Tiden går os forbi - Søren Ulrik Thomsen om Sarvig

I går aftes havde jeg fornøjelsen af i Bryrup Sognehus at høre Søren Ulrik Thomsen læse op af sin erindringsbog Store Kongensgade 23, som udkom i 2021. Thomsen introducerede bogen og besvarede efterfølgende spørgsmål fra de fremmødte. Et af de afsnit af Store Kongensgade 23, Thomsen læste, var dét om Ole Sarvig, som også tidligere har været bragt som et essay i Kristeligt Dagblad: 

"Ole Sarvig, hvis digte har betydet umådeligt meget for mig, lærte jeg aldrig at kende, for en uge efter sin 60-års fødselsdag i november 1981 begik han selvmord ved at springe ud fra et vindue [...] da jeg for nylig til en fest mødte hans gamle redaktør, uefterligneligt stilfulde Erik C. Lindgren, spurgte jeg også ham, om han vidste hvorfor. "Jeg tror," sagde han, "at Sarvig følte, at tiden gik ham forbi.""

Tiden går langt de fleste af os forbi, men det gør selvsagt allermest ondt, hvis man i sin selvforståelse tilhører den forholdsvis lille skare af mennesker, der kunstnerisk, kulturelt eller på anden vis er med til at sætte den aktuelle dagsorden. Ole Sarvig var i en periode en feteret person. Han modtog en række fornemme priser og blev i 1971 medlem af Det Danske Akademi. Kritikeren Poul Borum kaldte ham engang "vor betydeligste nulevende digter, og den eneste vi har i Nobelprisklasse", men hvem læser Sarvig i dag? Det er ikke mere end en måneds tid siden, jeg selv for en flad femmer købte et eksemplar af førsteudgaven af Sarvigs Jeghuset i en genbrugsbutik. Nogle dage efter købte jeg i et bogantikvariat et eksemplar af Klaus Rifbjergs Camouflage. Rifbjerg plejede at sidde og trone på toppen af det danske, litterære miljø, men nu, fortalte antikvaren mig, var alle hans bøger blevet flyttet ned i kælderen, fordi ingen længere gider eje dem. Han var taknemmelig for, at jeg tog en af dem, så jeg fik den billigt (og jeg fik i øvrigt en gratis Anders Bodelsen-roman med oveni).

Otto Gelsted var også medlem af Det Danske Akademi. Erik Knudsen. Jacob Paludan. Karl Bjarnhof. Elsa Gress. Uffe Harder. Ole Wivel. Thorkild Bjørnvig. Jørgen Gustava Brandt. Sven Holm. Engang var de toppen af poppen, men er der nu om stunder nogen under 50, og som ikke tilfældigvis er litteraturhistoriker eller lignende, der overhovedet ved, hvem de var? Kan du uden at google nævne en bog, Uffe Harder har skrevet? Karl Bjarnhof? Ole Wivel?

Det er selvfølgelig lidt trist, når gode digtere og andre forfattere bliver glemt, men det ikke for dårligt, for det er bare sådan, det er, og det er sådan, det altid har været. Tiden går de fleste forbi. Og bøgerne findes jo stadig, og det står enhver frit for når som helst at genopdage et forfatterskab. Søren Ulrik Thomsen tale om Sarvig fik mig imidlertid til at overveje den store forskel, der er på de få, indflydelsesrige digtere som Sarvig og Thomsen selv og på den store masse af mere ukendte digtere, der skriver under helt andre vilkår. Hvor berømte digtere må kæmpe med bevidstheden om, at de næsten uundgåeligt vil blive glemt, og at deres værker en dag vil ende i kælderen som Rifbjergs, er det omvendt de ukendte digteres udfordring at skrive videre, til trods for at de aldrig er blevet læst af ret mange. De ukendte behøver ikke gå rundt og frygte for tab af anerkendelse eller validering, for de har aldrig fået nogen af delene, i hvert fald ikke andet end i forbifarten. De er et helt andet sted.