Solens efternavn er frost

Maximum Bonjour (Jon Eirik Lundberg): Den udøvende krop
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2016

Det er billigt, det både forstår og anerkender jeg, men jeg gider faktisk ikke skrive en introduktion til Jon Eirik Lundberg eller til Den udøvende krop. Knud Munck har på websitet Den smalle bog skrevet en aldeles fortrinlig anmeldelse af digtsamlingen, herunder en præsentation af digteren, og du kan læse den her. Det kan vist ikke gøres meget bedre.  

Jeg læser mange digte, mange gode digte og nogle knapt så gode, men det sker ikke så tit, at jeg falder over noget særligt. Enhver digter, for så vidt han eller hun er noget værd, har sin egen stemme, men de fleste af os ligner jo fundamentalt hinanden, og vi taler og udtrykker os ret ens. I det store og hele. Der er langt mellem digtere, der med styrke og troværdighed skriver markant anderledes. Jon Eirik Lundberg gør det, og det er vildt. Det er virkelig, virkelig godt. 

Den udøvende krop er på kun 37 sider, og digtene er sat i skrivemaskine-skrifttypen Courier, så man ved, at det er undergrund. Digtene er symbolistiske og overraskende: "olierede fisk dansede  / på hans tunge", "Hans blik: en papirmåge / der gemmer sig i sne", "den ægyptiske skumrings / lille edderkop", "klip altid sålen af ordene du sluger / sammen med sværd", "ligesom togenes passage gennem eddike", "Husker du den knuste tand / under fortovets klage?". Det er svært ikke straks, når jeg læser den sidste linje, at associere til Gunnar Ekelöf, der i digtet Når man er kommet så langt taler om "det store ord" jeg som "et flinteskår / hvormed en i tandløshed har skrabet sit seje / kød". Et andet sted anvendes udtrykket "den første bog efter syndefaldet", en mulig hilsen til Arthur Rimbaud og Efter syndfloden: "sat i verden i et kaos af is og polarnat". Hos Jon Eirik Lundberg er der "snestorm i telefon", og "Solens efternavn / er frost".  

Der er imidlertid og helt afgjort ikke noget tandløst eller køligt over Lundberg. Digtene i samlingen står helt skarpt som (med et af hans egne billeder) "en flyvinge / ud af mundvigen", og der er knald på. På den gode måde. Digtene indskriver sig fint i en europæisk tradition, der altså blandt andre også inkluderer Rimbaud og Ekelöf, men som jeg relativt sjældent ser repræsenteret i nutidig lyrik. Nogle mennesker (har jeg bemærket) gør sig meget romantiske forestillinger om den litterære undergrund og kan godt lide at tænke, at den er fuld af urimeligt oversete, store talenter, som blot venter på at blive opdaget. Hér er et eksempel. Den udøvende krop burde være en af den slags digtsamlinger, der kostede kr. 1000,- antikvarisk, og som bogsamlere havde våde drømme om en dag at finde til det halve. Jeg forudser, at det vil ske. I øjeblikket kan den erhverves for kun kr. 100,-, og jeg vil kraftigt opfordre dig til at købe et eksemplar.          

Meningen er en torsk du har på krogen

René Rasmussen: Lettet
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2009

René Rasmussen: Sprogets knogle
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2010

René Rasmussen: Lysord
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2014

Jeg har i løbet af de seneste dage læst tre ældre digtsamlinger af litterat, psykoanalytiker og Lacan-ekspert René Rasmussen. Han er imponerende produktiv og har i årene løb udgivet adskillige bøger, vistnok senest Judith Butlers nye klæder fra 2024. Digtet Virkelighedens revne fra Lysord lyder sådan: 

"Meningen er en torsk
du har på krogen
hvis du ikke er noget uden
er det
fordi du ikke har lært at gå på vandet
man kan ellers meget i sproget
en dildo i virkelighedens revne"

Der er et lystfisker-udtryk, der lyder "a jerk on one end", i.e. "en torsk i den ene ende [der venter på, at en torsk skal bide på i den anden]". Jeg vælger ikke kun at slå ned på netop dette digt, fordi jeg selv er lystfisker, men også fordi det forekommer mig på udmærket vis at opsummere eller optegne René Rasmussens felt som digter. Han er interesseret i mening, i konstruktionen af mening og af meningens status ("nøgne i livets sand / og bader i tungetale"), han er interesseret i forholdet mellem krop og sprog, i sprog, i seksualitet og i fravær, herunder også Vorherres ("Guds tavse svar") og det, der er "mellem ordene". Måske netop derfor fokuserer han i sine digte ofte på det kreaturlige ("Kroppen er et dyr / der skal dø") og profane ("En pen har lagt lorte / på disse kanter / i dette oversorte digt"), der uundgåeligt for os dialektisk henviser os til forestillinger om det evige og det hellige. Linjerne "fordi du ikke har lært at gå på vandet / man kan ellers meget i sproget" associerer ikke kun til Bamses Venner ("Jeg kan ikke gå på vandet / men jeg kan så meget andet"), men selvsagt også til Kristus. 

Det seksuelle er et gennemgående tema, de "lystbetonede berøringer", ligesom lys og mørke er det ("mørket i orgasmens lys") og smerte. I Gud svarer skriver digteren: "Pascal råber på Gud / der svarer med smerteimplantation", og "Jeg elsker Ånden / kun den har set lyset / som vi alle venter på / mens sproget skærer i os". René Rasmussens digte er smertedigte, "sorte nåle", der metaforisk og ensomt masturberes frem ("Onanerer gloser / ud over blækkets rand") som en mund, der "sutter på sig selv" og fortabes i "sprogets tale". "Ordene er", skriver han, "jeg er / vi er ikke sammen". Det er årsagen til desperationen: At vi aldrig er, hvad vi siger eller skriver, men snarere den tavshed, der følger. At vi så at sige alle altid på forhånd er ofre for sprogets kastration. At vi altid allerede er kastrerede, fordi sproget altid allerede er det, lige meget hvor meget vi kødeligt og erotisk forsøger at kompensere for det. Sex, i hvert fald hos René Rasmussen, som jeg læser ham, er derfor melankolsk. Den seksuelle akt ender bestandigt med blot at bekræfte os i vores fundamentale uformåenhed.

René Rasmussen er så udpræget en akademiker, og der er for mig at se et klart link mellem hans akademiske forskning og hans digte. Men digtene er ikke svære at læse, og de burde tale til enhver. De handler lidt upræcist og plat formuleret [sic] om, hvor vanskeligt det er at kommunikere, at tale om de vigtigste ting og at bruge sproget med henblik på samhørighed, fordi vi hele tiden i stedet ender med at sidde tavse hver for sig. Det er en erfaring, vi alle kan nikke genkendende til, vil jeg tro. Det gælder i hvert fald, hvis man er digter, og René Rasmussen er en digteres digter. Læs ham endelig.     

Skyggedigte / Soldigte

Milena Rudež: Skyggedigte / Soldigte
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2022

"Regnen er holdt op", lyder det i et af Milena Rudež' digte i samlingen Skyggedigte / Soldigte, "men det drypper stadig / fra den gamle tagrende. // Og når vi har glemt alle ordene / så er der kærlighed". Det har på det seneste været noget rædderligt vejr, i hvert fald her på Silkeborg-egnen, og Rudež' ord gjorde mig for en stund bevidst om, at jeg i stedet for at sidde og læse faktisk burde gå ud og rense tagrenderne. De trænger alvorligt til det.

Jeg gjorde det imidlertid ikke, men læste i stedet Rudež' digtsamling til ende. Den er rørende og fin. Milena Rudež er født i Bosnien-Hercegovina, men har i mere end 30 år været bosat i Danmark. Hun debuterede som lyriker i 1987 og er oversat til en lang række sprog, herunder engelsk, tysk og spansk. Hun har også oversat danske lyrikere, blandt andet Erik Stinus, til hvem et af digtene i Skyggedigte / Soldigte, Hvor er Euterpe?, er tilegnet. Et andet digt, Et andet ægteskab, er tilegnet digteren Niels Hav og super-pianisten Christina Bjørkøe. Jeg går ud fra, at det er dem, der er "Christina og Niels", og at digtets linjer om "Jeg elsker dig" henviser til Havs digt Kærlighed, hvori det lyder, at "Jeg elsker dig. Og du kyler min bog // i nakken på mig." 

Kærligheden kan ofte være en kompliceret affære. Skyggedigte / Soldigte er, som titlen udsiger, i to dele: En første del med diskret melankolske digte ("Jeg har ændret på rækkefølgen / af de små glasfigurer på fjernsynet [...] Vi græder indvendig") og en anden del med diskret forhåbningsfulde ("vi og Månen sitrende / af forventning om / mirakler"). Kærligheden og tabet af kærlighed er gennemgående temaer i samlingen, ligesom tavsheden også er det: "Begravet / i tusinde små blomster / syet ind / i tavshed". "Kvinderne klædt i sort står tavse", "Vi er kløvet i to dele, / adskilt af tavshedens hav", og "Jeg tav - jeg har dræbt min drøm". Jeg anvender bevidst ordet diskret, for Milena Rudež er en diskret digter, følsom og opmærksom. Hun er en slags krakeleringernes digter, der har øje for alle de steder, hvor tingene slår bittesmå revner og måske derfor viser deres sande natur: "som skæve billeder / med refleksioner / om det ideelle liv / aldrig set / i spejlet". I et andet digt, Angst, lyder det: "men jeg findes ikke // heller ikke i spejlet / med røde øjne". 

Rudež er tillige en imponerende økonomisk digter. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg i løbet af de seneste par dage mindst ti gange har læst og genlæst disse tre linjer fra digtet Tavshed, og hver gang har jeg grimt misundeligt ønsket, at jeg selv havde skrevet dem: "en gennemtævet hund / blander sig med flokken / der venter på et forsinket tog". Der er mere eksistentiel drama i de tre linjer, end nogle forfattere formår at få klemt ind i en hel roman. Det er fremragende. 

           

Punktummets skygge

Tommy Heisz: Telegrammer fra bunden af Ørnsø
neon & nordlys, 2024

Tommy Heisz' nye digtsamling er en af de flotteste, jeg længe har set, og der skal lyde en stor ros til grafisk designer Tina Schembecker. Det er en på alle måder lækker udgivelse. Digtene i samlingen er erindringsdigte, måske afstedkommet af det dødsfald og den afdøde, flere af digtene adresserer: "Jeg er kommet for at fortælle / at der var superfuldmåne i aftes / hvorfor svarer du ikke?" Et meget kort, men for mig at se centralt digt lyder: "Ude på marken / ligger et kæmpestort punktum / og skygger for solen". Heisz, der er født i 1975, har nået den alder, hvor endelighedserfaringerne for alvor begynder at gøre sig gældende. Familiemedlemmer falder fra, men man opdager også, at barndomslandet og den verden, man beboede som teenager, nu pludselig ligger på den forkerte side af det store punktum. Der er ting, det nu for altid er for sent at gøre om, der ting og rum, der ikke længere er tilgængelige, og der er spøgelser, man ikke har andet valg end at forsøge at forlige sig med: "der er spøgelser overalt / på de her kanter". Alt det, der er forbi, henlægger verden i skumring. Som det lyder i et andet af de inkluderede digte: "der er for mange billeder / i mine øjne og dagene / er for slørede". Et tredje sted anvender Heisz udtrykket "lysets tøven". Der er "svage konturer", "svigtende gadelygter", "morgentåge", "søen i tusmørket", "Mørkerød aften", "støvregnen spiller med lyset", "sigtbarheden er tæt på nul", "det flimrende lys / står en anelse svagere nu", for "Så kom mørket / så blev sløret trukket for", og "vi er mørkekammermennesker". Det er det, vi er blevet.

Telegrammer fra bunden af Ørnsø er ikke blot en samling erindringsdigte, men en erindrings-collage, der også omfatter fotografier og citater, heraf enkelte på engelsk. Noget af det inkluderede forekommer vel nok lidt uforklaret og privat, men man accepterer det uden videre, for man er som læser slet ikke i tvivl om, at det hele hører med, i hvert fald oppe i digterens eget hoved, og det er godt nok, for han er seriøs. Det er i det hele taget en seriøs bog. Det nærmeste, digteren kommer på pjank er i en række måge-digte, der overfladisk læst og i passager kan virke let komiske: "Man siger om mågerne, at de i virkeligheden er gangstere", men de er uro, rastløshed og bekymring for stormen, der kommer, for "ingen måge, ikke / engang en død måge, lader en god storm gå forbi". Der er intet uskyldigt ved måger, ligesom der intet uskyldigt er ved at blive ældre. Vi er alle ligesom månen i et af Tommy Heisz' digte "på vej videre / med nogle centimeter om året / [...] væk fra jorden" til mågernes "hæse bundgarnslatter". 

Jeg vil tillade mig at citere samlingens smukkeste digt, som handler om lyset og solen bag punktummet i det, der nu er tabt. Specifikt er digtet henvendt til den afdøde:

"Der er en flænge i himlen
vinterbærrene blusser
hidsigt rødt i de nøgne buske
dybt nede i jorden ligger du
ikke langt fra hovedgaden
lige over for solcenteret
du kan selv være en sol"

Det er elementært gribende, poetisk og meget overbevisende.  

Man kan se nogle af digtene fra samlingen omsat til videodigte af Jacob Nielsen og Asta Vendelbo Heisz her.