Lejlighedsvis Lørdagskylling - Interview med Jacob K. Rosendal

Jacob K. Rosendal: At samle noget op, som ingen har tabt
Illustreret af Rikke Aarøe Carlsen
Alias Forlag, 2023

Jacob K. Rosendals digtsamling At samle noget op, som ingen har tabt er både finurlig, charmerende og en lille smule ualmindelig. Den er ualmindelig, fordi den også er morsom. Udgivelsen er en lommebog, illustreret af Rikke Aarøe Carlsen, og den er inddelt i fire afsnit, henholdsvis Fra svampedage til utydelig køkkenrulle, Man skal ikke blive boende i dolerne, Kæder og I poesiens naboland er vejrudsigten prosaisk. De tre første afsnit består af digte, det sidste af korte prosatekster. 

Jacob K. Rosendal er cand.mag. i litteraturvidenskab, og han er velbevandret i poesiens verden. Han ved meget om lyrik. Digtene i afsnittet Man skal ikke blive boende i dolerne, idolerne, henviser blandt andet til Tomas Tranströmer, Merete Torp, Inger Christensen, Johannes V. Jensen, Paul Celan, Per Højholt og Henrik Nordbrandt, alle Tordenskjolds soldater: "Jeg vil bede om at låne begyndelsens / og slutningens ord af Merete Torp", og "At sætte sine ord / i forbindelse med Inger C / er som at løbe efter en / Ferrari eller kærligheden". Fra svampedage til utydelig køkkenrulle er blandede bolcher, og Kæder er en slags argumenter og meditationer ud i det blå: "Hvis alt var curling, ville folk glide mere", og "Ole Henriksen er en aforisme", men "Man behøver ikke have holdninger / til hud-lotion". "Lighed med virkelighed hører som regel op", skriver Rosendal, og han spørger: "Hvor er tilskuerne til virkeligheden løbet hen / for at gemme sig?" Prosateksterne i det afsluttende afsnit demonstrerer forfatterens betydelige idérigdom og evner som fabulator. Teksten Små skabninger handler om havfruer i en vandkøler på et kontor, Godnathistorie og Grådbog er begge gyserfortællinger i miniatureformat, og i Profiltekst identificerer forfatteren sig som "lejlighedsvis Lørdagskylling". Teksterne er skåret skarpt, og de er virkelig gode.

Efter at have læst At samle noget op, som ingen har tabt sad jeg og tænkte, at Jacob K. Rosendal i bogen fremstår som en person, jeg nok ville holde af at hænge ud med. Jeg tænkte også, at jeg godt kunne tænke mig at spørge ham om hans syn på forholdet mellem alvor og humor i poesien. Jeg tillod mig at sende ham en e-mail, og jeg er meget taknemmelig for, at han tog sig tid til at svare. At samle noget op, som ingen har tabt kan købes online, bestilles via den lokale boghandler eller lånes på biblioteket.         

       

Bo: 

Jacob K. Rosendal, tak fordi du har indvilliget i at give dette interview. Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om dit syn på humorens rolle i lyrikken. Det er indlysende, når man læser din digtsamling, at humoren er vigtig for dig, men når man ser på oversigten over de digtere og andre kulturpersonligheder, du refererer til i afsnittet Man skal ikke blive boende i dolerne, så er det mestendels nogle gravalvorlige typer. Det er blandt andet Tranströmer og Johannes V. Jensen og Paul Celan. Man kan sige meget om Celan, men ligefrem morsom er han vel ikke? Har du en forkærlighed for at læse alvorlige digtere, eller er det bare en tilfældighed? 

Jacob:

Afsnittet hedder Man skal ikke blive boende i dolerne, fordi afstanden er en central pointe. Jeg er meget, meget, meget langt fra en digter som Celan. Både hvad angår talent og tonalitet. Jeg bruger nogle kunstnere (udover de nævnte er der bl.a. Lana del Rey, Erik Satie, Per Højholt, men også den tidligere haiku-skrivende EU-kommissær Herman van Rompuy) som poetisk udspringsvippe, og det skal gerne sørge for, at jeg ryger udad gennem kunstens univers. Måske lander jeg et alvorligt sted, måske ikke, men der var ingen plan i skriveprocessen om at ende et bestemt sted. Hverken i det konkrete afsnit eller andre steder.

For mig er humoren nært knyttet til min digteriske stemme. Jeg er slet ikke nogen joke-maskine som privatperson, men når jeg skriver, tvinger det humoristiske sig frem gennem revnerne i gulvbrædderne.

Og jeg har sørme tænkt meget over hvorfor. Måske handler det om balance. Jeg kan ofte have en fornemmelse af, at min skrift har brug for en korrektion eller hvad man skal kalde det. For at undgå at blive for følelsesfuld. Her er jeg nok særligt præget af at være sent udviklet (forhåbentlig endnu ikke afviklet) som forfatter. Jeg debuterede som 42-årig. Så kan man altså ikke skrive om teenager-weltschmerz. Jeg kan i hvert fald ikke. Min skrift-stemme forsøger måske at trække mig ud af følelsernes dynd. For en sikkerheds skyld. Sådan tror jeg, at det er. I hvert fald et stykke ad vejen.

Bo:

Vi har jo haft en del virkelig fremragende, humoristiske lyrikere i Danmark, herunder blandt andet Halfdan Rasmussen og Jens August Schade. Dan Turèll skrev også mange morsomme digte. Man kan imidlertid godt nogle gange få indtrykket af, at humor ikke værdsættes på samme måde som alvor. Så vidt jeg husker, var det faktisk netop Dan Turèll, der engang i et forsvar for den mere modernistiske lyrik lidt snerrende sagde, at "Det kan jo ikke være Shubidua altsammen". Michael Bundesen fra Shubidua, hvis vi regner ham for digter, skrev nogle af de fortsat mest kendte og mest elskede, humoristiske tekster, men jeg tror ikke, de er inkluderede i ret mange lyrikantologier. Kan du sige lidt om dit forhold til andre humoristiske digtere? Har du nogle favoritter, og i så fald hvem og hvorfor?

Jacob:

Jeg kan egentlig ikke lide “sjove digtere”. Lige så vel som jeg nærmest hader vittigheder, og ret sjældent ser stand-up. Nok fordi jeg synes, at det bliver forceret. Eller bare for konstrueret.

Blandt mine favoritter er Storm P, tag for eksempel dette citat: “Øl er øl og omvendt”, eller det hér fra lige efter krigen: “Nu har vi fred, nu mangler vi bare noget ro”. Sådan noget elsker jeg, det er bizart, måske ligefrem en anelse anarkistisk. 

Selve det at tale om humor er paradoksalt, hvilket Turèll-citatet fortæller om. Jeg mener, at der også er humor hos folk som for eksempel Beckett og Kafka, mange mennesker opdager det bare aldrig. Hvis det skal være åbenlyst underholdende er der én som Jens Blendstrup, han er vildt sjov. 

Tilbage i lyrik-land: Eske K Mathiesen havde en fin og underfundig humor i sin poesi. Han er overset. Lone Hørslev er sjov. Også i de digte, som hun vist ikke gør det så meget i længere.

Per Højholt er skæg rigtig mange steder i sit enestående forfatterskab. Han er på min all time forfatter-top 3. Benny Andersen var elsket og sjov. Det er pudsigt, at når man begynder at lede efter, så er der humor mange steder. Jeg mener, at Nordbrandts november-digt med de seksten måneder er ret morsomt. Selv om han heller ikke var en grinebider (han er i øvrigt også med i det afsnit, som du spurgte til ovenfor).

Bo:

For så vidt som det overhovedet er sandt, hvorfor regnes humor inden for lyrikken ikke for at være helt så fint som alvor?

Jacob:

Humoren kan indimellem være kort eller tom. Hvis der ikke er andet end en vits, så er det for lidt. Derudover kan det være, at modstillingen mellem humoristisk og ikke-humoristisk poesi er forkert. Jeg tror, at vores holdning til lyrik generelt er skæv og stiv, man kunne ligefrem sige opstyltet. At noget er sjovt, bør jo ikke i sig selv diskvalificere. Men fordi der (meget firkantet sagt) trives en ide om, at digte er komplekse og vanskelige, lader det til at udelukke det sjove og finurlige på forhånd.

Den dér eksklusion er tosset. Vi kan jo godt acceptere, at sange/sangtekster er sjove. Tag eksempelvis en musiker som Allan Olsen. Hos ham er der både humor og patos i poesien.

Hos en eller strukturalist, måske Roman Jakobson, læste jeg engang, at det særligt litterære består i forholdet mellem forventning og overraskelse. Altså i selve læsningen. Det kan lyde banalt, men rummer en sandhed, synes jeg. Og her kan humoren drive en kile ind, lige mellem forventning og overraskelse.

Bo:

Humor kan være et skjold, man gemmer sig bagved, men det samme kan vel siges for alvor?  

Jacob:

Skjolde kan være lavet af meget forskelligt. Både humor og alvor kan være skjolde. Det interessante er vel fra tid til anden at vende dem. Så skjoldet bliver, der jo er buet, til en dyb tallerken, en skål. Og hvad kan man så have i den? Et par deciliter betydning måske.

Bo:

Har du en ny digtsamling undervejs? 

Jacob:

Ja, jeg skriver på et manus. Hvor jeg skriver uden tanke for humor eller ikke-humor. Jeg vil til gengæld igen prøve at skrive, for nogen der ikke nødvendigvis normalt læser poesi. 

Bo:

Er den meget alvorlig?

Jacob:

Visse steder. Men der sniger sig nok lidt humor ind. Modstillingen mellem alvor og humor er det vigtigste. For eksempel som hvis man kommer gående forbi en kirke, hører en kort latter indefra, stopper, lytter efter, ingenting. Og så går man videre.

Bo:

Tak for det.