er forkert. Jeg kan se af bibliografien, at der gik hele fire år fra den næste digtsamling, Arkader fra 2009, til Feltstudier fra 2013, så måske var det efter udgivelsen af Arkader, den kritiske artikel blev trykt. Under alle omstændigheder: Peter Nielsen sendte mig ikke et signeret eksemplar af Arkader. Han plejede ellers at sende mig signerede eksemplarer af sine værker, ligesom han også undertiden sendte mig eksemplarer af bøger, han havde oversat, eller bøger, han bare syntes, jeg burde læse.
Jeg kan ikke med rimelighed påstå, at jeg kendte Peter Nielsen, men jeg føler det som et stort privilegium, at jeg i hvert fald i en periode var en slags penneven. Det er snart 35 år siden, jeg første gang hørte om Peter Nielsen, og min begejstring for hans poesi er lige så stor i dag, som den var dengang. Det kan måske lyde som en fornærmelse, men jeg mener det omvendt, når jeg skriver, at Nielsens digte er som ren luft, man kan ånde i, som at stå i et skovbryn på en efterårsdag og mærke lungerne blive fyldt. Det er sådan, jeg først og fremmest vil huske ham, som den gode vind fra, som han selv engang skrev, bagom "de blå forhæng med sneblomster":
"JEG HAR SLÆGTNINGE i vinden
Jeg dirigerer fluernes brede flok
Jeg har hentet mine øjne i et stendige
Jeg koster rundt med denne formation
af bløde og venlige dun
Jeg kommer fra de blå forhæng med sneblomster
Ingen er lukket inde i"
Æret være hans minde.
Læs også mit tidligere blogindlæg om Peter Nielsen, Den første kærlighed.
