Første søndag resten af livet

Poul g. Exner: Første søndag resten af livet
Forlaget Ravnerock, 2025

Jeg er en stor beundrer af Poul g. Exners lyriske værk, og jeg vil ikke forsøge at lægge skjul på, at min beundring undertiden - for eksempel netop nu, mens jeg sidder og skriver dette - grænser til misundelse. Exner er uhyre produktiv, og der er ikke mange andre digtere, der kan følge hans tempo, men endnu mere bemærkelsesværdigt og ærefrygtindgydende er det, at han er over det hele. Det er muligvis dårlig smag at citere sig selv, men tillad mig alligevel at henvise til en tidligere omtale af Exners digtsamling Jeg er ikke interesseret i at vide, hvori jeg beskrev hans poesi som "en fortløbende tekst uden midte og uden faste holdepunkter". Værket er, som jeg dengang kaldte det, en "totaltekst", ind i hvilken alting kan hvirvles, og den nye digtsamling, Første søndag resten af livet, er en fortsættelse af projektet. 

Bogen, der i udstyr ligner Jeg er ikke interesseret, og som derfor også ligner nogle af Peter Laugesens tidligste digtsamlinger, står i højere grad end forgængeren i en slags gæld til den konkrete poesi. Allerede digtet på forsiden røber det: "Dybt, sår må den grave /so. m vil begraves. i det". Det er værd nævne, for hvis jeg absolut og med vold og magt var tvunget til kategorisere Exner, ville jeg nok kalde ham en slags eksistentialist. Det er det menneskelige og det mellemmenneskelige (eller manglen på samme), der er det væsentligste for ham: Sorg, ensomhed, længsel, skyld og så videre. Han har intet politisk ærinde med hensyn til tekstens materialitet, jeg tror ikke på det, men han har måske et erotisk. Man skal ikke underkende, hvor lækkert sproget er, eller hvor lækkert det kan være, at sidde og pille i det, og man behøver ikke at have læst Freud for at vide, at skriveri (ligesom al anden kunst) også er en form for sublimering.

Jeg føler ikke, at jeg er indiskret ved at nævne det, for Poul g. Exner taler i samlingen selv klart og selvudleverende om det seksuelle, herunder om sin yndlingspornostjerne (som han ret irriterende ikke nævner navnet på). Det seksuelle eller erotiske spiller imidlertid ikke nogen væsentlig rolle i samlingen. Hvis Første søndag resten af livet har et overordnet tema, og det har bogen ikke, er det tiden: Det tabte, tabserfaringerne og den fortsatte længsel efter en slags opfyldelse eller måske bare fylde. Der "forskes i døgndrift i egen fortid", som han et sted skriver, ikke i patetisk længsel mod gamle dage, men for at kunne heale nu'et og måske nå frem til det punkt, hvor "kærligheden begynder / at gøre ondt / Når tilgivelsen er der [...] Det er nu / Det er nu / Det er nu". "Hvad fanden vil du have mig til at sige?" spørger digteren rørende: "Jeg vil overhovedet ikke denne verden / dette liv disse mennesker / Mig selv", men han bliver alligevel nødt til at prøve. I tre linjer, der for så vidt opsummerer hele dette aspekt af skrift-og-livsforehavendet lyder det: "Forsøg at blive helbredt / for dit tab / Du behøver ikke at forstå hvorfor". 

Poul g. Exner er en stor digter, og han bliver tilsyneladende bare bedre og bedre. Den nye digtsamling er omfattende. Den er på hele 96 sider og digtene er lange og ordrige, fulde af digterens "egen tro [der] får afgrunden / til at fjedre" i "det nye / altid nye mørke". Den handler om alting og anbefales helt uden forbehold.           

Helt brokadet var jorden

Tine Schrøder Lunøe: Søvn
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2011

Tine Schrøder Lunøes Søvn har på titelbladet undertitlen "55 digte", og som det fremgår af billedet herover står der også "DIGTE" på forsiden. På bagsiden præsenteres bogen mere sandfærdigt som "en samling af 55 historier". Søvn er ret beset et prosaværk, og jeg skriver normalt ikke omtaler af prosa, men hvad enten Lunøes bog teknisk set er det ene eller det andet: Den er i hvert fald lyrisk, og den er derudover både betagende og fin, så jeg ser i denne sammenhæng ingen egentlig grund til at være smålig.   

Det er ikke længe siden, jeg en aften genså Sergej Paradjanovs klassiske og fantastiske film The Color of Pomegranates fra 1968. Hvis man aldrig selv har set den, betyder det ingenting (men man kan eventuelt se den her). Hvis man faktisk har set den: Det er sådan-et-slags-sted, vi befinder os på i Søvn: "En ballerina er på vej over tøjsnoren. Man kan se hendes ribben gennem den tynde, forvaskede dragt. I vinduerne stikker de snottede unger deres små næser ud. De har set hende før, men ikke her. De holder vejret med hende. Kom tilbage Elisa, bønfalder en kvindestemme. Hendes gråd bliver afbrudt af et brag. Kastanjerne falder." Næste tekst i bogen begynder sådan: "Kubistiske kvinder nærmer sig, mens firkantede mænd strammer slipset. Psykedeliske sommerfugle flagrer omkring mig. Deres trekantede vinger river sig løs som beviser uden årsag. Deres sorte støv lægger sig som skygger under mine øjne." Farverne, formerne og skønheden er påtrængende, men "Kun tågen er fast mellem vores hænder", og det "uskyldigt" usagte er "helt igennem ubarmhjertigt". Alting er smukt, men også grusomt, fordi det er sandt, undtagen måske kærligheden: "Da jeg hører dig sige, at du elsker mig, overvejer jeg, om det hele er en drøm." Et andet sted lyder det: "Hvor er kærligheden kejtet og klam." 

Bogen indeholder som anført 55 tekster, og alle har præcis 55 ord, i alt 3025 ord. Der er mange farver, og der er mange tekstiler i samlingen, og måske er det blandt andet derfor, jeg ikke kan lade være med at associere til Paradjanovs film: "det månefarvede miniskørt", "hvidklædte mænd", "Din kjole ligner blod", "en lang, sort silkekjole", "Den hvide dragt", "En sørgekåbe", "Slangeskindskjolen", "Jeg tager skørterne på", "den chokoladebrune dragt", "snørret ind i tørklæder", "Egtvedpigens pragtfulde snoreskørt", "Mændene i hvide gevandter", "den sølvfarvede dynejakke" og "din satinkjole". "Helt brokadet var jorden med aftryk, som hendes gyldne mønstre lavede", lyder det i et af Sayat-Novas digte, den armenske poet, som The Color of Pomegranates handler om. Noget tilsvarende kan siges om Tine Schrøder Lunøes skrift. 

Hver ny tekst i bogen (ligesom hver ny scene i filmen) er et tableau, en art drømmebillede: "Hun sætter rispapirslamper i træernes kroner", "Den hollandske danser uden hæmninger knækker ryggen i et vovet trin", "Jeg er nøgen, fanget i et fiskenet". Billederne står skarpt, for sproget er økonomisk og præcist, og det er ganske enkelt super. Søvn er perfekt egnet til natbordet: Læs en enkelt tekst hver aften, inden du lukker øjnene for at sove, og når du er igennem hele samlingen, kan du bare starte forfra, for teksterne, hvad enten de er digte eller historier, er slidstærke som sirligt vævede tæpper.   

Så vidt jeg ved, er dette indtil videre Tine Schrøder Lunøes eneste skønlitterære udgivelse, og det er 14 år siden, den udkom. Jeg har tilladt mig at google hende, så jeg ved, at hun stadig er ung, kun midt i 40'erne, og jeg håber, hun på et tidspunkt vil beslutte sig for at genoptage forfatterskabet. Hun er indlysende meget talentfuld, og Søvn er en imponerede bog. Jeg anbefaler den varmt.       

   

 

En dag var butikken omringet af væsler

Simon Zorde: Jeg - Hvem?
Wadskjær Forlag, 2024

Simon Zordes Jeg - Hvem? er en af de mest kuriøse digtsamlinger, jeg længe har læst. Ifølge forlagsteksten på bagsiden af bogen er der på én og samme tid tale om "en verden af surrealistiske øjeblikke og følelser" og "digte, der balancerer på kanten af det surrealistiske". Det operative ord synes at være surrealistisk, men jeg synes ærligt talt ikke, det passer ret godt, i hvert fald ikke for så vidt surrealisme associerer til mere eller mindre sorthumoristisk snurrighed og fantasifuldhed. Den følelse, der under læsningen indgydes i læseren, er ikke forbavselse eller forundring, men derimod den, der på engelsk benævnes dread, og som på dansk lidt fattigt oversættes til frygt. Dread er noget andet og mere.  

Der er et berømt digt af Hughes Mearns, Antigonish, der starter med disse linjer: "Yesterday, upon the stair, / I met a man who wasn't there / He wasn't there again today / I wish, I wish he'd go away ... ". Frygt er at være bange for, at der måske helt konkret ude på trappen står en mand, der ønsker at gøre en ondt. Dread er en ængstelighed eller nervøsitet med hensyn til virkelighedens fundamentale struktur eller mangel på samme, herunder eksempelvis som i Mearns' digt "a man who wasn't there". Det er en sådan nervøs sitren, der løber gennem Jeg - Hvem?, og Simon Zorde er for så vidt langt mere i familie med eksempelvis Thomas Ligotti, end han er med andre surrealistiske digtere. Faktisk giver allerede digt nummer to i samlingen, Krystalvaserne, mindelser om Ligotti: En butiksindehaver beretter kort om sit liv, om sin butik, sine kunder og om reolen, hvori krystalvaser står side om side: "Når jeg pudser vaserne om aftenen, kan jeg se mit eget / spejlbillede. [...] Om natten, når mareridtene kommer, sveder jeg. / Men så pudser jeg vaserne, og alt bliver godt igen. / En dag var butikken omringet af væsler, men jeg lukkede / dem ikke ind, jeg holdt skansen. / Nu pudser jeg bare, det holder dem væk, indtil næste / gang." 

Forfatterjeg'ets identitet er i samlingen flaksende og usikker. I ét digt er forfatteren transvestit, i andre er han henholdsvis en klovn, en gynækolog og en forbrændt eks-model i en kørestol. Fælles for flere af digtene er, at de har fornedrelsen som tema, ikke negativt, men som noget George Bataille'sk og nærmest ekstatisk. Således eksempelvis i digtet Spyt: "Den dag jeg blev spyttet i hovedet, blev jeg glad. / For mig var fornedrelsen en vidunderlig ting." Senere i et andet digt, Himlen, beretter forfatterjeg'et om sit første kys ("Det var en af de større piger i min skole"), men han er ved nærmere eftertanke "ikke sikker på, om hun spyttede / Eller kyssede". I digtet Gebis får forfatterjeg'et, der nu muligvis er et andet, et blowjob af den tandløse Åse, der netop har spist en ostemad, alt imens han tænker, at "Det er de bedste 35 kroner, jeg nogensinde har givet ud." Efterfølgende viser det sig at være et mareridt, der imidlertid ikke var en drøm. Andre gennemgående temaer er fysikaliteten og den fysiske vold. Den ovennævnte transvestit får sin "makeup erstattet af blod", og i digtet Beskyttet lyder det direkte: "Vold og lemlæstelse / Det var det eneste, der interesserede mig". "Mit kød flås fra hinanden", "Det drypper rødt fra min hånd", "Mine indvolde glimter klistret i solen", "Jeg bider tænderne sammen / Og bider et stykke af min tunge af", "Drengen løfter sin sko langsomt op / og tværer mig ud som det cigaretskod, jeg er." Der er flere eksempler i samlingen.   

Jeg faldt på Bogforums hjemmeside over en præsentation af Simon Zorde, hvoraf det fremgår, at han er uddannet method actor. Det giver mening. I digtene ikke bare påtager han sig, men bliver forskellige personer, og blandt andet som et resultatet heraf føler man sig som læser bestandigt på usikker grund. Alle disse personer er påtrængende i deres voldsomhed, men de er også i en vis forstand som manden på trappen i Mearns' digt, not there. Man kan ikke undlade efter endt læsning at spekulere på, hvor mange mennesker man selv er, som heller ikke er der, men som venter. Som Hughes Mearns fortsætter i andet vers af Antigonish: "When I came home last night at three / The man was waiting there for me". Der er en hel afgrund lige dér, som Zorde i Jeg - Hvem? udforsker. Det er nok ikke en digtsamling for hvem som helst, men den er i hvert fald ret unik, og den er modig.        
 

30 digte efter et selvmord

Bjarke Kirkegaard Nielsen: 30 digte efter et selvmord
Wadskjær Forlag, 2024

30 digte efter et selvmord er Bjarke Kirkegaard Nielsens debutdigtsamling, og titlen skal tages helt bogstaveligt. I efteråret 2023 begik forfatterens lillebror selvmord. Hans navn var Mikkel, og han blev kun 33 år gammel. I tiden umiddelbart efter og som en del af sorgbearbejdningsprocessen skrev Nielsen de i samlingen inkluderede 30 digte. Det første digt blev skrevet kun få timer efter, at forfatteren havde modtaget beskeden om broderens død, og det sidste blev skrevet præcis 38 dage efter, hvor Mikkel ville være fyldt 34. Det er nok muligt, det får mig til at lyde som lidt af et røvhul, men jeg var på forhånd, da jeg satte mig i min lænestol for at læse digtene, ret skeptisk indstillet. Den brutale sandhed er, at uanset hvor grusom og urimelig tilværelsen kan være, og uagtet hvor hårdt man personligt rammes, og hvor stort et tab man påføres og efterfølgende må forsøge at leve med, så bliver man ikke automatisk digter af det. I hvert fald ikke nødvendigvis en god digter. At skrive digte er at formidle, så det for læseren virker autentisk. Det er ikke nok, at noget plat beset bare er sandt, for eksempel at man oprigtigt har ondt i hjertet, for digte skrives ikke med følelser, men med ord. Troværdigt at kunne formulere sin smerte kræver ord-evner, altså poetisk talent, og poetisk talent er ikke noget, man pludselig fra den ene dag til den anden får foræret. 

Så meget mere imponerende er det derfor, at 30 digte efter et selvmord faktisk er en gribende digtsamling. Jeg læste bogen i ét stræk, og min skepsis blev gjort til skamme. I stedet for at besnakke sin sorg eller vikle sig ind i filosofisk eller religiøs gazebind skriver Bjarke Kirkegaard Nielsen kortfattet og direkte i et dagligdagssprog, som alle burde kunne forholde sig til: "jeg kendte ikke det / du sagde / jeg kender ikke det / du gjorde". Det pågældende digt ender med den måske allermest hjerteskærende linje i hele bogen: "Jeg kender kun mig". I et andet digt lyder det: "Jeg vidste ikke, man kunne begå selvmord, / når man var glad". Digtene i samlingen er selvsagt skrevet på tabet af broderen, men også på kanten til denne afgrund mellem det intimt kendte ("vi er børn alene hjemme / du og jeg") og den radikalt ukendte anden, hvorom digteren ærligt må erkende, at "jeg kan kun mærke dig / det hjælper nok mig / mere end dig". 

Som det fremgår af de enkelte citater, er 30 digte efter et selvmord en dig-og-mig-digtsamling, hvori forfatteren adresserer sin afdøde bror, men vi andre, læserne, efterlades ikke udenfor. Nielsen gør sig i et af de inkluderede digte nogle overvejelser om tabets banalitet: "Intet er mere banalt end et tab [...] jeg kan kun udtrykke banaliteter / snotsentimentale ordsammenhænge", for "det jeg ville ønske, jeg havde sagt [...] var for banalt", og "nu er det for vigtigt". Det onde, som Skt. Augustin engang udtrykte det, er en deprivation, det er en mangel på væren, og vi har ikke ord for det, der mangler, som ofte - som i dette tilfælde - er det vigtigste. At skrive om tab er at skrive omkring en tavshed, og jeg er imponeret over, hvor godt Bjarke Kirkegaard Nielsen slipper afsted med det. Jeg blev meget rørt.

Hvis du har selvmordstanker, kan du alle årets dage mellem kl. 11 og 05 kontakte Livsliniens telefonrådgivning på telefon 70 201 201. Du kan besøge deres hjemmeside her.