Plankens løft

Jørgen Haarder: Under vand er jeg ikke længere døv
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2024

Jørgen Haarders nye digtsamling er charmerende. Jeg håber, han vil tilgive mig, at jeg siger det. Der findes digtere, for hvem lyrik på det nærmeste er en slags objektiv, litterær grundvidenskab, og som følgelig gerne vil læses, forstås og analyseres sådan. Modsat er der også digtere, for hvem poesi er en livskunst, i hvilken liv og tekst, hvis jeg må tillade mig frækt at parafrasere Haarders digt om Saarikoski, varmer hinandens røve. Jørgen Haarder tilhører den sidste kategori, og jeg gider ikke sidde og lade som om, jeg ikke er betaget. Efter at have læst Under vand er jeg ikke længere døv har jeg lyst til at lære ham at kende. Jeg vil gerne se det havehus, han nævner i digtet Drypsten, og hvori han har "bygget en tro kopi / af Ötzi-mandens kniv". Jeg vil gerne prøve at holde den Haenel 310-tivolibøsse, han skriver om i Tivoli, og som hans hustru kun tåler "lige akkurat med det yderste / af fingerspidserne". 

Jørgen Haarder fremstår i samlingen som en person, der for alvor er indlejret i sit eget liv, og som er uneurotisk indforstået med de ting, der betyder noget for ham, herunder også de kunstnere og andre forfattere, han sætter pris på: Filminstruktøren Béla Tarr, maleren Edward Hopper, Bruce Chatwin, Pentti Saarikoski og Ivan Malinowski. Det er en broget forsamling, og Haarder skriver om nogle af dem i digtet Leksikale postkort. Flere af digtene i samlingen er erindringsdigte: "Tommy er ni år gammel i 1967", "sommer 1969 / mine bedsteforældres gård", "Februar 1972, det store spisefrikvarter", "Jeg er 17 år gammel i 1975" og så videre. Andre er en slags bekendelser. Digteren fortæller om sin kamp med smørblomst i haven, om sin forkærlighed for spidskommen og om sin vane med at gemme små sedler rundt omkring i huset, så sønnerne kan finde og læse dem, "når jeg er kremeret". 

Samlingens smukkeste digt, hvis jeg partout skulle vælge, er det allerførste, Bindeord, hvori Haarder skriver om sit problematiske forhold til sin nabo og slutter: "Jeg ser lysende fodspor / 10.000 år gamle. // Han tænder bål bag hækken / på en helt anden frekvens. // Fra himlen falder rotten ned." Det er både Chatwin og Saarikoski og Haarder i ét, og det er fremragende. I det allersidste digt, Døde digtere, forsøger Haarder at besvare spørgsmålet om, hvad vi egentlig skal bruge digte til, og han skriver, at poesi er "En opløftende planke / et forsonende øjeblik". En løftestang for livet.