Johnny Madsen: Udenfor sæsonen
Pladecompagniet, 1988
Pladecompagniet, 1988
Jeg kan huske en anekdote, Per Højholt engang fortalte. Han havde på et museum været til en udstilling med surrealistiske værker, og et af de udstillede malerier, kunne han se, også selv om han ikke på forhånd kendte det, hang på hovedet. Han gjorde en af museumsinspektørerne opmærksom på det, og vedkommende tjekkede, og Højholt havde ret. "Når man kommer ude fra randområderne", sagde han, "kender man til surrealisme. Man ved, hvordan det er. Man kan se, når det er forkert."
Måske er det noget, jeg har drømt, anekdoten, men jeg tror det ikke. Citatet er på en måde løgn, for det var ikke præcist, hvad Højholt sagde, men bare min egen opsummering. Og han havde ret, også i det. Ude vestpå, hvor jeg selv kommer fra, er surrealisme ikke noget særligt, bare dagligdag. Man er som lokal indforstået med det, med det hele, og man bemærker det først, hvis en eller anden københavner eller fynbo eller lignende pludselig kommer og vender det forkert.
Da Johnny Madsens Udenfor sæsonen udkom i 1988, var der ikke nogen af dem, jeg kendte, der syntes, at hans tekster var mærkelige. Han sang om den verden, vi kendte. Jeg var dengang 17 år gammel, og vi lyttede alle til ham. Vi havde i mange år haft vores helt egen maler, Jens Søndergaard, og nu havde vi pludselig også fået vores egen sanger. Vores egen digter. På gymnasiet, hvor jeg gik, sang en af vores lærere (som i øvrigt også var en stor fan af Per Højholt) en Johnny Madsen-sang for alle de studerende. Så vidt jeg husker, havde et af mine allerførste digte en reference til Johnny Madsen. Jeg skrev ham på et tidspunkt et brev for at takke ham, og han sendte mig en tegning, han havde lavet. Jeg har den stadig et eller andet sted.
Måske er det noget, jeg har drømt, anekdoten, men jeg tror det ikke. Citatet er på en måde løgn, for det var ikke præcist, hvad Højholt sagde, men bare min egen opsummering. Og han havde ret, også i det. Ude vestpå, hvor jeg selv kommer fra, er surrealisme ikke noget særligt, bare dagligdag. Man er som lokal indforstået med det, med det hele, og man bemærker det først, hvis en eller anden københavner eller fynbo eller lignende pludselig kommer og vender det forkert.
Da Johnny Madsens Udenfor sæsonen udkom i 1988, var der ikke nogen af dem, jeg kendte, der syntes, at hans tekster var mærkelige. Han sang om den verden, vi kendte. Jeg var dengang 17 år gammel, og vi lyttede alle til ham. Vi havde i mange år haft vores helt egen maler, Jens Søndergaard, og nu havde vi pludselig også fået vores egen sanger. Vores egen digter. På gymnasiet, hvor jeg gik, sang en af vores lærere (som i øvrigt også var en stor fan af Per Højholt) en Johnny Madsen-sang for alle de studerende. Så vidt jeg husker, havde et af mine allerførste digte en reference til Johnny Madsen. Jeg skrev ham på et tidspunkt et brev for at takke ham, og han sendte mig en tegning, han havde lavet. Jeg har den stadig et eller andet sted.
Johnny Madsens senere malerier imponerede mig ikke. De mindede mig om Vagn Hasle Nielsens fisker-portrætter, og Hasle Nielsen var bedre, syntes jeg, mere tør og nøgtern. Men det er lige meget. I næsten 40 år har Johnny Madsens sange været en del af mit liv: Udenfor sæsonen, Nattegn, Ses vi i Slesvig, Checkpoint Charlie, Den blinde lotterisælger, Regnmanden, Spidsen af kuglen og så videre. Og derudover det fremragende Dalton-album fra 1992.
Og nu er han død. For mig har Johnny Madsen været en definerende kunstner, som ikke kun har bidraget stort til at beskrive den verden, jeg kommer fra, men som også og meget vigtigt har bidraget til at give mig og mange andre en følelse af identitet og samhørighed. Jeg har som ung stået på havnen i Struer med Johnny Madsens ord i hovedet: "Kranens horn er tændt og synger nattens sange / og byen den er tatoveret som en slange". Jeg vil for altid være ham taknemmelig for det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar