Mens det mørkner

Niels Hav: Øjeblikke af lykke
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2023

Lemvig er en smuk, lille by beliggende 13 kilometer sydøst for Harboøre. Byen har under 7000 indbyggere, og det er et slags magisk, fortryllet sted, hvor gode digtere kommer fra. Jeg ved ikke hvorfor, men det er sådan, det er. Hele tre af mine egne, personlige yndlingsdigtere kommer fra Lemvig. Den første er Thøger Larsen, som levede hele sit voksenliv i Lemvig og blandt andet var redaktør for Lemvig Dagblad. Den anden er Ove Abildgaard, som kom fra en købmandsgård i Lemvig, og den tredje er Niels Hav. (Lars Busk Sørensen boede i øvrigt også i en periode i Lemvig). Hvis oplysningerne på Litteratursiden er korrekte, blev Niels Hav faktisk mere præcist født i Gudum midt mellem Lemvig og Struer, og det vil jeg i så fald i al hemmelighed gå og glæde mig over, for det gjorde jeg nemlig også selv. Eller rettere: Jeg blev født på Holstebro Sygehus, men mine forældre boede på daværende tidspunkt i Gudum. Det har selvsagt ikke noget med noget at gøre, men jeg kan godt lide tanken om, at Niels Hav og jeg har noget til fælles. Han er en fantastisk digter.

Øjeblikke af lykke udkom i 2023, og digtene i samlingen er supernemme at læse. Det er Niels Havs særlige evne, at han kan skrive ligefremt i et dagligsprog, som alle kan forholde sig til, så det undertiden kan lyde nærmest henkastet eller som en replik i forbifarten, alt imens det både står skarpt og stikker gevaldigt dybt. Man behøver som digter ikke anstrenge sig for at være dybsindig, for så længe man bare er ærlig, skal det hele alligevel nok komme med og vise sig. Som Hav selv skriver i digtet Usund fornuft: "Det vigtigste er at undgå evige ting og eksistentielle emner. / Lad os tale om noget almindeligt, for eksempel cykler / og regnvejr. Eller bare om myg". Bare fordi man (også som digter) "kender stykprisen / på bleer", betyder det ikke, at man "i det stille" skal tro sig et talerør for Vorherre. Man skal skrive om det, man rent faktisk og redeligt kan skrive om, hvilket i Niels Havs tilfælde blandt andet inkluderer paraplyer ("Alle mine paraplyer er købt i Istanbul"), en cigarklipper ("I konfirmationsgave fik jeg en cigarklipper") og et hemmeligt rygelokale under gate A6 i lufthaven i Beograd. 

Digtet om rygelokalet hedder En hemmelighed, og det begynder med linjerne: "Nu det regner så idiotisk / og vi alle sammen er i gang med at dø / fik jeg lyst til at ryge". Allerede fra Inger Christensen-citatet på titelbladet, " ... digtene, dagene, døden", er døden er et gennemgående tema: "Selvfølgelig skal vi da dø", "Alt går alligevel ikke op til slut", "Vi ses deroppe!", "Folk dør, hvor det falder dem ind", "En dag, snart, / når denne vilde glød er død", "I det mindste var jeg / åbenbart ikke død / fornylig" o.a. Niels Hav er blevet 75, en alder, hvor endelighedserfaringerne for alvor begynder at presse sig på. I oktober i år blev han aldeles fortjent hædret med Dansk Litteraturpris, som uddeles af Ragna Sidéns og Vagn Clausens Fond, og i begrundelsen lød det, at "Niels Hav er en international forfatter, der er født i Danmark og skriver på dansk. Hans digte er bl.a. oversat til hovedsprogene og fx bosnisk, hollandsk, tyrkisk, kinesisk – og senest, i april i år, til polsk. Han er derfor formodentlig den nulevende danske digter, der har størst bevågenhed i udlandet og kan med god grund kaldes uofficiel ambassadør for dansk poesi".

Niels Hav er en af de helt store, seriøst stor, og Øjeblikke af lykke er en vidunderlig digtsamling, som alle og enhver kan læse, også folk, der normalt ikke læser digte. Køb og læs den. Bogen egner sig også fortrinligt som advents- og/eller julegave. Det kan godt være, at "Sorgen kommer humpende / som en invalid", også julesorgen, som vi synger om i Velkommen igen Guds engle små. Det kan også godt være, at vi, "Mens det mørkner", må hilse "stumt på de døde", men når vi fortroligt "tager [...] hinanden i hånden", "gennemstrømmer [en lykke] universet". Det ville være en fornem gave at give.             

Er du nu tilfreds med digtet?

Grzegorz Wróblewski: Digte
Oversat af Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2015

Jeg er en sindig vestjyde, født og opvokset derude, hvor også Niels Hav kommer fra, men jeg indrømmer, at jeg for et øjeblik siden hidsede mig lidt op, da jeg klikkede ind på bibliotek.dk og læste den lektørudtalelse, Allan Thomsen Volhøj i februar 2015 skrev om Grzegorz Wróblewskis Digte: "Wróblewski har sine fine øjeblikke, men derudover er det en svært tilgængelig digtsamling. Stilen i bogen beskrives som mytisk-poetisk og kræver en del af sin læser, der skal være velbevandret i den europæiske historie og kulturhistorie". Sine fine øjeblikke ... ? 

Grzegorz Wróblewski er født i Gdansk i Polen, men har i mange år boet i Danmark. Han har udgivet adskillige digtsamlinger, har fået digte publiceret i en lang række tidsskrifter og antologier, og han er oversat til flere sprog. Digte består af et udvalg oversat til dansk Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis. Omend jeg også selv har polsk blod i årerne, har jeg ingen forudsætninger for at bedømme kvaliteten af oversættelsen, men digtene er i hvert fald både overbevisende og smukke. Det er ikke blot en digtsamling med "fine øjeblikke", det er en gennemført elegant og betagende samling. 

En af de ting, der karakteriserer Wróblewskis digte (og i øvrigt også andre, slaviske digte, jeg har læst), er, at de bestandigt og bevidst knytter an. De er ikke frit i luften svævende, abstrakte og luftigt mediterende, men knytter sig til specifikke, historiske personer, til historiske begivenheder, til talemåder eller metaforer. Det vil sige: De forholder sig til traditionen og bærer den med sig, uanset hvor modernistiske digtene i øvrigt end måtte være. Måske er det netop den kvalitet ved Wróblewskis digte, der ulykkeligt har forledt Allan Thomsen Volhøj til i sin udtalelse at advare om, at samlingen "kræver en del af sin læser". Det er jo selvsagt sådan noget, man skriver for at skræmme potentielle læsere væk. 

Men digte er jo altså nødt til at handle om noget. Hvis de bare handler om ingenting (og der skrives en del sådanne digte), ender de ret nemt som ingentings-digte. Grzegorz Wróblewskis digte handler emfatisk ikke om ingenting. De handler for eksempel om "den enørede kat Jesper" ("Er det virkelig den, der skaber balance i naturen?"), om at gå søndagstur med hunden, om Robespierre, om den græske forfatter Nikos Kazantzakis ("Du er frelst ved den fremmedes smerte"), om en arabisk grønthandler, om Hernán Cortés, om Sierva Maria fra Gabriel García Márquez' Om kærlighed og dæmoner og meget andet. Et af de første digte i bogen, Ingen rose uden et digt, refererer både til Gertrude Steins berømte linje "a rose is a rose is a rose" og til (på dansk) udtrykket "ingen roser uden torne". Efter at have introduceret rosen som klassisk metafor spørger Wróblewski humoristisk: "Er du nu tilfreds med digtet?"

Det er selvfølgelig ikke givet, at man som læser af digtsamlingen allerede på forhånd ved, hvem Robespierre eller Cortés var, eller at man har læst Kazantzakis eller Márquez. Den slags kan googles, hvis man er interesseret, men digtene fungerer under alle omstændigheder. Man behøver heller ikke personligt at have boet på Jeckels Hotel i Skagen for at kunne værdsætte disse indledende linjer fra Vindens triumf. Hotel Jeckels, Skagen: "Dit blik er forandret og du reagerer ikke på lyde. / Glassene ved siden af dig begynder at dirre". Vinden i digtet er psykisk eller mental, men senere lyder det: "Du husker intet". Digtene i Digte handler også om glemsel, om fortrængning og erindring, om "at se hinanden efter i sømmene. // (Finde ud af, hvad det egentlig er, der / stinker sådan)". At genkalde sig ting kan være en proces, også for digtlæseren, og at se ting klart. Eller i det mindste klarere. Man kan ikke læse noget af betydning uden at være nødt til at anstrenge sig lidt. Det er bare sådan, det er. Og Grzegorz Wróblewski er umagen værd.       

Ringe i sand, en kvist

Jørgen Wassilefsky: Konkylie bag regn
Forlaget Spangsgaard Art, 2024

Jørgen Wassilefsky: Så længe det er sådan Så længe det er
Forlaget Spangsgaard Art, 2024

Jørgen Wassilefsky er en både generøs og utrolig produktiv herre. Ud over at administrere en Facebook-side, hvorpå han aktivt promoverer andre forfattere og undertiden også anmelder deres værker, udgiver han den ene digtsamling efter den anden. Indtil videre er det vistnok blevet til i alt 19. Konkylie bag regn og Så længe det er sådan er begge udkommet i år.

Der er noget lidt paradoksalt over Wassilefskys hastige udgivelsesfrekvens, for faktisk er han en ordknap digter. Han burde udgive en digtsamling med den titel, Ordknap. Han skriver stramt og konstaterende: "Måltider / Siddende for / Bordenden / Bordfladen / Er ikke et vidne". Det er hele digtet. Et andet sted lyder det smukt: "Det flygtige rendte / Os over ende/blades / Fald / En hvislende lyd i / Hjortens territorium". Flere af digtene i Så længe det er sådan er (omend meget diskrete) erindringsdigte, "En flig en erindring af noget / Erfaret, voksede", og der er i Konkylie bag regn en (lige så diskret) dvælen ved døden og "dødens landskab". Der er måske også en religiøs undertone, selv om digteren efter eget udsagn ikke "Forløses [...] ved / Bibellæsning". Variationer af ordet grav dukker op flere gange: "Nedgravning", "Gravlagt", "Graves der i jorden". 

Jørgen Wassilefsky er dog først og fremmest en stilhedens og de små, flygtige tings digter. Hans digte er "En flig af stof", "en flig af noget". Et sted taler han om "Følehorn der forfølger / Lyden af vand", et andet sted om "Ringe i sand, en kvist / Er pennefører". Det er ikke noget dårligt billede, for at læse Wassilefsky er lidt som at sidde i en zen-have, hvor "Virkelighedens linjer" er trukket op, så alting står klart, og hvor man kan sidde helt sagte med sprogets "Et vandspejls krusning / en engels vinge". Digtene skal læses langsomt og med tålmodighed, og eftersom folk i al almindelighed har ild i røven, kan det måske være en udfordring for nogle. Men prøv. Sluk for computeren, fjernsynet og radioen, læg mobilen væk og sæt dig ned med "Vindens lyd, flere / Lyde, de manges lyde / Side om side".    

Verdens væv har sat os i stævne

Iben Indra Dons: Lytter og drypper
Forlaget Ravnerock, 2024

Iben Indra Dons nye digtsamling, Lytter og drypper, er i seks dele, hver del introduceret med et citat af en anden digter: Anamnese (citat af Marianne Larsen), Ammedigte (citat af Shekufe Heiberg), Milepæle (citat af Inger Christensen), Almanak (citat af Pia Tafdrup), Arvesorgen (citat af Morten Søndergaard) og Produktionen (citat af Ursula Andkjær Olsen). Digtene i samlingen handler om væv, om det biologiske bindevæv og om moderskabets væven ("Jeg syr en baby i / silke med fyld af bly"), om naturens væv, om sociale væv og om sprogets. Som der står i digtet Efterår: "Verdens væv har sat os i stævne" (forfatterens kursivering). Dons digter sig "med hovedet på / blokken / sortblødende" ind i det lyriske felt, som jo altså altid allerede også er beboet af andre. Som hun et sted skriver: "Jeg bærer en skov", og skjoldet mod skoven er skov: "Jeg bærer et / skjold i skoven på / det står der: Skov". En digter skriver altid med alle andre og mod alle andre, ikke i konkurrence, men for at finde sin egen stemme. I en af mine personlige yndlingsdigtsamlinger, Bo Carpelans I de mørke rum, i de lyse, er der et kort digt, der lyder: "I skoven er kun et ekko, / en stilhed i dig. / Siden er der et træ hvor / vinden slår ned. / Det begynder, ene, at skælve". Andre digteres digte er et sådant "ekko, / en stilhed i dig". Som Iben Indra Dons formulerer det i Lytter og drypper: "Du står tilbage som træet / stormen har skånet".

Digtsamlingen er på mere end én måde omfattende. Den er relativ lang, og selv om adskillige af de inkluderede digte har moderskabet som mere eller mindre eksplicit tema, er intet i digtene isoleret. Alting drypper ned i alt andet, ord i ord, og der er bestandigt "Naturen / der larmer det daglige kaos". I lange afsnit består samlingen af meget overbevisende naturpoesi, som når digteren i Vandrer skriver: "Og tror min livmoder har revet sig løs og / vandrer / rundt i verden som et gespenst, barnløst imens / nattehimlen roder med sine / stjerner og det larmende mørke // Der er ledige landskaber og / trængte kyster derefter". Det er virkeligt smukt.

I det hele taget: Det er en imponerende og vel også på sin vis modig digtsamling, der fri for klichéer om, hvad det vil sige at blive og være mor, personligt italesætter erfaringen på en måde, der gør den umiddelbart vedkommende for alle læsere, også for de af os, der ikke er erfaringen forundt. Det er ikke nogen ringe bedrift, og Iben Indra Dons fremstår som en selvbevidst digter, der ved, hvad hun gør. Jeg håber meget, der kommer flere digtsamlinger fra hende.    

Og et enkelt hjertesuk: På papiret - helt bogstaveligt - er Lytter og drypper begrænset til 95 sider, men kun fordi digtene i samlingen uvist af hvilken årsager er trykt i noget, der ligner font-størrelse 8 eller 9. Jeg kommenterer normalt ikke på digtsamlingers layout, men i dette tilfælde er det faktisk et reelt problem, i hvert fald for en læser som mig, der tilhører 50+-segmentet, og som måtte sidde med næsen helt nede i bogen for at kunne tyde, hvad der stod. Hvis der på et tidspunkt kommer en 2.-udgave, håber jeg, font-størrelsen bliver sat op.   
     

Første person nutid

Knud Steffen Nielsen: Udvalgte digte
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2017

Mennesket er et sprogligt væsen. Det kan lyde som en selvfølgelighed eller måske ligefrem en plathed, men det er vigtigt at forstå, hvad det betyder, og hvor dybt det faktisk stikker. Alt, hvad vi sanser, føler og fornemmer, hvis vi ønsker at tænke over det, må omsættes til sprog, for at tænke er at tale med sig selv, og at tale med sig selv kræver sprog. Vi kan godt sanse og føle verden, herunder os selv som del af verden, uden sprog, men vi kan ikke forstå noget af det uden først at sprogliggøre det. Det er bare, sådan det er. At kunne forstå eller indsé noget kræver blandt andet, at man kan skelne mellem sandt og falsk. Man skal kunne skelne mellem, hvad der faktisk er tilfældet, og hvad der er løgn eller fantasi, og denne skelnen er i sig selv sproglig. Kun et sprogligt udsagn kan være sandt eller falsk. En sansning eller følelse er bare en sansning eller følelse, men et udsagn kan have en sandhedsværdi. Vores begreb om, hvad der er virkeligt, virkeligt sandt, er intimt bundet til sproget, og for så vidt er det korrekt, som en filosof engang sagde, at vort sprogs grænse er vores virkeligheds grænse. 

Og hér er det afgørende at forstå: At sproget altid findes på forhånd, før vi gør, og at sproget har regler. Det er ikke os, der opfinder sproget, nær så meget som det er sproget, der opfinder os, og sproget opfinder os på bestemte måder i overensstemmelse med dets logik. Man kan ikke lave sit helt eget sprog, det kan ikke lade sig gøre, og vi er i vores selvforståelse og undersøgelse af os selv nødt til at bruge det sprog, vi har fået. Efterhånden som vi vokser op og lærer at tale og skrive, internaliserer vi et sprog, der allerede på forhånd fandtes, og som er "forurenet" med alle mulige mér-betydninger, metaforer og diverse. I entréen til sit hus i Hørbylunde plejede Per Højholt at have et skilt hængende med sætningen "Sprogets forurening har allerede fundet sted". Vores opfattelse af os selv, af verden og af sammenhænge i verden er farvet af denne "forurening". Det lyder måske meget filosofisk og abstrakt, men det er det ikke. Vort sprog er fyldt med udtryk, som ikke henviser til reelle sammenhænge, men som vi alligevel anvender i tiltro til, at de har en sandhedsværdi, og at de udsiger noget faktisk om forhold i verden: At træde i spinaten, at være hundesulten, at træde vande, at være frisk som en havørn, en død sild, at sove som en sten og så videre. Ingen voksne danskere kan høre eller læse sætningen, "Det er dig, der er syg i hovedet", uden at straks at komme til at tænke på Matador, eller "Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet" uden at komme til at tænke på Poul Schlüter. Sproget er ikke uskyldigt eller rent, for det bærer den slags med sig, og det havner inde i os. Inde i vores selv-samtale om det hele. Det er med til at definere vores opfattelse af os selv og af verden og til at sætte vores verdens grænser, respektivt. 

Man kan ikke undslippe alt dette, men man kan forholde sig kritisk til det. Man kan bruge sproget til at undersøge og kritisere sproget, og det er dét, gode digtere gør. De dekonstruerer sprogets mér-betydninger og leger med sprogets normale logik for at se, om man på den måde kan fravriste sproget helt nye betydninger og dermed udvide grænserne. Knud Steffen Nielsen er en sådan digter, og han er en stædig én af slagsen, der på intet tidspunkt gennem sit forfatterskab har givet fortabt og/eller blot har overgivet sig til dagligsprogets normale dræven. Fra det allerførste digt i Udvalgte digte er han på: "Dyret findes. Det dyr findes ikke. / Fordi noget er uden form eller ikke har / nogen af de mønstre der står i / opslagsbøgerne." I et af de sidste digte i samlingen lyder det: Hvis jeg forveksler det hele med det hele, så vil jeg / på institution". Det er jo dét, der er pointen: Den verden-i-vores-forståelse, som det umiddelbare, forurenede normalsprog giver os, er ikke det hele, og vi må skrive os frem til det mere.

Udvalgte digte inkluderer digte fra perioden 1980-2016 og fra hele 12 forskellige digtsamlinger plus en prolog og et appendix. Det er meget, og det er en imponerende udgivelse. Bogen byder blandt andet på digte fra samlingen Ser sit snit, som oprindeligt udkom i 1997, som jeg dengang købte og læste, og som gjorde et gevaldigt stort indtyk på mig: "Et overbærende hvis hver dag. / Hvis vore stemmer bringer / begyndelsen tilbage, / siger jeg, som om det / får dig til at stå tydeligere. / Nærmere og nærmere. / Sådan bliver jeg ved at oversætte / alt". Jeg har altid fundet det en lille smule uforskammet at sammenligne digtere med andre digtere, så lad mig i stedet nøjes med at sige, at det for mig giver rigtig god mening, at Knud Steffen Nielsen i min egen bogreol står lige ved siden af Peter Nielsen. Den ene Nielsen, Peter, er en slags naturdigter, og det er den anden Nielsen, Knud Steffen, ikke, for han er mere optaget af sociale situationer og interaktioner. Men bøgerne er i hinandens gode selskab, synes jeg.

Det er meget vanskeligt, i hvert fald for mig, at opsummere, hvad Knud Steffen Nielsens digte faktisk "handler" om, afgjort ikke fordi de er mudrede eller uklare, for de står helt skarpt, men fordi de på en måde er et slags mod-sprog eller en sætten-hælene-i i en konstant bestræbelse på at komme til at stå i dét, jeg heideggersk vil kalde en lysning. Der er en linje i et af de inkluderede digte, der lyder: "At være genfødt i den stivnakkede form", og måske er det dét, jeg mener. Digtene, som jeg læser dem, er et forsøg på i lyrikkens "stivnakkede form" at skrive sig frem til et sted, hvor digteren kan stå om ikke ligefrem genfødt, så dog i frihed, utynget af alle sprogets mér-betydninger, for alvor i første person nutid. Præsent. Det er sådan noget, man kun kan gøre i digte, og Knud Steffen Nielsen er ikke bare en fin og betydelig digter, men også en digteres digter. Man kan som digter blive både klogere og bedre af at læse ham, og det er ikke nogen ringe ros. Læs ham endelig.
         

Skriv om det du læser

Hvordan få vi flere omtaler af digtsamlinger på nettet? Der er for mig at se kun én løsning, nemlig at vi digtere skriver dem selv, selvfølgelig ikke omtaler af vore egne værker, men af andres. Og ikke anmeldelser, men netop omtaler. Vi må skrive om det, vi læser.

Jeg tror, det er utopisk at forestille sig, at aviser og andre medier pludselig en dag vil beslutte sig for at satse stort på lyrikken. Der kommer ikke flere lyrikanmeldelser i Information, i Weekendavisen eller Berlingske, end der er i dag, og der kommer i særdeleshed ikke flere anmeldelser af relativt ukendte digteres værker. Jeg tror ikke på det.

Det er tilsvarende urealistisk at tro, at der potentielt er mange bogbloggere derude, der står og tripper for at komme til at skrive om digtsamlinger. Der findes sådanne blogs, eksempelvis Den smalle bog, der gør en imponerende indsats, men de er få. Hvem skal da skrive om digtsamlinger? Hvem er det helt præcist, man forestiller sig, der skal gøre det? Der er jo ikke nogen. Der er kun os digtere selv.

Alle digtere, hvis de er seriøse, er også læsere. Digtere læser andre digteres digtsamlinger. Sådan er det. Og vi ved jo, at digtere kan skrive, for hvis de ikke kunne skrive, kunne de heller ikke skrive digte. De ved noget om at formulere sig. Hvis hver eneste digter i Danmark satte sig ned bare én gang om måneden og skrev en omtale af en digtsamling, han eller hun havde læst, ville det i løbet af et år blive til 12 omtaler per snude ... og hvor mange digtere er der ikke? Hvis 50 digtere gjorde det, ville det årligt resultere i 600 nye omtaler af digtsamlinger på nettet. Seks hundrede! At skrive én omtale af en digtsamling om måneden er overkommeligt. Hvis man bryster sig af at være forfatter, kan man godt skrive én omtale om måneden. Uden problemer. 

Jeg luftede for nogen tid siden idéen på min Facebook-side, og en person svarede i en kommentar, at det nok ikke ville komme til at ske, fordi digtere generelt har en tendens til at være lidt asociale og bare fokusere på sig selv. Det er fint, og det skal de selvfølgelig have lov til, men i så fald ændrer situationen sig aldrig. Og så gider vi ikke høre på beklagelser over, at der er så få mennesker, der interesserer sig for lyrik, herunder for digternes egen. Respektivt. Hvis digterne ikke engang selv gider gøre en indsats for at promovere genren, er det lidt svært at se, hvorfor andre skulle.

Hvis situationen faktisk skal ændre sig, er der kun én løsning: Hvis du er digter, så skriv om det, du læser. Mens du sidder og venter på, at en eller anden skriver noget om dine digte, så brug tiden på at skrive omtaler af nogle andres. Det er vejen frem. Og hermed en idé til alle de forlag, der udgiver digtsamlinger: Indføj en klausul i jeres kontrakter, der siger, at hvis man som digter skal have en digtsamling udgivet af jer, er man forpligtet til at skrive net-omtaler af mindst tre af jeres andre lyrik-udgivelser. Det ville være fair. Det nyeste tal, jeg har kunnet finde (for jeg er doven) er fra 2022, hvor der ifølge Bogpanelets Årsrapport blev udgivet præcist 300 digtsamlinger i Danmark, heraf de 257 digtsamlinger for voksne. Hvis hver af de 300 udgivelser var blevet fulgt op med tre omtaler af andre udgivelser, ville det have givet os hele 900 omtaler på nettet. 
                 

Den selvforskyldte umyndighed

Georg Ujvári: At være hin enkelte
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2022

Da jeg i sin tid gik på universitetet i Aarhus, var udenadslære for længst afskaffet, men der var dog én ting, én eneste sætning, som vi studerende på det kraftigste blev opfordret til at læse og genlæse, til den permanent havde lagret sig i vores unge hjerner. Det var den allerførste linje i den tyske filosof Immanuel Kants bog Hvad er oplysning?, som lyder sådan her: "Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed". Jeg har aldrig glemt det. Det afgørende ord er "selvforskyldte". Oplysning, mente Kant, gør os myndige. Lærdom og viden og fornuft. Og når vi som mennesker ikke er myndige, er det vores egen skyld, for vi har både evnerne og mulighederne for at gøre os fri af af dét, der holder os tilbage, herunder ikke mindst vores uvidenhed. 

Det lyder måske lidt højpandet eller abstrakt, men det er helt konkret. Vores skolesystem er baseret på Kants idéer og på det, der normalt kaldes oplysningstænkningen, forestillingen om at det kræver viden og indsigt at kunne mestre sit eget liv, at kunne agere som borger i et samfund og at kunne deltage i demokratiet. Hvis man ikke selv besidder viden om, hvordan ting og sager fungerer, og hvis man aldrig selv har lært at tænke kritisk, er man som et umyndigt barn, der er henvist til at stole på andre. Man kan i så fald kun håbe på, at de ikke lyver eller forsøger at tage røven på en. Det kan være slemt nok, hvis det handler om politiske spørgsmål eller om pengesager. I eksistentiel henseende er det endnu værre, når det handler om ens selvforståelse som menneske. Hvad vil det overhovedet sige at være et menneske? Hvad vil det sige at være dig? Det er jo også spørgsmål, endog meget komplicerede spørgsmål, som det kræver indsigt og viden at kunne besvare. Hvis man ikke selv gør en indsats for at skaffe sig den nødvendige indsigt og viden og for at få et myndigt sprog om sig selv, må man nøjes med at spejle sig i andres idéer og begreber, hvad enten det er brevkasseredaktørens, den lokale engelhealers eller psykiaterens. Så tillader man, at andre mennesker får lov til at definere en som menneske, og ens umyndighed er, som Kant skrev, helt og aldeles selvforskyldt. 

Har alt dette noget med digte at gøre? Måske. Georg Ujváris At være hin enkelte, udgivet af Det Poetiske Bureaus Forlag i 2022, er i udgangspunktet blot en antologi med digte af en lang række berømte forfattere og med digtene trykt både på originalsproget og i Ujváris danske oversættelse. Det er fornemt. Men samlingen er også ment som mere end det: Den er ment som "En pilgrimsfærd mod erkendelse og ro, hengivelse og tro". Som Ujváris skriver i sit forord: "Bogen angår det frie, voksne nutidsmenneske, der har lagt sin intellektuelle og sjælelige pubertet bag sig, idet han selvbevidst og modigt har overtaget myndigheden over og ansvaret for sit suveræne selv. [...] Er vi modne nok, kloge nok, stærke nok til at klare frihedens hårde krav bestandigt? Kan vi undvære en ledende hånd, en indiskutabel fælles tro, noget at klamre os til efter modløsheden, nødens og dødens stund? [...] Og måske allervigtigst: kan man forlige sig med universets tavse og barske, amoralske udfoldelse, de evige vilkår - forudsætningen for alt eksisterende! - uden gudstro?". Det er ikke småting. 

Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde har mødt en person, der tilhørte gruppen af "frie, voksne nutidsmenneske, der har lagt sin intellektuelle og sjælelige pubertet bag sig". Selv-myndighed er en bestræbelse og et fortsat, personligt projekt, men der er næppe mange af os, der nogensinde formår fuldstændigt at hæve os op over den "sjælelige pubertet". Faktisk var ganske mange af de digtere, Georg Ujváris har valgt at inkludere i samlingen, ude i virkeligheden ret hysteriske og umulige at have med at gøre. Jeg fristes til at citere sangeren og sangskriveren Tom Waits, der engang lakonisk bemærkede, at han med sikkerhed vidste, at ingen nogensinde havde fået et knald, bare fordi de ejede et Tom Waits-album, for han ejede personligt dem alle, og han havde aldrig fået noget. Man bliver med 100 procents garanti ikke mindre pubertær af at skrive digte. Det er helt klart. Men bliver man mere myndig som person af at læse dem? Måske, ja. Man kan i hvert fald blive det. 

Bogen inkluderer digte af blandt andet Gottfried Benn, Prévert, Rimbaud, Trakl, Goethe, Schiller og Hölderlin, Swinburne, Keats, Mallarmé og Verlaine. Der er også enkelte danske bidrag, heriblandt af Thøger Larsen og Paul la Cour. Det er en imponerende forsamling af fine folk, og digtene er førsteklasses, men det er, som Ujváris da også medgiver i forordet, ikke nem læsning. Man sætter sig ikke bare ned og læser og forstår eksempelvis Hölderlin eller Mallarmé. Jeg kan huske, jeg engang hørte Per Højholt tale om, hvordan han havde brugt et liv på at kæmpe med nogle af Mallarmés digte, som han var meget begejstret for, men stadig ikke fuldt ud forstod. Det gør ingenting. Digte, der er svære at læse, er nøjagtig ligesom digte, der er nemme at læse, for alle.  

At læse gode digte, hvis man gør sig umage, er bevidsthedsudvidende. Verden er fuld af folk, der ønsker og forsøger via sproget at definere os som forbrugere, som tilhørende en bestemt kultur, en tro, et parti, et segment, en økonomisk klasse, en psykologisk type og så videre. Gode digte åbner og fornyr sproget, så vi individuelt og myndigt kan bruge det om os selv på andre og egne måder. At være hin enkelte er en bog på 244 sider med digte af nogle af de allerbedste digtere, der nogensinde har levet, og man får ovenikøbet digtene på både dansk og på originalsproget. Det er en bog til selv-dannelse, og den anbefales.