En varm hånd over en andens hud

Orhan Dogru: En stikling af min kærlighed
TSDK Forlag, 2024

Orhan Dogru, som han selv udtrykker det i sin korte introduktion til sin digtsamling, er en "søn af en gæstearbejder fra 1969", der "drømmer på tegnsprog, kurdisk, tyrkisk og dansk" og håber "en dag at kunne drømme på alle disse fire sprog i den samme drøm". Han er født og opvokset i Tyrkiet og kom til Danmark i 1987. Dogru er en produktiv oversætter, herunder af lyrik, men En stikling af min kærlighed er hans første, egen digtsamling. Den udkom i 2024.

Orhan Dogrus digte er fulde af længsel og af patos. Der er mange tillægsord: "denne korte, / svale nordlige sommernat", "min ånds dybe hemmelighed", "mit svulmende hjerte", "horisontens uendelige udsigt", "mine skamfulde øjne", "den stakkels sjæl", "hadske blikke og kolde øjne" og så videre i dén retning. Det er som udgangspunkt (sådan vil jeg vælge at udtrykke det) en lidt problematisk måde at skrive på, og det siger noget godt om Dogrus evner som digter, at han i det store og hele slipper afsted med det, først og fremmest fordi man tror på ham. Hans digte bæres oppe af en følelse af autenticitet. Efterhånden som man læser sig igennem samlingen (og måske især netop nu, hvor det både sner og fryser udenfor), begynder man tillige i nogen grad at værdsætte det mere varmblodige og følelsesfavnende hos en digter, der ikke er bange for metaforer som "mine øjne græder tårer og blod" eller "min melankolis saddeltaske". Det er tusindvis af kilometer fra sædvanlig, stramrøvet, dansk puritanisme, og faktisk fandt jeg det rørende. Som det lyder i et digt: "Lad mig kysse og omfavne dig med varmen fra de anatolske stepper". Ja tak, meget gerne. 

En stikling af min kærlighed består af erindingsdigte, kærlighedsdigte og politiske digte, hvori Dogru adresserer såvel aktuelle, politiske situationer såvel som forholdet mellem gammel-danskere og indvandrere generelt. I et digt med opfordring til dialogkaffe, Ræk din hånd ud mod mig, skriver han: "Fortæl mig Molbohistorierne. / Lad mig fortælle dig røverhistorier af skarpsindige og humørfyldte / Nasreddin Hodja". Igen ja tak. Digtsamlingen er i sig selv en slags udstrakt hånd til læserne, og den er venlig og prisværdig. Der er udfald mod en fremmedhadsk, dansk politiker, som jeg end ikke gider nævne navnet på, men aldeles tilsvarende mod den religiøse, islamiske fundamentalisme. Den fælles grund, som Orhan Dogru i digtene hylder, er kærligheden og poesien. Det kan i disse brutale tider være svært at tro på, at poesien betyder ret meget. Dogru omtaler selv i Ukendt poets historie sine egne digte som "en pakke havnet på et hittegodskontor /  ingen ejer har efterlyst". Så meget desto mere er der grund til at minde om, at et digt kan være som "en varm hånd over en andens hud", og at sådanne berøringer kan være livsforvandlende. "Ordene der flyder fra pennen bør vække følelser", skriver Dogru, "skrive digte, der forvandler livet".              

Stjernehåb

Majbrit Hjelmsbo: Ovenfra og ned
Forlaget Ravenrock, 2012

Majbrit Hjelmsbo: U-vending og andre retningsskift over tid
Forlaget Ravnerock, 2019

I løbet af den seneste, kolde februaruge har jeg læst to ældre digtsamlinger af lyriker og anmelder Majbrit Hjelmsbo, henholdsvis Ovenfra og ned fra 2012 og U-vending og andre retningsskift over tid fra 2019, begge udgivet på Forlaget Ravnerock. 

Hjelmsbo er bedst, når hun er erotisk og "i leg med halsens / fimredun". Ovenfra og ned indeholder adskillige erotiske digte, og det kødelige og sensuelle er ikke kun forbeholdt mødet med den anden, men karakteriserer også hendes forhold til naturen. "Han / dryppede / al sin kærlighed / ned på hendes / læber" på samme måde som "stille regn" i et andet digt drypper "som tusinde / våde / prikkende / kys", og "Afrodisisk havskum" ved en strandkant "Får mig til at synde / Mellem skaller og småsten". Også kunsten anskues erotisk. I digtet Croquis taler digteren om "mine negles rødkridt" og "kalligrafiske / kærlighedsgerninger", og i Om musik lyder det om tonerne, at "Jeg red på / dem alle".

Som det fremgår af de anførte eksempler skriver Majbrit Hjelmsbo ofte i staccatoform og med mange linjebrud, mere udpræget i Ovenfra og ned end i U-vending og andre retningsskift over tid. Der gik hele syv år fra den første til den anden digtsamling, og U-vending er mere udvortes og lakonisk konstaterende. Det er ikke længere det umiddelbare begær, der er i fokus, men derimod en tabserfaring: "Jeg elsker dig / ikke mere", "Jeg er dødvægten i din rygsæk", "Jeg er luft for dig", "Hun gav sig til at sørge". "Uvist af hvilken grund", står der i digtet med samme titel, "bryder verden sammen". Kødet overrisles ikke længere af kys, men er sat under pres som en rullepølse, og "ingen rullepølse / uden hjerte / slag". Ikke hjerteslag, men hjerte og slag. Der er kun én vej, lyder det i digtet Ultimatum, nemlig "lodret ned / mod / afgrunden", og man enten lade sig falde eller af egen fri vilje springe derned og med Lars Lilholts ord give håbet den længste frist. 

Det er faktisk lige præcis dér, U-vending og andre retningsskift over tid ender, med håbet: "En udbrændt / døende / stjerne / tænder håb / lige dér / hvor engle fødes". Jeg ved ikke, om det fra digterens side er en bevidst reference til Dante Alighieri, der jo som bekendt afslutter alle tre dele af Den Guddommelige Komedie med en henvisning til stjernerne. Under alle omstændigheder: Efter endt læsning kunne jeg ikke lade være med at sidde og ønske, at Majbrit Hjelmsbo ville gøre Dante til sit næste projekt. Hun kunne i så fald passende starte, hvor Helvede i Molbechs oversættelse ender: "Og vi steg ud og genså himlens stjerner." "Jeg vil / bevægelsen", skriver Hjelmsbo i titeldigtet U-vending. Hos Dante lyder det, at "drift og vilje blev i mig bevæget, / så jævnt som hjulet drejes, af den kærlighed / der driver solen og de andre stjerner". Se op og skriv det ned.     

            

Mellem omgivelserne og omstændighederne

Kim Sindberg: Månen over i'et i Helsinki
Forlaget mellemgaard, 2024

Kim Sindberg: Et ÅrsværkSted
BoD, 2025

Kim Sindberg er produktiv og har til dato udgivet mere end 20 bøger. Månen over i'et i Helsinki og Et ÅrsværkSted er vistnok hans digtsamlinger nummer henholdsvis syv og otte. Sådan cirka. Sidstnævnte, Et ÅrsværkSted, byder på digte fra alle uger i 2024, 56 i alt, oprindeligt publiceret på Facebook og Instagram. Månen over i'et i Helsinki er i fire dele plus en prolog og et coda. 

Jeg kunne aldrig under normale omstændigheder finde på at benytte udtrykket "fedt", for jeg er vestjyde, og vi snakker ikke sådan. Alligevel vil jeg i dette tilfælde gøre en undtagelse og mene, at Sindbergs digte er fedt fabulerende. Egentlig burde jeg vel kalde digtene surrealistiske, i hvert fald delvist, og referere til nogle af de globalt guldrandede, surrealistiske lyrikere, men jeg vil hellere (for jeg er stadig vestjyde) sammenligne med Johnny Madsen: "Det er koldt fra alle verdenshjørner / og ballonlungerne hvæser", lyder det hos Sindberg. "Kører mod strømmen / med Dostojevski i håret / og en hvilepuls under frysepunktet", "Der står en profet med grus i tænderne / for enden af ørkenen", og "Den moderne mand / i rød skovmandsskjorte / stod midt på Highway 3 / i Billings, Montana / og betragtede himmelrummet". Mens jeg læste, kunne jeg ikke lade være med at sidde og nynne: "Der er tusind mil til en tanker / Og mine Reebok er fulde af vand / Jeg synes jeg kan høre Bounty lette anker / Og sejle til Bountyland".

Det er grove løjer at sammenligne digtere på den måde, det forstår jeg naturligvis, men det er ok, dels fordi det er komplimenterende at blive nævnt i samme åndedrag som Johnny Madsen, og dels fordi Kim Sindberg så ganske afgjort ikke er en epigon. Han er helt sin egen, og omend han har det fabulerende og sprog-smidige til fælles med Madsen, er han i sine digte ikke tilsvarende mytologiserende. Som han i Et ÅrsværkSted skriver i et hyldestdigt til Michael Strunge: "sproget forsvinder / under dine fødder / med livets hastighed". Alting hvirvles op, det private, det sociale, det politiske, og vi kan gribe efter det, men det fortabes ligesom sommeren i digtet 2024uge2: Lost in Transit "et sted mellem omgivelserne / og omstændighederne". "Nu er der", som han skriver, "meget der tyder på / at den [sommeren] er gået tabt".        

Tredje del af Månen over i'et i Helsinki, betitlet gemmebogen, er et systemdigt, hvori hvert vers indledes med ordene "Mens vi gemmer os i". Femte vers lyder: "Mens vi gemmer os i den hvide victorianske have / går en giraf ind / i den brændende skov". Det kan vel næppe blive meget mere freudiansk, og det lyder som en beskrivelse af et maleri af Salvador Dali. Men er selvsagt også politisk. Kim Sindberg er i sine digte over det hele, for det hele er i ham, og han skriver det. Det er ofte morsomt, fordi billederne i digtene er originale og overraskende, men det er "lykkelige fødder / på et gulv af sorg". Et digt i Månen over i'et i Helsinki har titlen Øjne i et konvekst spejl, og hvad enten det er sandt eller ej, kan jeg godt lide at forestille mig, at det er inspireret af John Ashberys Selvportræt i et konvekst spejl. (Kim Sindberg, hvis du læser dette og ikke kender ham: Ashbery er af din slags.) "Den Kinesiske spionballon / dalede yndefuldt", lyder det i Sindbergs digt. Ashbery (i Peter Nielsens fremragende oversættelse fra 1989) skriver: "Ballonen siger bang, opmærksomheden / vendes sløvt bort".

Sindberg er en fornem og egenartet digter, man bør unde sig selv at læse. Så tag og gør det. Af de to nævnte digtsamlinger er Et ÅrsværkSted den mest løse i kødet, men den er billig, og jeg kan ikke komme i tanker om en eneste grund til, at man ikke skulle købe dem begge.    

 

Gnid sårene når månen er halv

Neringa Abrutytė: Fingre
Oversat af Sotiris Souliotis

forlaget politisk revy, 2003

Her er en sand historie ude fra virkeligheden. For cirka en måned siden købte jeg et par digtsamlinger i Den Blå Avis, den ene et eksemplar af Tomas Transtömers Samlade dikter 1954-1996. Sælgeren viste sig også selv at være lyriker, endda en gevaldigt god en af slagsen, litauiske Neringa Abrutytė, og da jeg modtog pakken med bøgerne, opdagede jeg til min store glæde, at hun også havde vedlagt et eksemplar af sin egen, danske udgivelse, Fingre fra 2003. Oversat af Sotiris Souliotis. De to digtsamlinger, jeg oprindeligt havde været interesseret i, placerede jeg i reolen, og jeg har endnu ikke haft tid til at kigge nærmere på dem. Til gengæld satte jeg mig straks til at læse Abrutytė. Det begynder sådan her: "Man skal svømme længe og få øjnene fyldt med vand for, lige efter at have lukket dem for søvnen, at kunne få øje på den azurblå bund, som sammen med vandet, der er klart som sprit, beroliger sjælen".

Jeg ved ikke, om det bare er mig, der for tiden har Dante på hjernen (se også min omtale af Majbrit Hjelmsbos to digtsamlinger), men den dér "azurblå bund" fik mig straks til at associere til Jorge Luis Borges' foredrag om Den Guddommelige Komedie, hvori han opholder sig ved det sted i Skærsilden, hvor Dante sammenligner daggryets farve med en "orientalsk safir". Denne safir, siger Borges, er "fuld af Tusind og én Nat". Det har ikke meget med Neringa Abrutytės digtsamling at gøre, måske, men det har det alligevel, for ligesom samlingen starter med vand, med det azurblå og potentielt eventyrlige, ender den også med vand, nu blodigt: "Da jeg prøvede at barbere et hår af benet med dit barberblad skar jeg mig i venen - det løber ud i det kolde vand og hele dette møde ligner snarere mystik". Det er prosaisk og dagligdags, men også magisk og "snarere mystik". I digtet drømmehud er der i øvrigt også "en blå flamme på søens overflade". 

En del af Abrutytės digte, som det vil være fremgået af de ovennævnte eksempler, er prosadigte. Andre, heriblandt min personlige favorit, synet af de hængte, er mere traditionelle og med linjebrud: "jeg tog en knogle med hjem fra kirkegården / jeg har hørt / at med den skal man gnide sårene / når månen er halv // ikke kradse i sårene hvert år". Digtet, der er både smukt og genuint rørende, handler om døden. Fingre er på i alt kun 35 sider (faktisk 42, men digtene starter på side 7), men samlingen er ikke hurtigt læst, for den er dyb. Der er kærlighed og tab af kærlighed, erindring, skræk og humor, alt sammen underspillet og ligesom i eftertanken, men netop derfor og på forunderlig vis så meget mere overbevisende. 

Fingre var en fornem gave at få foræret, og jeg føler mig ret overbevist om, at det er en af de digtsamlinger, jeg vil blive ved med at vende tilbage til. Bogen er cirka 22 år gammel, og så vidt jeg ved, er der ikke udgivet andre lyriske værker af Neringa Abrutytė på dansk. Der findes vistnok tre digtsamlinger på litauisk fra henholdsvis 1995, 1997 og 2003. Digtene i Fingre stammer fra de to første og fra digte publiceret i en lyrikalmanak i 1999 og 2001.