En gave hvis jeg ser det

Heather Spears: Jeg kan stadig tegne - Udvalgte digte
Oversat af Niels Hav
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2019

Heather Spears, der som 86-årig døde i 2019, var en canadisk tegner og forfatter. I 1962 emigrerede hun sammen med mand og børn til Danmark, men livet igennem fortsatte hun med at skrive digte og romaner på engelsk. Det blev til i alt 11 digtsamlinger og fem romaner foruden tre bøger med tegninger. Hun modtog adskillige fornemme priser for sit værk, og University of British Columbia er hjemsted for et Heather Spears-arkiv. Hun tog ofte til Canada for at holde foredrag og læse op af sine værker eller for at undervise. Udvalget Jeg kan stadig tegne er smukt oversat af den danske digter Niels Hav.

Som tegner specialiserede Heather Spears sig i, jævnfør titlen på en af hendes bøger, spædbørn i krise. Hun tegnede for tidligt fødte og dødfødte børn. To af hendes udgivelser viser tegninger af nogle af de børn, der omkring 1989-90 blev ofre for den palæstinensiske intifada og for Al-Aqsa-massakren. Det forekommer mig ret væsentligt at forsøge at forstå, hvad dette faktisk betyder. Heather Spears brugte tusindvis af timer på med en blyant i hånden at nærstudere og detaljeret gengive, hvad de fleste af os andre knapt nok kan holde ud at tænke på. Som hun skriver i digtet Dødfødt, Herlev Hospital: "Barnet, misfarvet, / næsten sort, er anbragt / på en slags plastbakke / hun er i en rød sparkedragt, og jeg må sige / at hendes mor vil have hende tegnet med bare fødder". Spears' tilværelse, sådan må det have været, var præget af den dybeste alvor og af en enorm empati. De døde børn skulle ikke glemmes, heller ikke selv om det krævede af hende, at hun konstant måtte konfrontere sig med gruen. 

Flere af digtene i Jeg kan stadig tegne er alderdomsdigte, hvori digteren også adresserer sine egne endelighedserfaringer: "hver ny smerte / bliver spurgt: vil det her blive kronisk?", "Kan du huske / dengang det ikke gjorde ondt?". Hun skriver om koncentrationsbesvær og sammenligner sig i Måske er jeg ved at blive muslim med en ydmyg troende, fordi hun på sine gamle dage hele tiden falder og lander på knæene, "ned i hundestilling / klar til bøn". Spears døde som nævnt kun to år efter udgivelsen. Andre digte i samlingen er politiske, således eksempelvis Guddigtene, hvori  Gud blandt andet er i FN, deltager i en militær pressekonference og "overvejer sin næste inkarnation som tank": "Han vil / sørge for, at Hans er helt almindelig / skabt i Hans billede / dens drab / vil tage alle andre drab på sig". Iblandt de inkluderede er også et flot digt om Storebæltsbroen ("pludselig / er jeg tilhænger af fremtiden"), om Nyborg Station, om vikingeudgravninger og andet. Derudover er medtaget en enkelt prosatekst, Kvinden, der tegnede døde babyer: "Kvinden, der tegnede døde babyer, lo af og til, spiste chokolade og læste pæne krimier i sengen, mens hun passede på ikke at gætte slutningen". 

Heather Spears var en på alle måder imponerende person, og Jeg kan stadig tegne er en imponerende digtsamling. Den er alvorlig, men ikke uden underspillet humor. Den handler om store ting, men er nem at læse, og digtene er følsomme og gribende. Med et udtryk, Spears selv anvender i digtet LFV: Efter endt læsning sidder man tilbage med en følelse af "nøgen forundring og usikker glæde", hvilket velsagtens er det bedste, vi med rimelighed kan tillade os at forvente. Og som nok er mere, end vi reelt har fortjent: "regn, sensommerasters, sorte marker, / sådan er november, en gave hvis jeg ser det".               

Slavisk poesi

Det Poetiske Bureau #31. Temanummer: Slavisk poesi
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2024

Det nyeste nummer af tidsskriftet Det Poetiske Bureau er et temanummer om slavisk poesi, og det er fremragende. I alt 53 digtere er inkluderet, heraf 33 mænd og 20 kvinder, og vi kommer vidt omkring, fra Aleksandr Pushkins og Mikhail Lermontovs romantik ("Sig mig, kan nogen, åh mørke hav, / lodde din dybdes gåde?") til Majakovskijs futurisme (Vågn op, kammerater / giv os en ny kunst"), geografisk fra Bosnien-Hercegovina til Serbien, Kroatien, Slovenien, Makedonien, Bulgarien, Polen, Slovakiet, Ukraine, Hviderusland og Rusland m.m., og tidsmæssigt fra begyndelsen af 1900-tallet til helt moderne digte, herunder eksempelvis af Karola Zielińska (f. 1988) og Jana Orlová (f. 1986). Iblandt de i Danmark vel nok umiddelbart mest kendte, nulevende digtere er Milena Rudež og Grzegorz Wróblewski.     

 "De slaviske folkeslag", indledes introduktionen, "er historisk set som få andre forbundet med vores". Efter at have læst temanummeret til ende fristes jeg til at tilføje: "Men desværre ikke nok". Med frygt for at blive beskyldt for således at falde mine landsmænd og -kvinder i ryggen: De slaviske digtere er bedre. De er mere groundede i historien, mindre selvsmagende og mere verdens-vendte, mere intellektuelle, men også mere alvorligt fokuserede på (med et udtryk fra Wróblewskis digt Vi ventede på dem i 200 millioner år) "den iboende nødvendighed / af nattergalen som forstyrrelse af den uretfærdige / retshåndhævelse", i.e. poesien. Det etiske og det æstetiske synes at hænge mere naturligt sammen for de slaviske digtere, hvorimod danske digtere ofte har en tendens til at ofre det ene til fordel for det andet, således for eksempel i meget af 1970'ernes politiske lyrik, hvor æstetikken blev glemt, eller i 1980'erne krop- og navlebeskuende digtning, hvor etikken aldeles blev overset.

Det er selvfølgelig en grotesk generaliserende påstand, for der er masser af undtagelser og eksempler på det modsatte, men det er ok. Jeg har i denne sammenhæng ikke noget imod at være urimelig, i hvert fald ikke hvis det kan få folk til at læse (og tage ved lære af) flere slaviske digte med "døde ord", der "vågner / med knuste led" (Mustafa Cico Arnautović), og hvori "undren bliver den eneste menneskelige tale (Željko Ivanković) i modsætning til alle dem, der eksempelvis mod betaling "opfinder metaforer / til mordere" (Tomislav Čale). Digtene, man kan læse i temanummeret, forekommer mig for en stor dels vedkommende at være digte skrevet med torne i hænderne, jvf. polske Anna Dwojnychs digt Vi forsvinder i gråt eller farver er ikke noget for os: "Jeg er lige så bange, jeg har kun én kuffert og / hverken fem minutter eller jord under fødderne. eventyrene vokser / i vores hænder, trækker tornene ud". Ikke rene, ikke ny-manicurerede eller sexede hænder, men forrevne. Det er lyrik med jord under neglene, og det kunne vi seriøst godt bruge noget mere af. 

Temanummeret er som nævnt omfattende og udmærker sig blandt andet ved at byde på en del digtere, som jeg i hvert fald personligt ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med. Omvendt er nogle af de mere kendte, slaviske digtere udeladt, f.eks. Adam Mickiewicz, Anna Akhmatovaa, Osip Mandelsjtam, Jevgenij Jevtusjenko og andre, men de er heller ikke svære at komme til at læse andetsteds. Det er en flot og særdeles velkommen udgivelse, og jeg anbefaler den varmt. Den er, som ukrainske Iya Kiva skriver i digtet Derhjemme er der en krig, som "et beskidt frihedsbroderi / på den lange tur fra hjerte til hjerte". 
         

Nåden er

Simon Grotrian: Gennem min hånd
Borgen, 1987

Simon Grotrian, der desværre døde i 2019, var en af den nyere, danske litteraturhistories mest produktive digtere. I de cirka 32 år, der gik fra debutdigtsamlingen fra 1987, Gennem min hånd, til I morgen gælder alle hjerter, Damoklesdrive-in og Digte, der alle udkom i 2019, udgav han rundt regnet 70 værker. Det er lidt over to om året. Den officielle bibliografi på simongrotrian.dk indeholder de 53 titler, Grotrian selv betragtede som kanoniske, og posthumt er der udkommet flere. 

Diverse anmeldere synes at være enige om, at Simon Grotrians digte "til tider [er] frustrerende læsning", "vanvittige", "særprægede", "forunderlige" og "svært tilgængelige". At skrive om dem er "en nærmest umulig opgave", for Grotrian var ganske afgjort ikke som alle andre, men "en mellemting mellem profet og atom- eller kernefysiker". En Simon Mageren fra Lemming. Det er muligvis rigtigt, men jeg tror også, det er helt forkert. Faktisk vil jeg vove den groteske påstand, at Simon Grotrians digte på en måde er iblandt de lettest tilgængelige og let-læseligste, der nogensinde er skrevet på dansk. De er ikke vanvittige, de er enfoldige, som en helgen kan være det. Hvis man finder digtene svære at læse, er det, fordi man anstrenger sig for meget og ikke er ydmyg nok. Grotrians digte stiller ikke krav om viden eller analytiske evner, men om fromhed i ordets egentlige forstand. 

Simon Grotrian var ikke en intellektuel, og han var ikke akademiker. Han var kristen. Han var troende. Som opvokset i et luthersk land har de fleste af os en tendens til at opfatte kristentro som noget, der handler om meninger. En kristen er en person, der mener sådan og sådan. Der kan være variationer, alt afhængig af om den pågældende person eksempelvis er grundtvigianer eller missionsk, men fokus er under alle omstændigheder på, hvordan vi som mennesker forholder os til Gud og til den gudsgivne verden, som vi opfatter den, og som den hænger sammen for os. Men hvordan er verden for Gud? Hvordan hænger verden sammen for Gud? Det er dette barnlige spørgsmål, vil jeg hermed tillade mig at foreslå, der er digteren Grotrians udgangspunkt. Når man lytter til eller læser teologer, kan man undertiden få indtrykket af, at Vorherre er en slags holdnings-maskine, der bestandigt er beskæftiget med at producere holdninger til alt muligt (som teologerne eventuelt efterfølgende kan udbrede sig om i radioen eller i kronikker i Kristeligt Dagblad). Men sådan er det jo ikke, i hvert fald ikke for Grotrian. Gud er livsfylde, og Guds livsfylde er nåde. Det handler i fromhed ikke om vores sammenhæng, men om gudssammenhængen. For så vidt man ønsker bevidst at indgå i denne sammenhæng, er man nødt til at spørge igen: Hvordan hænger verden sammen for Gud? 

Et umiddelbart svar kunne lyde, at for Gud hænger verden sammen på alle måder, men det kan jo ikke være rigtigt. Gud er god, Gud er kærlighed, og Gud er skønhed, og verden kan for Gud ikke hænge sammen på dårlige eller (som min troende mormor ville have udtrykt det) "grimme" måder. Han har jo selv skabt den. Grotrians svar, som jeg læser ham, er det simple, at for Gud hænger verden sammen på alle de måder, som er poetiske. Summen af al poesi er gudssammenhængen. Det er nåden, som er. Det står på Simon Grotrians gravsten: "Nåden er". Det er ikke uden grund, at Grotrian i udpræget grad er blevet en digteres digter, for hans tiltro og tillid til poesien er nærmest ubegrænset. Som jeg sagde: Enfoldig som en helgen. 

Alt, hvad man kan sige eller skrive i et digt, som er poetisk, udtrykker, hvordan den gudsskabte verden hænger sammen, og hvordan den altså også hænger sammen for os, uanset om vi med vor intellektuelle og instrumentelle tilgang til sproget har svært ved at fatte det. Guds sammenhæng er så uendelig meget større end vores. Og det er dér, Grotrian sidder og skriver. Det er velsagtens en af grundene til, at han kunne være så produktiv: Hans ærinde var ikke andet end poesi, at klargøre nåden, for han havde ikke andre, mere eller mindre dybsindige ting at kommunikere. Han var ikke ude på at sælge nogen noget, hverken holdninger eller idéer, politiske overbevisninger eller dogmatiske påstande. Han er supernem at læse, for digtene betyder ikke andet, end hvad der står. Det er ikke andet end poesi, som er den store sammenhæng. Potentielt kunne han have fortsat i en evighed, for der er ingen ende på Guds nåde. For så vidt var Grotrians lyriske projekt utopisk, selvfølgelig, men det er bedre at prøve end ikke at prøve. Selv kirkefaderen Skt. Augustin måtte ifølge en middelalderlig fortælling sande, at han havde større chancer for at tømme havet med hænderne, end han havde for at forklaret treenighedens mysterier, men det forhindrede ham ikke i at skrive en bog om emnet. Og vi har altså mere end 70 værker fra Simon Grotrians hånd. Det er ikke bare imponerende, det er ærefrygtindgydende. Jeg kan ærligt sige, at få digtere har betydet så meget for mig personligt som Simon Grotrian, og jeg anbefaler ham på det varmeste. 
                      

Erna i bikini

Iben Holk (red.): Natur retur - En bog om Per Højholts forfatterskab
Centrum, 1984

Hvis man er fast læser af min blog, vil man måske have bemærket, at jeg relativt ofte henviser til Per Højholt. Det har en forklaring. Da jeg var et ungt menneske og gik på Struer Gymnasium & HF, var jeg på det nærmeste besat af ham. Jeg overdriver ikke. Jeg kan huske, at jeg til min afsluttende, skriftlige dansk-eksamen var i stand til at citere passager fra Intethedens grimasser udenad. Iben Holks antologi om forfatterskabet, Natur retur, var en slags bibel for mig, og jeg læste den igen og igen. Jeg måtte binde den ind i bogplast, så den kunne holde. Sidenhen er der udkommet adskillige værker om Højholt, men dengang havde jeg kun den ene, og den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Det er cirka 35 år siden, men jeg er aldrig rigtig kommet mig over det. Mens jeg sidder og skriver dette, har jeg et signeret foto af Højholt, som han meget venligt sendte mig, stående på bordet foran mig.

Jeg er så at sige opflasket med Højholt. Min introduktion til poesien gik via Eliot, men det var Højholt, der lærte mig, hvordan moderne lyrik skulle være. Det tog mig meget lang tid at nå frem til en erkendelse af, at jeg faktisk slet ikke var enig med ham. Det skyldte, da det endelig skete, ikke mindst Simon Grotrian, men på en måde var det allerede for sent. Alt det højholtske havde lagret sig dybt i min vestjyske hjerne, og jeg undslipper det aldrig. Men det er selvfølgelig også ok. Jeg er taknemmelig for det. Per Højholt var en fantastisk digter og en højt begavet poetiker, og han var morsom og flink og jyde. Han skrev ikke om "biografens dybrøde foyer" eller andet af den slags københavneri, men om ting, man kunne forholde sig til: Postens Morris, der "kommer til syne under 390 lærker", det inderste af fjorden, hvorfra "Der udgår snart et stort brev", "Erna i bikini" og "Et fantastisk bingo i luften over Tørring". Det er da noget, almindelige mennesker kan forstå. Et eller andet sted i min samling har jeg en pjece, Højholt engang skrev for Thor-bryggeriet, og som hedder Jysk til rejsebrug.

Det er for plat at lire på forskellen mellem jyder og københavnere, og jeg ved det. Og jeg undskylder, men jeg har en pointe. Af Højholt lærte jeg, at man skal skrive på det, man kender. Det, man kender, er rigeligt nok, og der er ingen som helst grund til at farte rundt for at søge inspiration andre steder. Man kan sagtens sidde i Hørbylunde og skrive digte, nøjagtig ligesom man kan sidde i Ikast, i Nørresundby, i Assens eller i Næstved. Og dertil og meget vigtigt: Per Højholts metode handlede og handler om at punktere, om at punktere metaforer og ansatser til metafysik, men også om via humor at punktere det prætentiøse. At man som digter selvfølgelig skal tage poesien alvorligt er emfatisk ikke det samme, som at man skal tage sig selv alvorligt. Det er poesien, der er noget særligt, ikke digteren, og det er ret afgørende ikke at få tingene forvekslet, for ellers ender det hele i pjank. 

Per Højholt blev en slags faderfigur og en nestor for mange andre digtere, herunder blandt andet Dan Turèll, som ligefrem afslutter sit bidrag til Natur retur, Mit navn for stumhed, med ordene "Fader, din søn". Antologien byder også på tekster af Søren Ulrik Thomsen, Poul Borum, Finn Stein Larsen, Jørgen Sonne, Niels Egebak, Steffen Hejlskov Larsen, Erik Skyum-Nielsen og flere andre. Bogen er nem at finde antikvarisk, og jeg anbefaler den varmt. 
                 

Findselvpåenmådeatværetilpå

Henrik S. Holck: Ungdom - Digte 1976-82
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2016

Det er måneder siden, jeg med posten modtog et eksemplar af denne bog, som jeg straks læste, og lige siden har den ligget øverst i bunken med de digtsamlinger, jeg godt kunne tænke mig at skrive omtaler af. Men jeg er alligevel blevet ved med at udsætte det. Jeg synes ganske enkelt, det er svært at skrive om Henrik S. Holck, og af mindst to grunde. For det første er han i nogen grad enigmatisk og selvmodvendt. For det andet har litteraturkritikere de sidste 30 år i en sådan grad insisteret på at knytte Holck til sen-70'ernes og 80'ernes såkaldt sorte poesi, at det nu om stunder er vanskeligt at komme til at forholde sig til hans digte uden straks at blive fedtet ind i alt det epokale, forholdet mellem diverse digtere, deres respektive selvforståelser, attituder og så videre. Problemet demonstreres på udmærket vis i bogen af Søren Kristoffersens efterskrift, som han benytter til at levere en bredside mod "æstetikeren" Søren Ulrik Thomsen og "parnazisterne". I sin poetik fra 1985, Mit lys brænder, havde Thomsen fremhævet Holck som "ubetinget en af landets bedste lyrikere", men også beklaget sig over hans anti-kunstneriske attitude: "den ihærdighed", skrev Thomsen, "hvormed Holck har hånet Kunsten, vidner unægtelig om, hvor meget den i virkeligheden betyder for ham". "Holck holdt op med at offentliggøre digte og slog sig i stedet på shows, anmelderi og radio-happenings, hvis pointe stort set har været, at det er latterligt at tage kunsten alvorligt". Søren Kristoffersen kalder det i sit efterskrift både et "bedsteborgerligt standpunkt" og udtryk for en "bedsteborgerlig kunstopfattelse".

Henrik S. Holcks debutdigtsamling, Vi må være som alt, udkom i 1978, og den var fantastisk. Lars Bukdahl har udråbt den til et hovedværk i nyere, dansk litteratur. Derefter gav Holck sig til at lave alt muligt andet. Han gik på kunstakademiet og blev billedhugger. Efterfølgende fokuserede han på maleriet, og han har også lavet musik. Han er en stor fan af H.C. Andersen og af den danske esoteriker Martinus. Først i 1988, ti år efter debuten, kom den næste digtsamling, Kærlighed på tre uger, og siden da er der, hvis jeg regner rigtigt, kun udkommet fire mere, heraf de to på Det Poetiske Bureaus Forlag. Han har også udgivet nogle romaner. Den sidste digtsamling er fra 2017.  

Ungdom - Digte 1976-82 inkluderer hele seks ikke tidligere publicerede digtsamlinger, henholdsvis Livskokoner, Menneskesommer, Jeg vil lære hvordan jeg skal elske dig, Mod zenith, At og Og - En civilisatorisk digtkreds. Derudover byder bogen også på et lille udvalg af meget tidlige digte. De to første digtsamlinger er naturlyrik med en smag af Ole Sarvig: "Skyerne og disen er gået af træerne / Og nu græder de tunge sorte grene / Deres smeltevand til jorden" og "bundlivet med visne blade og agern / bundlivet med grøn nælde / og en træstubs ringe af gråd". I digtet Rum og tid fra Menneskesommer lyder det: "synet taler synet / synet er hørligt / og det hørlige et billede / på denne jord / der ser dagene og deres nætter / igennem". Det kunne jo for så vidt læses som en slags programerklæring for Sarvig, der som bekendt også var kunstkritiker. Jeg vil lære hvordan jeg skal elske dig indeholder to digte dedikeret til Poul Borum, et digt dedikeret til Strunge ("Idag besøgte jeg døden") og et digt til F.P Jac ("Jeg vil altid bevare værdigheden"), og samlingen består, som jeg læser den, af en slags meditationer over (og ind og ud ad) de sorte digteres verden, "Et sortnende dyb af blegnende tanker" og "Tilstande af blafrende hastighed". Michael Strunges debutsamling, Livets hastighed, udkom også i 1978. 

Fra og med Mod zenith bliver Henrik S. Holck mere eksperimenterende. Digteren er "gruset" af 80'er-digtningens "tunge livsbilleder og lette dødsprocesser", og "regnen gider ikke mere", "alt gider simpelthen / ikke mere, det / er i orden: intet - alt er helt død". Men han resignerer ikke, for "at frasige sig handling er at frasige sig ansvar / så findselvpåenmådeatværetilpå". At skrive lyrik, som den amerikanske digter Kenneth Koch sagde, er "making your own days". Et Holck-digt, når vi når frem til digtsamlingen Og, lyder sådan her: "A, K, O, S, X, Z står alene / sådan / der er 1 himmel, 1 sten, / 1 afstand, 1 jord, 1 vand (og regnen / der falder i vandet), 1 kerne af / vertikalt/horisontalt" ... og så videre. "Ydre omstændigheder starter / altid 1 sted, (du ikke kender) 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14, / 15, 16 ringe løber 26 viskes ud her / historie som bestanddel i erfaringskernen. / (du ikke erkender)". Det er med Søren Kristoffersens sondring enten, bedsteborgerligt anskuet, det rene volapyk og/eller en vrængen på næsen af "Kunsten" (med stort K), eller det er et heroisk forsøg på at overskride den traditionelle lyrik for at nå frem til et ikke-patetisk sted, der ikke gruset til. Eller måske er det begge dele.          

Ungdom - Digte 1976-82, hvis vi tæller på knapperne, indeholder cirka halvdelen af de digtsamlinger, Henrik S. Holck i alt og dermed har udgivet, og det er en flot bog, flot designet og trykt på tykt papir. Jeg er ganske afgjort ikke Søren Ulrik Thomsen, heller ikke selv om jeg faktisk ejer et par seler, men jeg hælder til hans side, og jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke er voldsomt begejstret for de sidste to af de inkluderede samlinger. Hvad enten bestræbelsen i samlingerne skal tolkes som et udtryk for "anti-kunstens triste attude" (Thomsen) eller som "influeret af zen-bevidsthedens oprørske ånd" og "den allestedsnærværende bevidsthed om plausibel destruktion" (Kristoffersen) er for mig personligt ret ligegyldigt. Problemet er under alle omstændigheder, at der for mig at se ikke kommer poesi ud af det, i hvert fald ikke en form for poesi jeg umiddelbart forstår at værdsætte. Til gengæld er der både stor og vedkommende poesi i de øvrige samlinger i bogen. Læs dette fra digtet Sekunder: "Døden går sent forbi med alle vore drømme i hænderne / Luk billederne op og tal en nogethed / i de andres sekundintet". Jeg ville med glæde betale bogens pris bare for at have disse linjer stående i min bogreol. Det er jo fuldstændig fremragende. Det er en poetik lige dér. 

Henrik S. Holck, der som ovenfor antydet er et kunstnerisk multitalent, har en meget omfattende og spændende YouTube-kanal, som kan besøges her.