Poul g. Exner: Første søndag resten af livet
Forlaget Ravnerock, 2025
Jeg er en stor beundrer af Poul g. Exners lyriske værk, og jeg vil ikke forsøge at lægge skjul på, at min beundring undertiden - for eksempel netop nu, mens jeg sidder og skriver dette - grænser til misundelse. Exner er uhyre produktiv, og der er ikke mange andre digtere, der kan følge hans tempo, men endnu mere bemærkelsesværdigt og ærefrygtindgydende er det, at han er over det hele. Det er muligvis dårlig smag at citere sig selv, men tillad mig alligevel at henvise til en tidligere omtale af Exners digtsamling Jeg er ikke interesseret i at vide, hvori jeg beskrev hans poesi som "en fortløbende tekst uden midte og uden faste holdepunkter". Værket er, som jeg dengang kaldte det, en "totaltekst", ind i hvilken alting kan hvirvles, og den nye digtsamling, Første søndag resten af livet, er en fortsættelse af projektet.
Forlaget Ravnerock, 2025
Jeg er en stor beundrer af Poul g. Exners lyriske værk, og jeg vil ikke forsøge at lægge skjul på, at min beundring undertiden - for eksempel netop nu, mens jeg sidder og skriver dette - grænser til misundelse. Exner er uhyre produktiv, og der er ikke mange andre digtere, der kan følge hans tempo, men endnu mere bemærkelsesværdigt og ærefrygtindgydende er det, at han er over det hele. Det er muligvis dårlig smag at citere sig selv, men tillad mig alligevel at henvise til en tidligere omtale af Exners digtsamling Jeg er ikke interesseret i at vide, hvori jeg beskrev hans poesi som "en fortløbende tekst uden midte og uden faste holdepunkter". Værket er, som jeg dengang kaldte det, en "totaltekst", ind i hvilken alting kan hvirvles, og den nye digtsamling, Første søndag resten af livet, er en fortsættelse af projektet.
Bogen, der i udstyr ligner Jeg er ikke interesseret, og som derfor også ligner nogle af Peter Laugesens tidligste digtsamlinger, står i højere grad end forgængeren i en slags gæld til den konkrete poesi. Allerede digtet på forsiden røber det: "Dybt, sår må den grave /so. m vil begraves. i det". Det er værd nævne, for hvis jeg absolut og med vold og magt var tvunget til kategorisere Exner, ville jeg nok kalde ham en slags eksistentialist. Det er det menneskelige og det mellemmenneskelige (eller manglen på samme), der er det væsentligste for ham: Sorg, ensomhed, længsel, skyld og så videre. Han har intet politisk ærinde med hensyn til tekstens materialitet, jeg tror ikke på det, men han har måske et erotisk. Man skal ikke underkende, hvor lækkert sproget er, eller hvor lækkert det kan være, at sidde og pille i det, og man behøver ikke at have læst Freud for at vide, at skriveri (ligesom al anden kunst) også er en form for sublimering.
Jeg føler ikke, at jeg er indiskret ved at nævne det, for Poul g. Exner taler i samlingen selv klart og selvudleverende om det seksuelle, herunder om sin yndlingspornostjerne (som han ret irriterende ikke nævner navnet på). Det seksuelle eller erotiske spiller imidlertid ikke nogen væsentlig rolle i samlingen. Hvis Første søndag resten af livet har et overordnet tema, og det har bogen ikke, er det tiden: Det tabte, tabserfaringerne og den fortsatte længsel efter en slags opfyldelse eller måske bare fylde. Der "forskes i døgndrift i egen fortid", som han et sted skriver, ikke i patetisk længsel mod gamle dage, men for at kunne heale nu'et og måske nå frem til det punkt, hvor "kærligheden begynder / at gøre ondt / Når tilgivelsen er der [...] Det er nu / Det er nu / Det er nu". "Hvad fanden vil du have mig til at sige?" spørger digteren rørende: "Jeg vil overhovedet ikke denne verden / dette liv disse mennesker / Mig selv", men han bliver alligevel nødt til at prøve. I tre linjer, der for så vidt opsummerer hele dette aspekt af skrift-og-livsforehavendet lyder det: "Forsøg at blive helbredt / for dit tab / Du behøver ikke at forstå hvorfor".
Jeg føler ikke, at jeg er indiskret ved at nævne det, for Poul g. Exner taler i samlingen selv klart og selvudleverende om det seksuelle, herunder om sin yndlingspornostjerne (som han ret irriterende ikke nævner navnet på). Det seksuelle eller erotiske spiller imidlertid ikke nogen væsentlig rolle i samlingen. Hvis Første søndag resten af livet har et overordnet tema, og det har bogen ikke, er det tiden: Det tabte, tabserfaringerne og den fortsatte længsel efter en slags opfyldelse eller måske bare fylde. Der "forskes i døgndrift i egen fortid", som han et sted skriver, ikke i patetisk længsel mod gamle dage, men for at kunne heale nu'et og måske nå frem til det punkt, hvor "kærligheden begynder / at gøre ondt / Når tilgivelsen er der [...] Det er nu / Det er nu / Det er nu". "Hvad fanden vil du have mig til at sige?" spørger digteren rørende: "Jeg vil overhovedet ikke denne verden / dette liv disse mennesker / Mig selv", men han bliver alligevel nødt til at prøve. I tre linjer, der for så vidt opsummerer hele dette aspekt af skrift-og-livsforehavendet lyder det: "Forsøg at blive helbredt / for dit tab / Du behøver ikke at forstå hvorfor".
Poul g. Exner er en stor digter, og han bliver tilsyneladende bare bedre og bedre. Den nye digtsamling er omfattende. Den er på hele 96 sider og digtene er lange og ordrige, fulde af digterens "egen tro [der] får afgrunden / til at fjedre" i "det nye / altid nye mørke". Den handler om alting og anbefales helt uden forbehold.