Arbejder isbjørne også over?

Hans Kappel Skau: Arbejder isbjørne også over?
Wadskjær Forlag, 2024

Hans Kappel Skaus Arbejder isbjørne også over? er ifølge forlagsteksten trykt på bagsiden af bogen "en humoristisk arbejdskritik skrevet i [en] hybridform", der både omfatter historiske notater, korte prosatekster og digte. Humoren er sort og i nogen grad misantropisk. Bogen, der er på i alt 72 sider, handler i hovedsagen om Hans Kappel Skaus tid som arbejder på Svalbard. Efter en kort, historisk intro om hvalfangst og lampeolie beretter forfatter-jeg'et om sin studietid, om at føle sig på afstand af andre og om at leve i et København ("Jeg var så pisse træt af at bo i København") fuld af mennesker, "Objekter, som jeg hver dag skal overhale på min cykel. Genstande, jeg skal stå bagved i supermarked, ved lægen, hos bageren." Han vælger i stedet at flytte til Svalbard, hvor han blandt andet arbejder som turguide, indtil han til sidst igen ender tilbage i København ("Her er så pisse kedeligt / Det var ligegyldigt at møde mine venner i dag"), hvor han cykler "helt tæt på fodgængerne / jeg vil så gerne lange dem en over nakken" og mediterer over, hvor let det ville være at skubbe de øldrikkende "smarte folk" på Dronning Louises bro i vandet: "Det ville være [...] spændende at se dem i deres mund, når de falder / Bare fucke dem en lille smule op / ganske harmløst, selvfølgelig / men de skal ikke tro, at smerten kun er abstrakt." Og hér ender bogen, med disse linjer: "Ja. Det er sådan, fantasien er: / Give dem en over nakken / og spæne væk på sin cykel".

Livet på er Svalbard er heller ikke nemt. Som turguide plages forfatter-jeg'et af "mareridt i orange telte", og han får "svejseøjne og gigtfingre [...] mit røvhul sprækker. Min pik svier, når jeg pisser, og jeg har forvredet min skulder". Han arbejder med maskiner, men "Jeg hader maskiner. De vil mig det ikke godt", og turisterne er ofte ubehøvlede og/eller berusede. Skau har imidlertid rig mulighed for at studere dynamikken blandt den internationale gruppe af mennesker, han arbejder sammen med, og han lærer noget om forudsætningerne og den historiske baggrund for øgruppens erhvervsliv, herunder minedriften. Samtidig er der naturen, som kan være køn at kigge på, men som også for eksempel inkluderer den syge polarræv, forfatteren en dag finder ved sin scooter, "sørgelig og klam", men som han nægter at skyde, for "Jeg er bondesøn. Vi rører ikke ved syge dyr". 

Arbejder isbjørne også over?, der i øvrigt er smukt illustreret af Björk Mo van Dijk, er en mærkeligt rørende bog. Jeg skriver "mærkeligt", for egentlig synes jeg ikke, den burde være det: Forfatter-jeg'et gør sig afgjort ingen anstrengelser for at stille sig charmerende eller forstående an. Han er ærligt talt, som vi siger dér, hvor jeg kommer fra, lidt af en tværing, men han er ærlig, og hans tekster virker autentiske. Man tvivler ikke på, at han ved, hvad han taler om, når han som ovenfor citeret henviser til "smerten", der ikke kun er "abstrakt", og jeg kunne personligt, mens jeg sad og læste, ikke lade være med at beundre ham. Han gjorde det faktisk, han kæmpede sig igennem, og selv om det er en 'arbejderkritisk' historie, er det også et slags eventyr. Ud og hjem igen. Ikke en turistrejse, men hårdt knokleri og virkelighed hele vejen. Det er seriøst godt gået                      

 

Den vilde musling

Milena Rudež: Skyen i vandet / Oblak u vodi
Milena Rudež (DK) og Daorson (Sverige), 2023

Milena Rudež: Efterårsdage / Jesenji dani
Milena Rudež (DK) og Daorson (Sverige), 2025

Digtet Den vilde musling fra Efterårsdage lyder sådan: "lukker en fremmed / ind og danner en / glimtende perle". Det er en slags Milena Rudež'sk poetik, for det er sådan, hun gør. Hun er selv en vild digter-musling, i hvert fald for så vidt "vild" ikke betyder brutal eller løbsk, men organisk og naturlig. Hun digter om det konkrete, ofte små ting, som leder til de største. Et sted skriver hun smukt og melankolsk om "denne stive smålige verden", at "dens intethed [...] er godt pakket ind og / farer sammen ved en mindste raslen". Det er den dér raslen, hun skriver på, virkelighedens små ryk. 

I Skyen i vandet fra 2023 og Efterårsdage, som er udkommet i år, er også formen tilsvarende petit. Skyen i vandet består af haikudigte: "Over alt er der spor / efter andre i mit hus. / Jeg har selv bragt dem". Værket er inddelt i to hovedafsnit, henholdsvis Over marken og lunden og Bag de kulsorte skyer, og hvert hovedafsnit er inddelt i en række underafsnit. Også adskillige af digtene i Efterårsdage er haiku: "Blade på stien / samlet af vinden eller / mænd til gravhøje", men hvor førstnævnte primært består af naturlyrik, handler sidstnævntes andet afsnit, Efterårsdage på plejehjemmet, om Rudež' besøg hos sin mor på et plejehjem, hvor der står "En blomst på bordet / Andet pynt passer på hvad / de gamle spiser". De to yderligere afsnit i Efterårsdage har overskrifterne Stien langs banen og Birkens små grene. I begge digtsamlinger er digtene trykt på både dansk og bosnisk. 

Efterårsdage handler blandt andet om død og om tab, ikke in your face, men stilfærdigt, værdigt og med behørig respekt for det uudsigelige. De allersidste ord i samlingen lyder: "Mine lydløse skridt i / den tomme gade". Ikke raslen, men tavshed. Milena Rudež er en fantastisk god digter, og jeg anbefaler hende varmt.             

Skriv, skriv, skriv

Emilie Nørgaard Madsen: Reflekterende
Wadskjær Forlag, 2024

Emilie Nørgaard Madsens Reflekterende er på hele 129 sider, og bogen byder på 69 digte skrevet i knækprosa-form. Madsen er nordjyde, og ifølge forlagets præsentationstekst er der tale om "en hudløs ærlig digtsamling, der skildrer de rå og ufiltrerede øjeblikke fra digterens 26-årige liv". Det er bekendelseslitteratur med hilsen til Vita Andersen: "Jeg lærte ordet i folkeskolen / Tryghedsnarkoman / Og det er / Et af mine yndlings". Disse første linjer fra digtet Elleve giver for så vidt et udmærket indtryk af stilen: "Som barn er jeg / En smilende pige / Glad og umiddelbar / Men forkert / For besværlig / Store følelser fanget / I en alt for lille krop / Og jeg har altid skulle / Fikses". Digteren skriver om sin barndom, familie, venner, skolegang, sin tid på en efterskole, sit job i en dagligvarebutik, om parforhold og i et enkelt digt om sit forhold til Gud ("Jeg er for ung / Til at love noget").     

Jeg havde i første omgang og af to grunde besluttet mig for ikke at skrive en omtale af Reflekterende. For det første er jeg cirka dobbelt så gammel som Emilie Nørgaard Madsen, og jeg er bedsteborgerlig og kedelig. Digtsamlingen er ikke skrevet for folk som mig, men for Madsens jævnaldrende, som potentielt kan spejle sig i den og relatere sig til de problemstillinger, hun behandler. Det er muligvis blot en undskyldning for dovenskab fra min side, for jeg kunne jo strenge mig an og forsøge at sætte mig i hendes sted og så videre, men jeg var også forbeholden af en anden grund: Jeg har det svært med det dér 'hudløst ærlige' og med bekendelsesgenren i det hele taget, for den sætter mig som kritisk læser i en prekær og lidt ubehagelig situation. Den gør det vanskeligt at tale om digtene som digte uden samtidig at tale om digterens selvforståelse eller mangel på samme. Det traditionelt gode digt er interessant, blandt andet fordi det altid er klogere end digteren, der har skrevet det. Det ved mere. Bekendelsesdigtet er anderledes. Ikke forkert, selvfølgelig ikke, men anderledes, fordi det i bekendelsesdigtet ofte er forfatteren, der tror sig klogest. Sproget er blot et middel til at udtrykke en sandhed, forfatteren på forhånd mener at kende. Helt eksemplarisk er i denne henseende Madsens digt Syvogtredive, hvori hun beretter om, hvordan hun en aften går i skoven "Og finder så vej / Tilbage / Til mig selv". Hvordan skal jeg som et midaldrende knottenhoved forholde mig til det? Jeg forstår naturligvis, hvad hun mener, men min umiddelbare reaktion er ikke desto mindre, "Nej, du fandt ganske afgjort ikke tilbage til dig selv. Du finder aldrig tilbage til dig selv. Det er derfor, du skriver digte." Hvilket, hvis jeg sagde det, indlysende ville få mig til at lyde som lidt af et røvhul, også selv om det ville være sandt.         

Men jeg ombestemte mig altså, for mens jeg sad og tænkte det ovenstående, blev jeg også klar over, at det jo reelt var helt lige meget. Det er bare mig, der er for meget ... mig. Emilie Nørgaard Madsen har skrevet en digtsamling, hvori hun offentligt og ærligt forsøger, som titlen siger, at reflektere over nogle af de indtryk og oplevelser, der har været med til at forme hende som person. Samlingen er en italesættelse i hendes helt eget sprog og uden nykker, og den slags er prisværdigt og bør støttes. I digtet Sytten lyder det rørende: "Vi er til forældresamtale / Og du siger / At jeg er / Reflekterende / Mit livs største kompliment [...] Og du opfordrer mig til at skrive / Skriv, skriv, skriv / En forfatter gemt i maven / Forhåbentlig bliver hun endelig / En realitet". Det gjorde det. Madsen har beundringsværdigt realiseret sig selv som forfatter, og hun er ankommet. Jeg vil gerne byde hende velkommen. I tilfælde af at hun en dag skulle komme til at læse dette, vil jeg tillade mig at gentage, hvad jeg tidligere og i en anden sammenhæng har skrevet her på bloggen: Såkaldte almindelige mennesker, hvad angår poesien, har aldrig har bidraget med noget som helst af betydning. Det er (med Emilie Nørgaard Madsens eget ord) 'forkerte' mennesker, der digter. De digter på deres forkerthed. Det er dér, digtene kommer fra. Skriv, skriv, skriv nogle flere.     

Poesiens hastighed

Reza Farmand: Poesiens fine klinik
Forlaget Ravnerock, 2025

Det har for så vidt ikke noget med den litterære kvalitet at gøre, men Reza Farmand er en sympatisk digter. Jeg har tidligere her på bloggen omtalt hans digtsamling fra 2023, Det er blodet der elsker, som handlede om kærlighed, og som man blev helt varm indeni af at læse. Den nye samling, Poesiens fine klinik, handler også om kærlighed, men mere specifikt, som titlen lader ane, om kærlighed til poesien, ikke kun intellektuelt, men også sensuelt. Som det lyder allerede i samlingens første digt, Mig og min poesi: "I nat følte jeg dens ånde / Mod min hals / Og dens ben mellem mine gloser". Faktisk taler Farmand i digtet nærmest om sin kærlighed til poesien som en slags erotisk utroskab, for selv "Da min elskede kyssede min hånd kærligt før søvn / Og gled den over sit køn / Lagde jeg diskret / Min anden hånd på poesiens køn". "Poesien," lyder titlen på digt nummer to, "er den vildeste af alle kærester". 

Digtene i bogen er ifølge en note oversat af forfatteren fra persisk, og ligesom det var tilfældet med den forrige samling er der noget østligt, eventyrligt og magisk over sproget: "Jeg har taget min poesikappe på", skriver Farmand et sted. "Det er gennem ordene, guderne passerer / Og omringer menneskene". I et digt, der i særdeleshed interesserer mig, Spørgsmålene stråler på min poesi, taler han om vanskeligheden ved være digter eller ved være påvirket af sprogets 'magnetisme', nemlig at det gør ham "langt mere ubehændig end du tror": "Jeg må holde mine ord / Væk fra poesiens magnetiske felter / For at kunne gennemføre / En ukompliceret samtale". At forsøge at føre en fornuftig samtale med en digter kan undertiden være lidt af en udfordring, netop fordi sproget for digtere er magnetisk: Ethvert ord associerer straks til andre ord, metaforer bryder straks sammen og/eller leder til andre metaforer, som presser sig på og forlanger at komme til udtryk. Alting hænger sammen med noget andet, ikke nødvendigvis logisk, men altså magnetisk, hvilket måske også bare er et andet ord for erotisk. 

Sproget, som Højholt plejede at sige, er liderligt, og det er liderligt med en hastighed. Der er et gennemgående tema i Reza Farmands digtsamling, hastighed: "[Poesien] Griber pludselig min hånd", "Den er frygtløs over for hastigheder [...] Og får mig til at løbe", "En poesi der har fælles fjer med hastighed", "Poesi som går et andet skridt i mig", "opløses hastigt i mig", "I hastighederne lader jeg min poesi flyve", "Jeg fornyer min poesi med hast [...] For at kunne iagttage tidens ansigt godt / Rider min poesi på enhver hastighed", "Min poesis tid er altid knap". I digtet Poesi er verdens andet sprog lyder det ganske enkelt, at "Poesi er den rene hastighed". Jeg er opfostret på en blanding af frikadeller med brun sovs og Charles Olson, og mens jeg sad og læste Poesiens fine klinik kunne jeg ikke lade være med at tænke på Charles Olsons berømte essay fra 1950, Projective Verse, hvori han taler om et digt som "a high-energy construct and, at all points, an energy-discharge", hvor "ONE PERCEPTION MUST IMMEDIATELY AND DIRECTLY LEAD TO A FURTHER PERCEPTION". Det er godt, når skal digtes, måske, men ikke nødvendigvis, der der skal tales om poesi. Eller fornuftigt om andre ting. I sin nye samling formår Reza Farmand at skrive langsomt, fattet og smukt om det hurtige, og det er beundringsværdigt.      

 

Det åndgribelige - Et interview med digteren Irene Sidenius

Min største læseroplevelse i 2024 var Irene Sidenius' digtsamling Jeg spejler en krig, udgivet på forlaget Brændpunkt. Jeg skrev en omtale af samlingen i oktober 2024, og måneden efter skrev jeg også en omtale af Sidenius' to tidligere udgivelser, Jeg skriver et træ fra 2018 og Jeg drømmer en natsværmer fra 2022. 

Jeg blev nysgerrig efter at vide mere om digteren Sidenius, og jeg er taknemmelig for, at hun indvilligede i at give dette interview. I det følgende fortæller hun lidt om sin baggrund som digter, om sine inspirationskilder og om sin skriveproces. 


Bo:

Irene Sidenius, tak fordi du har sagt ja til at give dette interview. Jeg vil være fræk nok til at starte med at stille dig et måske lidt plat spørgsmål. Som det er fremgået af mine omtaler af dine digtsamlinger her på bloggen, er jeg meget begejstret for dem. Hvordan bliver man så god til at skrive, som du er? Har du altid skrevet, eller er det noget relativt nyt? Har du taget kurser, eller har du gået på en forfatterskole af en slags?

Irene:

Jeg blev faktisk rystet over din begejstring for mine digte. Jeg har vænnet mig til et stille liv omkring mine værker. At nogen virkelig læste min digtsamling med en interesse som din gjorde mig stum. Som en anden digter, Katarina Lewkovitch, skrev til mig, da hun blev set: "Det gør ondt at blive set og det gør ondt ikke at blive set." Lige nu glæder det mig at blive set.

Det er en svær opgave, du sætter mig på, men jeg prøver at svare på dine spørgsmål.

Hvordan man bliver god til at skrive? Jeg ved ikke, hvad "god" er, men jeg kan mærke i skriften en egenart, ordene er anderledes ledende hver gang. Som om noget vokser i sproget og har været lagret i mellemtiden som vin, man ikke kan tage hul på for tidligt, selvom vinen kommer fra den samme stok. Jeg kender den ikke på forhånd og ved ikke, hvor den kommer fra. Jeg kan godt lide at være arbejder på digtet og ikke ejer.

Der ligger mange års læsning og stemmer, der har talt til mig, fra jeg lærte at læse, bogens mysterium. Nogle stemmer blev mine læremestre, måske bare i korte sætninger, men vigtige iagttagelser. Jeg møder dem på vejen og er derfor aldrig helt alene, når jeg skriver. Når for eksempel Walter Benjamin siger, at digtet som det moderne menneske må rumme opbrud og selvmodsigelser, og hvad han ellers i den aktuelle nutid vil sige.

Jeg sammenligninger også af og til digtningen med at være billedhugger. Værket ligger gemt i stenen, og du må tage det væk, som ikke er værk. Det kræver en særlig sans for at slippe værket fri. Nogle gange tager det lang tid, andre gange er det nemt.

Det er måske et svar lige så "plat" som dit spørgsmål. Men lad os begge finde et andet ord for det, vi vil tale om, ikke? Jeg opfatter ikke dig som plat, heller ikke mig selv, men vi må jo hver især overveje, om der er noget om snakken. Jeg går mere i dybden nu.

I et af mine digte skriver jeg "ridser i min sengegavl" … og i kalk. Da jeg var lille, to til fire år, boede far og mor og to børn i en lejlighed i et smalt stræde. Lyden af skridt og tramp steg op mellem husene som gennem en højtaler. Jeg husker endnu lyden af soldaterstøvler, de hårde tramp mod brosten. Jeg ridsede længe før, jeg lærte at skrive ord. Jeg forstod ikke, hvad at skrive var, men at ridse bare en lille streg betød at åbne til noget andet. "Andet". Ordet rids hører til i teksten. Jeg ridsede i kalk, hvortil hører ord som kirke, hav, grav, barn. Imellem disse ord findes evigheden, en nærhed, som er lige hér udenfor tid. I denne evighed befinder jeg mig, når jeg skriver. Her opstår værket. Sådan har det været, siden jeg kom ind i skriften. Jeg husker årene, da jeg længtes efter at skrive, imens jeg skrev og skrev og lærte alt det, jeg måtte kassere, inden jeg kom frem.

Jeg har som kunstner arbejdet med at ridse med grafiknålen ind i zink, kobber og pap med mange lag lak. Det har været som at sætte spor, banke på og få svar. Jeg tror, der for mig er tre sprog, maleri, grafik og digtning, som jeg har delt med verden.

Bo:

Jeg har læst de tre digtsamlinger, du har udgivet på Brændpunkt. Findes der andre, tidligere samlinger? Har du udgivet andet?

Irene:

Nogle af mine tekster har været med i antologier. Jeg var engang taknemmelig over, at nogle af mine tekster var sluppet ud i verden, hvilket gjorde mig meget nervøs. Det, jeg skrev, var godt nok til at blive udgivet, men jeg var endnu for angst for mødet med verden udenom.

Jeg skrev og talte engelsk i firsernes Chicago. Jeg fandt i gratisavisen The Reader undervisning i creative writing hos Mel Levatino i en nordlig, slidt bydel. Han havde haft flere internationalt prisvindende elever, han levede af at se os, klodsede, ambitiøse, nogle pakket ind i sjaler og tørklæder, vokse ud af den skal, vi havde indkapslet os i. Gamle elever og kendte forfattere kom og læste op i vores ramponerede cementlokale, som jeg på et tidspunkt følte var en undergrundsbevægelse. Mel Levatino havde et kald, han må være nær 100 år nu. Han har lige sendt kapitler fra sin sidste bog via mail. I årevis underviste han om aftenen i uptown uden at betale for skolelokalet. En sort pedel lod os være, jeg tror han måske selv havde en drøm langt inde om at skrive, og han værnede om den i os.

Måske holdt jeg på mine historier uden at vide hvorfor. Hvis der var et hvorfor. Min far havde været i modstandsbevægelsen, og vores hus blev bombet. Jeg mødte en russisk forfatterinde, der havde været fange i Sibirien. Så mødtes vi, og hun fortalte om at skrive i fangenskab med daglig vold på sin krop. Nogle skrev om high school, incest, mysterier og ufoer. Jeg begyndte med ord som tjære, ulv, røg, flugt, smoking (dinner jacket), ensomhed, jordkælder, æbler, hedestrækninger. Ud af det voksede granskove og Kiruna, et ord, som blev et sted i mig, som lagde grunden til skrift og frihed til digte og short stories. Nogle af mine tekster blev udgivet i litteraturtidsskrifter for længst omkommet i markedsstrømmen. Jeg kom ind i en billedkunstnercirkel, Labyrinth. Den blev en slags familie. En kendt kunstner sagde: "Vi er den familie, du selv har valgt." De så mig. Jeg følte mig set. Vi gjorde os umage for hinanden.

Tilbage i Danmark 10 år efter var alt fremmed Jeg havde jeg mistet min udvikling som kunstner i det danske sprog. Kunsten næres af ubegribelige sammenhænge ligesom nervesystemet. Firserne blev tilbage i Chicago som forenede nervesystemer i kunstakademiet, en skrivegruppe udsprunget af Mel Lavatinos creative writing, kunstcirklen Labyrinth, C.G.Jung Instituttet, performance art-teatret Persephones Lab, café Pergolesi, arbejde, arbejde, arbejde for at holde livet kørende. Meget skete for mig i firsernes Chicago.

Valg, skæbne, familie. Tilbage i København begyndte jeg forfra med at finde mig selv og måske en vej. I min hjerne forblev Kiruna et eksil for skriften.

Ti år med andres bøger og studier, blandt andet religionshistorie på Københavns Universitet og danske kurser om C.G. Jungs psykologi og tre år i Fjaltring på vestkysten.

Saxo oprettede en forfatterskole på nettet. Tekster blev set af andre hver uge i flere år. Mine tekster blev ikke valgt. Det var et anderledes voksested for mennesker med forfatterdrømme, nogle på kanten af depression, nogle med en skarp tunge og humor, en ejendomsmægler, som slog igennem med et ihærdigt og voksende forfatterskab, en krimiforfatter, som fik stor medvind og ramte sine læsere på nettet. Det var mennesker fra hele Danmark, og der var ingen grund til konkurrence, ingen overordnet kritik, ingen særlig, synlig jantelov, ingen anden struktur end tidspunktet for indsendelse af den næste tekst. Skriveskolen stod på i nogle år, indtil Saxo lukkede formatet, og de der kunne, overgik til WordPress.

Bo:

Kan du fortælle lidt om din baggrund? Når man møder digter-jeg'et Irene Sidenius i digtene, hvor kommer hun så fra?

Irene:

Digter-jeg'et er vist vokset ud af en åndelig integration af temaer som krigen, far og mor, kirken, landskaber, strandenge, fugle, fly, bydele, familie, kærlighed og tab, arkitektur, sjælens eksilpladser, indre og ydre, muligvis en vej mod integration af modsætninger, indre og ydre, ægteskabet mellem sæler og jomfru Marias sengehalm, mord, selvmord og død. Sjælens udødelighed. Tro, håb og kærlighed.

Bo:

I begge mine omtaler af dine digtsamlinger på bloggen sammenlignede jeg dig med Inger Christensen. Du har efterfølgende i en e-mail ladet mig forstå, at det nok var en smule misvisende, og at du føler, du er gået en anden vej end Christensen. Det interesserer mig. Er det noget, du har lyst til at uddybe, og kan du eventuelt fortælle lidt om dig selv som digtlæser? Hvilke digtere holder du af, og hvilke digtere har rent faktisk påvirket dig mest?

Irene:

Jeg mødte Inger Christensen i tresserne og i halvfjerdserne. Første gang var hun sammen med Poul Borum. Vi mødtes ofte på det samme værtshus. Man drak og røg og snakkede. Han var udadvendt, hun indadvendt. Jeg tror, at hun havde udgivet sin første digtsamling. Hun virkede farveløs, han flamboyant. Jeg opfattede hende som digter, før jeg vidste det om hende. Det var måske Poul Borum, der fortalte det. Da jeg fik at vide, at de var gået fra hinanden, forstod jeg det godt.

Jeg mødte hende senere, da hun havde skrevet det. Jeg arbejde bag kameraet i forbindelse med Henning Carlsens film Er I bange?. Inger Christensens digte indgik som en rød tråd gennem filmen, fremført af musikgruppen Burning Red Ivanhoe. Vi kørte meget i bil sammen mellem filmoptagelser og lydoptagelser i et musikstudie, og vi havde mange samtaler om det, der lige var foran næsen for os begge to. Ingen tænkte så meget på at mødes privat i den periode. Hun omtalte aldrig sig selv som digter.

Jeg tror, at forskellen mellem Inger Christensen og mig er hendes fødte tilgang til litteraturen og dens mennesker i København. Mennesker omkring Poul Borum var også hendes mennesker, adgangen, dørene var åbne, selvom om man ikke gik ind ad dem.

Jeg var enlig mor, boede i København, hvor min fars familie kom fra, en stor familie med megen selskabelighed og musik. Jeg var som eneforsørger nødt til at arbejde, passe mit barn og at handle på de krav, der blev stillet til mig. Men jeg tænkte om mig selv, at jeg var kunstner og tegnede og malede sideløbende, og ridsede, satte spor. Mange af mine digte er "født" i barndommen i mine bedsteforældres baghave i Charlottenlund, som havde en hemmelig høj med sten, højt græs og en lille skov. Jeg husker min farmor en nat på højen. Jeg stod ved siden af hende og holdt sikkert fast i hendes forklæde. Det var et fortryllet øjeblik, da hun udpegede en stjernehob på himlen, hvori Sirius indgår. Sirius er også et værksted for ånden, et bibliotek for hemmeligheder, og hvor drømme bor. Sirius er også en himmels hundehvalp.

Jeg kom ikke på universitetet som ung på grund af synden, sex. Jeg fik et barn udenfor ægteskab, og jeg ville ikke giftes. Dengang var det kulsort.

Bo:

Jeg er nysgerrig efter at høre noget om din proces, når du skriver. Der gik fire år fra Jeg skriver et træ udkom i 2018, til Jeg drømmer en natsværmer fra 2022. Derefter gik der yderligere to år, før Jeg spejler en krig udkom. Det er i alt seks år. Havde du allerede alle tre bøger i hovedet, da du satte dig ned for at skrive det første digt i den første samling, eller udviklede det sig efterhånden? Og er du villig til at fortælle lidt om, hvad du helt konkret gør, når du skriver et digt? Går det langsomt, eller går det hurtigt? Tager du på forhånd noter? Ved du i det store og hele, hvad det pågældende digt skal handle om, inden du skriver det?

Irene:

Jeg ved ikke, om det går an at sammenligne skriveprocesserne med åndelige svangerskaber og fødsler. De er skrevet under forskellige omstændigheder, de er helt forskellige, og hver bog er helt sig selv, når de er skrevet. Forud er der måske en slags inkubationstid, måske en erkendelsesproces, som har taget skrivetid, måske i årevis, kredsende omkring dybere, eksistentielle følelser før undfangelsen, en slags opvågnen og accept. Jeg skriver løbende og føler mig knyttet til mit daglige skriv, selvom jeg også forsømmer det og mister troen på mig selv som forfatter undervejs. Jeg kan føle det, som om jeg er faldet langt bort fra kaldet. På et tidspunkt begynder jeg at mærke, at digtene kommer igen, en slags forhøjet eller oprigtig tilstand og troen på, at der "i stenen" vil være en skulptur. Det betyder, at digtene allerede er der midt i det endnu uformelige, og at jeg begynder at tro på, at digtet vil vise sig ved, at jeg møder op og tager imod det. Det synes jeg er svært og angstprovokerende samtidig med, at jeg elsker at tro og mærke livet udfolde sig fra "Ordet". Ordene, sproget, mit "åndgribelige".

Bo:

Da jeg stillede dig det forrige spørgsmål, brugte jeg udtrykket "handle om". Hvordan har du det med idéen om, at digte "handler" om noget? Kan man overhovedet sige sådan?

Irene:

Digtene handler altid om noget, men de er ikke et dække for noget andet. De er født og derfor ukendte, de er åbne døre for dem, der læser dem, også for mig. Selv når jeg bruger ord som far og mor, handler de ikke om min far og mor, men måske om alles far og mor eller vilkårets far og mor eller arketypen far og mor, men mest som strejf ligesom et vindpust, som aldrig er det samme, aldrig det samme vindpust. Digtenes sprog er et andet end det daglige sprog. Jeg kan godt lide betegnelsen "eksistensmeddelelser".

Jeg har set en fars hånd om en skovl i et digt skrevet af en irsk digter, Seamus Heaney. Jeg læste det, da jeg var ung, og jeg glemmer det aldrig. Den hånd og den skovl blev skrevet som en bloddråbe på vådt trækpapir, og alt det udenom digtede jeg selv videre på. Nogle digte bærer en sammenhæng og kan ikke undværes. Nogle bærer en dyb betydning i sig selv. Nogle gange skifter de plads.

Bo:

Jeg vil gerne spørge dig om et specifikt digt fra Jeg skriver et træ. Der er et helt kort digt, der lyder: "munden en drøm / bær dig selv", og det har sat sig på tværs i mit hoved. Lige siden, jeg læste det, har jeg gået rundt og gentaget det for mig selv. Kan du tale lidt om dét digt? Hvor kom det fra?

Irene:

"munden en drøm / bær dig selv". Jeg vil prøve at sige noget om digtet, som jeg læser det nu:

"drømmen" ligger i sit sted ubevidst i langsom tilblivelse og kan endnu ikke transformeres til sprog, kan endnu ikke siges ... "munden".

"bær dig selv" er et vilkår. Kun digtet kan udsige sig selv, og digteren må bære det at vente, at bære det at være i sin ensomhed, ene om at være digter, er selv ansvarlig for at skrive eller at få et ord ned på papiret.

Bo:

Er det flere digtsamlinger på vej?

Irene:

Det betyder noget, at forlaget gerne vil have et manuskript fra mig, at der er i hvert fald nogen, der tager imod i den anden ende. Alligevel ved jeg det ikke. Jeg skriver, og "jeg kan mærke noget".

De oprigtige ord

Kobus Moolman: Alt og alting - Scener fra et vinterlands marker
Illustreret af Shubnum Khan
Oversat af Morten Ranum
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2022

Jeg har en særlig forkærlighed for såkaldte chapbooks, ofte selvudgivne hæfter på 8, 12, 16 sider.  Chapbooks har eksisteret siden det 16. århundrede, og i min barndom og ungdom var de typisk skrevet på maskine med Courier-font og fotokopieret i ganske få eksemplarer. Jeg har selv i tidens løb udgivet en hel del af slagsen, alle med digte. 

Min begejstring for chapbooks skyldes ikke, at jeg går rundt og nærer romantiske forestillinger om den litterære undergrund i opposition til parnasset. Jeg kan ganske enkelt bare godt lide formatet, i særdeleshed når der er tale om lyrik. Jeg finder meget lange digtsamlinger intimiderende, og i grunden bryder jeg mig slet ikke om dem. Digte skal have lys og luft, synes jeg, og det forekommer mig både forkert og en smule brutalt at spærre dem inde midt i tykke bøger, hvor de kan ligge som firkløvere eller egeblade og blive klemt flade. Det gælder måske specielt, når der er tale om korte og sarte digte som dette af Kobus Moolman: "Himlen tung / Vinden kold / Horisonten flad // Noget inde i dig / bliver ved med at glemme / de oprigtige ord".

Kobus Moolman er en sydafrikansk digter og dramatiker, og Alt og alting er en chapbook fra 2019, oversat til dansk af Morten Ranum og udgivet af Det Poetiske Bureaus Forlag i 2022. Den danske udgivelse er på 32 sider og inkluderer såvel de engelske originaldigte som de danske oversættelser. Det landskab, der fremmanes i digtene, kunne for så vidt udmærket være vestjysk: "Tomme grå skyer / To heste hoved mod hale // Ingen hud mellem din hud / og vinden der lever i bakkerne". Hvis man har svært ved at relatere sig til Vestjylland, og det kan være vanskeligt, kan man eventuelt i stedet tænke på krimi-serien Shetland: "Tråden trukket gennem jordens kerne / som holder det hele sammen / er forvitret og træt / Disse brune pletter - / er det blod eller er det rust?". Det er et landskab, hvori man går rundt med et "gåseskrig" under sin hud blandt stenenes 'indre ansigter' og venter på sol.

Alt og alting, der kan erhverves for en halvtredser, er en smuk udgivelse, der passer perfekt i tasken og til ens ensomhed, når man begiver sig ud for at sætte sig på en træstub et sted. Hæftet rummer i alt kun 14 hurtigt læste digte, men de er fine, sitrende og tåler at blive læst flere gange.