Jeg decideret afskyr enhver form for forsøg på mytologisering af digtere, herunder også selv-mytologisering. Digtere er med ganske få undtagelser bare helt almindelige mennesker, og det eneste, der gør dem anderledes, er, at de tilfældigvis skriver digte. Som Per Kirkeby sagde om kunstnere: Den eneste forskel på en kunstner og en ikke-kunstner er, at kunstneren gør det, laver kunst.
Digtere i al almindelighed er ikke klogere end alle andre. De er ikke mere dybsindige, og de ved ikke noget, alle andre ikke også ved. De er heller ikke mere følsomme, det tror jeg i hvert fald ikke, men de er vel nok mere tro over for deres følsomhed og mere villige til at lytte til den. Det skærper deres opmærksomhed med hensyn til nuancer, og det er sådan noget, man har brug for, når der skal skrives. Det er selvsagt ikke lige meget, hvilke ord man vælger at bruge i et digt, eller hvordan man sætter dem sammen, og man skal kunne føle forskellen. Man kan øve sig i det, og nogle mennesker er gevaldigt gode til det. Andre lærer det aldrig, ikke fordi de ikke er følsomme, men ganske enkelt fordi de mangler gehør.
Ligesom man afgjort ikke bliver en bedre kunstmaler af at rende rundt og flagre med en pensel i en kornmark et sted i Sydfrankrig, bliver man heller ikke en bedre digter af at gå rundt og være en krukke. At skrive digte er et arbejde. For langt de fleste digteres vedkommende er det et hobbyarbejde, men det er ikke desto mindre et arbejde, og det adskiller sig som sådan ikke fra de fleste andre former for arbejde. Man strammer sig an og går i gang, og man fortsætter, til man er færdig. Digtere, når de skriver, sidder ikke og kanaliserer himlens lys. De er hverken munke eller nonner eller på nogen som helst anden måde indviede i noget, der overstiger andres forstand. De er bare jævne folk, der arbejder og (ideelt) forsøger at gøre deres bedste, nøjagtig ligesom revisoren, kasseassistenten i Bilka eller den politifuldmægtige.
At skrive digte er en særlig form for arbejde, det er klart, men det meste arbejde er særligt. At være snedker er at have en særlig form for arbejde. At arbejde på en boreplatform er særligt. At være SOSU-medarbejder er særligt. Det er ikke specielt særligt at have en særlig form for arbejde. Man har naturligvis ret til at sætte en ære i at være god til sit arbejde, at mestre det og måske endda være et forbillede for andre, men folk, der er selvhøjtidelige er bare selvhøjtidelige. Det behøver man ikke have respekt for, og der er overhovedet ingen grund til at opmuntre dem til at fortsætte med at være det.
Et ukyndigt indlæg kunne jeg sige. Eller en bøvs af irritation. Hold dog selv op med at perpetuere myterne ved at gå anti-myte. Der findes ingen almindelige mennesker. Der findes statistikker, men ingen statistik kan beskrive et menneske. Til gengæld vil statistikker om, hvad mennesker GØR, altid være legio+1.
SvarSletEn snedker er en uddannet person, der viderefører historisk nedarvet viden om formgivning af træ til brugsgenstande og møbler. En tømrer lærer om bygning og bæreevne af vægge, tage og etager. En politimand formidler bestemte dele af den fælles lov i hverdagen, mens en lærer formidler en anden del af den fælles lov. Og jo mere man ser sig omkring, desto mere handler alle jobs om formidlingen af kollektive og lokale regler og love. Med formålet at opretholde en soliditet, en funktionel retlinearitet, en civilisation. Selv en bokser og en soldat og en rig person passer ind hér - de spiller deres roller baseret på nogle kollektive regler og love. Men digteren? Digteren har mere til fælles med forbryderen end med nogen anden samfundsfunktion. Ingen vil af med digteren, men alle vil pricipielt kun have "gode digte". Alle vil gerne af med forbrydelSEN, men ingen tror det muligt, at forbrydere ikke skulle findes. Når noget udøves af ET menneske, der siger JEG uden at føle sig forpligtet til at følge samfundsskabte regler for udførelsen, og måske ligefrem kan bruge samfundets regler som vej til funktionelle EGNE regler og fremfærd og nye "produkter", synliggøres kvalitet. Man kan måle sine egne behov for fornyelse op imod digterens, og forbryderens, adfærd, fordi de begge i realiteten er forpligtede til at vise samfundet hidtil usete områder - områder, man nemt kan hypotetisere om (tabet af ejendom og erhvervelse af sprog, og i grunden også den ufred, der vil opstå som følge heraf), men som først virkelig fungerer, når det opstår: Et mega bitcoin-hack eller en tematisk interessant digtsamling. Men derudover findes forbrydelser og digtudgivelser sted løbende, som holder gryden i kog for potentielle interessenter - de andre forbrydere, de andre digtere, og alle dem, der måler samfundets frem- og tilbageskridt baseret på begge.
->
SvarSletDigteren SKAL operere i énrum i skabelsesprocessen, og dét bliver nogle overmodige af, på samme måde som forbrydere bliver overmodige, og bliver fanget. Hvad sagde jeg: Der findes ingen almindelige mennesker - men der findes "almindelige processer". gennemskuelige processer, gøremål, måder. Og der er rigtig mange måder for en digter - og en forbryder - at blive bedre på. Og dét handler ofte om man udviser flair for at underholde med "narrativer", som udfordrer, hvad gennemsnittet kender og forstår - og på dén led kan de fleste ikke bruge litterater eller cand.jur'er til noget, fordi de har set det hele... siger de.
I dén argumentation bliver både digterens og forbryderens arbejde et spørgsmål om at ramme gennemsnittet af folk, men har man intentionen om at ramme også de allerbedste kendere af ens fag, vil ens arbejde i sig selv handle mindre om fællesskabet og betydningen af ens arbejde for fremtidens mennesker end om at tilfredsstille ens egne kriterier. Altså, der er ikke mange tilskuere til arbejde, der hører under betegnelsen "kunst", men reelle kunstkendere og -nydere (og ikke bare dém, der læser strømninger og tjener på dét) vil altid føle, at de som bærere af indsigt er "mere" end alle andre. Men selv blandt dém er mennesker forskellige og vil opføre sig forskelligt ift. at mene og fremelske og eje og dele og undervise og undertrykke og så videre.
Og digteren og forbryderen vil vedblive med at sige JEG, fordi det skal de for at kunne være deres rolle. De skal isoleres af deres fagrammer, indtil de kommer frem med noget nyt og åndsforandrende. Holdes tilbage, indtil de ikke kan holdes tilbage længere. Søges knækket, og nedgjort og udmyget og forsaget og ekskluderet - indtil de enten bukker under eller finder den kerne, som ingen anden kan se. EN af et utal af kerner, men Øjeblikkets Kerne.
Og så skal alle andre komme løbende og forsøge at stjæle det fra dem. Med love og anmeldelser og straf og trusler og idealer og alt dét, som det er alle andres opgave at opretholde, mens alle venter på en verden, der går lidt mindre eller lidt mere under, alt efter om man er digter eller forbryder, eller netop så meget begge dele, at JEG er ægte og ikke bare et forsvar mod eksklusion og eller misbrug.
Selvimodsigelse er tegn på intelligens, som nogen sagde til mig engang.