At gribe efter lyden af dag

Lena la Cour Pind: Brombærår
Forlaget mellemgaard, 2025

Lena la Cour Pind var den første digter, jeg omtalte her i bloggen. Siden hendes debut med Glimmer drysser skråt fra 2023 har hun udgivet hele tre digtsamlinger, ikke småtterier, men omfangsrige værker. En hurtig sammentælling viser, at hun i løbet af de seneste to år har udgivet intet mindre end 641 sider lyrik. Det er voldsomt, og det er voldsomt imponerende.

Hendes nyeste samling, Brombærår, er hendes hidtil længste og udgør 198 af de i alt 641 sider. Allerede i Glimmer drysser skråt havde la Cour Pind både fundet sin helt egen stemme og en form, der passede til den. Hun skriver spurveagtigt som i "tvit-tvit-tvit" og med mange linjebrud: "måske er jeg et barn / i et heksehus / måske plukker jeg / de blå lupiner / med min mormor / måske vokser himlen / i sandet af melstøv / hvor vi alle spejler os / i jordbærmælken / vi ved det er havet / der fortæller sandheden / hvor dybt alting er". Som hun selv formulerer det i digtet Ballerupvej: "jeg trækker vejret som en fugl". Der er i det hele taget mange fugle i hendes digte, ikke mindst krager ("så ser jeg kragen / hoppe ved siden af / min krop"), og der er megen natur, ikke blot brombær, og der er vejr. I Lena la Cour Pinds poesi fremstår naturen med alle dens skabninger bestandigt som noget foranderligt, som man kan skrive digte på, og som det velkendte, der giver en form for tryghed midt i alt det sociale hekseri, der altid synes at true med at inficere os.

Lena la Cour Pind skriver digte om det, der rager hende, som er det nære: Rollen som mor, naboerne og genboerne, præstens prædiken og den slags. Hendes digterjeg er undseeligt og følsomt registrerende. Også i den henseende er hun lidt som en spurv. Efter at have læst samtlige 641 sider af hendes udgivne lyrik, blev jeg, mens jeg sad og skrev dette, pludselig bevidst om en af dens væsentlige og bemærkelsesværdige karakteristika: Fraværet af enhver form for aggression. Der er masser af følelser i la Cour Pinds digte, men ingen udadvendt vrede, ingen oprørthed, ingen hævdelse. Lena la Cour Pinds ærinde i sine digte, forekommer det mig, handler slet ikke om at få sagt nogen noget, men nænsomt og langt mere ambitiøst om, som hun skriver i Håb, "at samle det hele op / og gribe efter lyden / af dag". Sådan som poesien kan gøre det.  

Brombærår kan bestilles hos boghandleren, og den ville være en fin advents-, mandel- eller julegave at få. Det er en smuk digtsamling.

Se også mine omtaler af Lena la Cour Pinds tidligere udgivelser her.           

Digteren Peter Nielsen - Nekrolog

Da jeg i sin tid gik på Struer Gymnasium & HF, havde jeg et nært forhold til den boghandel, der dengang lå på hjørnet af Søndergade og Tegltorvet. Jeg plejede at komme der flere gange om ugen, og jeg kom til at stå på god fod med de tre damer, der passede butikken, Hanne, Liselotte og Lene. Da jeg i 1991 fik min HF-eksamen, forærede de mig en gave, et eksemplar af Peter Nielsens digtsamling Jeg bor her kun fra 1987. Når sandheden skal frem: De havde sikkert valgt netop denne bog, fordi det var en, de ikke kunne sælge, og som allerede havde stået på hylden og samlet støv i flere år. Der var næppe mange i Struer, der købte digtsamlinger, og der var endnu færre, der købte digtsamlinger skrevet af digtere, som ikke en sjæl havde hørt om. Men jeg læste Jeg bor her kun, og allerede fra det første digt var jeg grebet. Mange år senere indledte jeg en af mine egne, små udgivelser med et citat fra Natten strømmer i hænder, samlingens digt nummer syv: "Latteren ruller over stengulve / fra kunsten at gå i stykker".

Jeg blev en Peter Nielsen-fan, og jeg begyndte at opkøbe alle de af hans digtsamlinger, jeg kunne finde, og som jeg havde råd til at købe. Mere end 10 år senere, omkring 2002-2003, lavede jeg på nettet en fanside om Peter Nielsen. Det er den, man kan se et uddrag af på skærmbilledet herover. På en eller anden måde blev Peter Nielsen opmærksom på siden, og han emailede mig, og det udviklede sig til en årelang korrespondance. Man kunne ikke besøge Peter Nielsen, heller ikke selv om vi boede kun 30 minutter fra hinanden, og man kunne ikke ringe til ham, men man var meget velkommen til at skrive. Han var amatør-ornitolog og holdt meget af fugle, som han aktivt opsøgte. Mennesker foretrak han derimod så vidt muligt at holde sig på afstand af.   

Vi mistede kontakten efter udgivelsen af I sommervinden fra 2007. Lige så menneskesky Peter Nielsen var som privatperson, lige så følsom var han med hensyn til kritik, og efter at en kendt litteraturkritiker i et stort dagblad havde skrevet en kritisk, negativ artikel om Nielsens lyrik, gik han i skjul. Jeg tror, det tog meget hårdt på ham, og som jeg husker det, hørte jeg aldrig fra ham igen. Det er efterhånden en del år siden, og det er muligt, kronologien er forkert. Jeg kan se af bibliografien, at der gik hele fire år fra den næste digtsamling, Arkader fra 2009, til Feltstudier fra 2013, så måske var det efter udgivelsen af Arkader, den kritiske artikel blev trykt. Under alle omstændigheder: Peter Nielsen sendte mig ikke et signeret eksemplar af Arkader. Han plejede ellers at sende mig signerede eksemplarer af sine værker, ligesom han også undertiden sendte mig eksemplarer af bøger, han havde oversat, eller bøger, han bare syntes, jeg burde læse.

Jeg kan ikke med rimelighed påstå, at jeg kendte Peter Nielsen, men jeg føler det som et stort privilegium, at jeg i hvert fald i en periode var en slags penneven. Det er snart 35 år siden, jeg første gang hørte om Peter Nielsen, og min begejstring for hans poesi er lige så stor i dag, som den var dengang. Det kan måske lyde som en fornærmelse, men jeg mener det omvendt, når jeg skriver, at Nielsens digte er som ren luft, man kan ånde i, som at stå i et skovbryn på en efterårsdag og mærke lungerne blive fyldt. Det er sådan, jeg først og fremmest vil huske ham, som den gode vind fra, som han selv engang skrev, bagom "de blå forhæng med sneblomster": 

"JEG HAR SLÆGTNINGE i vinden

Jeg dirigerer fluernes brede flok

Jeg har hentet mine øjne i et stendige

Jeg koster rundt med denne formation

af bløde og venlige dun

Jeg kommer fra de blå forhæng med sneblomster

Ingen er lukket inde i"

Æret være hans minde.  

Læs også mit tidligere blogindlæg om Peter Nielsen, Den første kærlighed. 

Terminal

Claus Grymer: Lyden af Gud

Brændpunkt, 2025

Claus Grymer, født 1946, er journalistuddannet, har tidligere været tilknyttet Kristeligt Dagblad, og han har et omfattende forfatterskab bag sig. For ret præcist et år siden skrev jeg en omtale af hans foregående digtsamling, Fryser mig til klarhed, også udgivet på forlaget Brændpunkt, og Lyden af Gud er for så vidt en slags fortsættelse af denne. Grymer er blevet omkring 80, han er blevet ramt af kræft, og digtene handler om at være terminal: At leve med den konstante bevidsthed om døden, som gør alting jordisk til ingenting, selv det ingenting, man nu selv er blevet: "Jeg har brugt et langt liv på ikke at være her / snart er ingenting forbi". I digtet For kold til at findes lyder det: "Sommeren er for kold / til at findes // hvor jeg dog kender det".

Ligesom i Fryser mig til klarhed forholder Claus Grymer sig i Lyden af Gud til det konkrete og undlader at forsøge at filosofere eller gøre sig klog på noget: "Den kolde fiskefrikadelle overdænget / med to måneder for gammel remoulade [...] fra mit såkaldte måltid i opvaskemaskinen / slæber jeg tungt på fødderne / det er heller ikke i aften / til at holde ud at høre på". Remouladen dukker op igen i et senere digt kaldet Stokken vil mig alligevel noget ("Da en Netto-pige havde fundet remoulade til mig"), og det er alt sammen så prosaisk, så autentisk og så deprimerende, at man næsten ikke kan rumme det. 

Midt i grimheden og den livs-ædende tomhed er der imidlertid også noget andet, der presser sig på, en det værendes fundamentale skønhed. I samlingens måske centrale digt, Det vigtigste, skriver Grymer, at "Når jeg skriver triste digte / er det som om jeg holder noget tilbage / er det Gud / men Gud kan ikke holdes tilbage / og derfor er det jeg føler / jeg tier om det vigtigste". Et andet sted lyder det, at "Gud kommer med skønheden / og gør den dybere / alt andet forsvinder". Skønheden er i digtene konkret eksemplificeret ved Bachs musik, "foråret [der] / strømmer ind i stuen med en kraft / som giver det stadig mening at tro på det / jeg kan ikke andet", nyfalden sne og gule krokus. I Så meget blomst skriver digteren rørende, at "aldrig har jeg set en blomst / der er så meget blomst / som den jeg lige nu / stille går hen imod".

Claus Grymers gud er i Lyden af Gud ikke en teologisk eller dogmatisk gud, men en tilværelsesgrund og en rækken-os det skabte i skønhed. Grymers digte er i ordets egentlige forstand gribende, fordi de griber det konkrete og henviser os til det som både en dom og en årsag til håb. Vi er alle terminale fra den dag, vi blev født ("min død har varet lige så længe som mit liv") - men der er troen. Som digteren skriver som et slags credo: Når han ikke er her mere, "skal mine slukkede drømme vågne / og vække også mig". 

Digtsamlingen anbefales alle, der er pårørende til døende, det vil sige alle. Den er virkelig god. 
             

Jeg er stadig Henrik Larsen

Henrik Larsen: Skibbrudgade
Eget forlag, 2025

Der skal være åbenhed i forvaltningen, så lad mig straks bekende, at jeg ikke blot personligt kender Henrik Larsen og har udgivet bøger sammen med ham, men at jeg også aktivt har været involveret i udgivelsen af Skibbrudgade. Larsen er en produktiv digter, og dette er hans hidtil længste digtsamling. Hele 149 sider er det denne gang blevet til, et efter forfatterens eget udsagn "forsøg på at skrive et hovedværk", hvilket han i samme åndedrag karakteriserede som som både "dumt" og "ren hybris". Måske. Det er prisværdigt at have ambitioner, synes jeg. I Henrik Larsens særlige tilfælde vil jeg imidlertid tillade mig at gentage, hvad jeg tidligere har skrevet om Hverdagsmaskeret, nemlig at Larsens totaltekst "ikke (selv om han vistnok selv tror det) består af enkeltdigte eller individuelle værker, men af hans almindelige dage kontinuerligt refereret og kommenteret". Hovedværket er for så vidt det hele. Skibbrudgade er det nyeste bidrag til hans magnum opus.

Samlingen består i hovedsagen af erindringsdigte, ofte lakoniske ("De fleste digtere er døde / De fleste mennesker er døde"), og af øjebliksbilleder. Således for eksempel digtet Februar: "Jeg ved, at vintergækker / og erantis er skudt op / Har ikke set dem selv / men stod og overhørte damen / henne på Svane apoteket / da hun bad om sit Wegovy / Hun havde meget tynde ben". Det er kendetegnende for Henrik Larsens digte, at de er klinisk rensede for ethvert tilløb til metaforik, ornamentering eller metafysik. Digtene er konstaterende, og de er, hvad man måske kunne kalde sprogligt monokrome. Havde Larsen været maler i stedet for digter, ville han givetvis have malet sort-hvide malerier som Franz Kline, en kunstner, der i øvrigt også var kendt for at sky al form for højtravende snak. Snarere end at forsøge at være digter (hvilket han ganske afgjort er), kan det nogle gange føles som om, Henrik Larsen bestræber sig på netop ikke at være det, på ikke at skrive 'poetisk', og det giver ham sin helt egen, distinkte og personlige stemme. "Jeg er stadig Henrik Larsen," skriver han i digtet Tilstandsrapport, "så længe, jeg har kræfterne". Efter Skibbrudgade at dømme er han imponerende godt kørende, så vi kan forhåbentlig se frem til mange flere digtsamlinger fremover.            
 

Det store ja til det hele

Steffen Baunbæk: Det lange farvel - en collage om landsbyen Voel
BoD, 2025

Steffen Baunbæks Det lange farvel, der udkom i maj i år, er ikke en digtsamling, men en erindringsbog skrevet af en digter - og af en fin en af slagsen. Omdrejningspunktet er, jævnfør undertitlen, byen Voel, der ligger cirka 11 kilometer øst fra Silkeborg og 13 kilometer fra Virklund, hvor jeg i øjeblikket sidder og skriver disse linjer. Værket er inddelt i tre hovedafsnit, henholdsvis Glimt fra Vestergården, der handler om forfatterens farmor og farmor, Sten ved kirken, der er en gennemgang af diverse, nu afdøde personer, som forfatteren har kendt, og Voel-frisen, som udgør cirka halvdelen af bogen, og som er en collage af forskellige erindringer og historiske fakta om Voel. Endvidere indeholder bogen også et kort forord og en litteraturliste. 

En erindringsbog om en mindre, midtjysk by vil som udgangspunkt muligvis appellere til læsere med et personligt forhold til byen og/eller forfatteren, men derudover er der velsagtens tale om det, man med nogen ret kan kalde en nicheudgivelse. Alligevel vil jeg varmt anbefale alle - og herunder ikke mindst andre digtere - at læse den. Det lange farvel handler slet ikke om lyrik eller litteratur, men bogen er et genuint rørende, overbevisende og meget tiltalende eksempel på den form for moden inklusion, som for mig at se er en forudsætning for at kunne skrive gode digte. Der findes digtere, herunder især yngre digtere, som tror, at man kan skrive negativt på modvilje, på alt det, man personligt, politisk, æstetisk eller på anden vis ikke bryder sig om og ønsker at tage afstand fra. Det kan man efter min bedste overbevisning ikke, i hvert fald ikke på tilfredsstillende vis. Man kan kun skrive på det, man tager ind. Det, man allerede på forhånd har distanceret sig fra, kan man ikke skrive på. 

For at kunne skrive gode digte, er man nødt til at være generøs, og det er Steffen Baunbæk i sine erindringer. Alle og alting får lov til at være som betydningsfulde dele af historien, og intetsteds undervejs føler han trang til at kritisere eller til at distancere sig. Han formår at bære det hele, og derfor kan han også potentielt bruge det hele. Også kunstnerisk. I sin bestræbelse på at sige farvel til Voel siger han samtidig et stort ja til alt, der var livet, som det var, og det er både smukt og inspirerende. Så læs den endelig. Det er en meget fin bog.   
           

Det sker at vi mødes

Bente Clod: Imellem os
Lyrikbogklubben Borgen-Gyldendal, 1983

Bente Clods Imellem os udkom på Gyldendal i 1981. Mit eksemplar er fra 1983, udgivet af Lyrikbogklubben efter at bogen året før og aldeles velfortjent havde været nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Det er næsten med sikkerhed forkert, og jeg vil givetvis gøre mig til grin ved overhovedet at foreslå det, men inde i mit eget hoved, helt privat, består digtsamlingen i hvert fald i afsnit af en form for magisk realisme ("En måne / eller måske en ukendt, orange planet / svæver tungt over den blå blå jord. / Nogen lukker vinduet i det forladte hus med gardinet / i nittenhundredeooteoghalvtreds"), som mig bekendt ikke var udbredt i de tidlige 80'eres danske lyrik. Det 44 år siden, samlingen udkom, og selv om der undervejs er referencer til ting og sager, nutidens unge velsagtens vil være nødt til at google, herunder Jan-bøger, Tommy Steele og Otto Leisner, virker den stadig nøjagtig så frisk og lige-midt-i-tiden, som den må have gjort dengang. 

Digtsamlingen, der er på i alt 77 sider, er i fire dele, betitlet henholdsvis Husker du, Med Tiden, Krystalnætter og Det kan ikke ses men det er der. Som det fremgår af i det mindste de to første titler, er tiden og erindringen væsentlige temaer, det-vi-var, og det-vi-blev: "Det sker at vi mødes og aflyser alle andre aftaler. / Det sker at vi mødes og skilles hurtigt igen". Tidligere i samme digt, Husker du ..., lyder det: Imorgen tidlig skilles vi / for fremtiden skal passes / og min morgen er ikke din". Der er masser af implicitte tab i Bente Clods digte, men en af hendes store, lyriske styrker er, at hun aldrig bliver sentimental, tværtimod: Digtene sprudler af liv, af livsevne og af livsmod. De mange minder, som hun i samlingen skriver på, tynger ikke hendes digte, men er saft og kraft: "Vi voksede op på hvalspyt og nattergalehaner [...] Sammen rejste vi gennem skovenes skov / over de tretten oceaner med kraftcentret i bund!" For så vidt minder Imellem os lidt om Tishani Doshis Piger kommer ud af skovene, som jeg tidligere har omtalt, og som jeg var tilsvarende begejstret for. Clod skriver stærkt, sanseligt og autentisk, og man føler sig mere til stede i sin egen tilværelse efter at have læst hende. Det er kendetegnet for stor litteratur, og jeg anbefaler digtsamlingen varmt.                

 

Arbejder isbjørne også over?

Hans Kappel Skau: Arbejder isbjørne også over?
Wadskjær Forlag, 2024

Hans Kappel Skaus Arbejder isbjørne også over? er ifølge forlagsteksten trykt på bagsiden af bogen "en humoristisk arbejdskritik skrevet i [en] hybridform", der både omfatter historiske notater, korte prosatekster og digte. Humoren er sort og i nogen grad misantropisk. Bogen, der er på i alt 72 sider, handler i hovedsagen om Hans Kappel Skaus tid som arbejder på Svalbard. Efter en kort, historisk intro om hvalfangst og lampeolie beretter forfatter-jeg'et om sin studietid, om at føle sig på afstand af andre og om at leve i et København ("Jeg var så pisse træt af at bo i København") fuld af mennesker, "Objekter, som jeg hver dag skal overhale på min cykel. Genstande, jeg skal stå bagved i supermarked, ved lægen, hos bageren." Han vælger i stedet at flytte til Svalbard, hvor han blandt andet arbejder som turguide, indtil han til sidst igen ender tilbage i København ("Her er så pisse kedeligt / Det var ligegyldigt at møde mine venner i dag"), hvor han cykler "helt tæt på fodgængerne / jeg vil så gerne lange dem en over nakken" og mediterer over, hvor let det ville være at skubbe de øldrikkende "smarte folk" på Dronning Louises bro i vandet: "Det ville være [...] spændende at se dem i deres mund, når de falder / Bare fucke dem en lille smule op / ganske harmløst, selvfølgelig / men de skal ikke tro, at smerten kun er abstrakt." Og hér ender bogen, med disse linjer: "Ja. Det er sådan, fantasien er: / Give dem en over nakken / og spæne væk på sin cykel".

Livet på er Svalbard er heller ikke nemt. Som turguide plages forfatter-jeg'et af "mareridt i orange telte", og han får "svejseøjne og gigtfingre [...] mit røvhul sprækker. Min pik svier, når jeg pisser, og jeg har forvredet min skulder". Han arbejder med maskiner, men "Jeg hader maskiner. De vil mig det ikke godt", og turisterne er ofte ubehøvlede og/eller berusede. Skau har imidlertid rig mulighed for at studere dynamikken blandt den internationale gruppe af mennesker, han arbejder sammen med, og han lærer noget om forudsætningerne og den historiske baggrund for øgruppens erhvervsliv, herunder minedriften. Samtidig er der naturen, som kan være køn at kigge på, men som også for eksempel inkluderer den syge polarræv, forfatteren en dag finder ved sin scooter, "sørgelig og klam", men som han nægter at skyde, for "Jeg er bondesøn. Vi rører ikke ved syge dyr". 

Arbejder isbjørne også over?, der i øvrigt er smukt illustreret af Björk Mo van Dijk, er en mærkeligt rørende bog. Jeg skriver "mærkeligt", for egentlig synes jeg ikke, den burde være det: Forfatter-jeg'et gør sig afgjort ingen anstrengelser for at stille sig charmerende eller forstående an. Han er ærligt talt, som vi siger dér, hvor jeg kommer fra, lidt af en tværing, men han er ærlig, og hans tekster virker autentiske. Man tvivler ikke på, at han ved, hvad han taler om, når han som ovenfor citeret henviser til "smerten", der ikke kun er "abstrakt", og jeg kunne personligt, mens jeg sad og læste, ikke lade være med at beundre ham. Han gjorde det faktisk, han kæmpede sig igennem, og selv om det er en 'arbejderkritisk' historie, er det også et slags eventyr. Ud og hjem igen. Ikke en turistrejse, men hårdt knokleri og virkelighed hele vejen. Det er seriøst godt gået