Det blide øje, et blik af liv

Thore Bjørnvig: Vindens kartotek
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2024

Thore Bjørnvigs nye digtsamling, Vindens kartotek, er inddelt i ti dele, henholdsvis Øer, Skyer, Kyster, Fugle, Måner, Drømme, Vindueskarme, Hænder, Ord og Stjerner. Digtene i samlingen er, som overskrifterne lader ane, den reneste og klareste naturlyrik, helt uden forbehold, og man bliver oprigtig glad af at læse dem. 

Det kan næsten ikke undgå at blive misforstået, men jeg vælger alligevel at skrive det, for det er sandt: At Vindens kartotek er den perfekte bog at medbringe i tasken, når man alene tager en tur i kolonihaven eller i sommerhuset for få lidt jord under neglene eller for at smage saltet fra havet. Det er en sanse-skærpende bog, og det er jo netop, hvad man i den situation har brug for. Det er også en let bog, light reading, afgjort ikke i betydningen ligegyldig, men bogstaveligt i betydningen fuld af luft og lys: "alle strande skinner af sølv i luften". Også mørket bliver hos Thore Bjørnvig til et slags lys, "Hvidglødende ord på nattens sider", og selv om hans digteriske univers ikke er plat-idyllisk, og også gruen, volden og nederdrægtigheden gør sig gældende ("krumknive der snitter vinden op", "måske leder [skyerne] efter en, som er død", "løgne og halve sandheder, / sommetider hele" o.a.), fremstår digtsamlingen alligevel som en besyngelse af verdens skønhed og af os mennesker som "svævende fnug / blæst ud over et uendeligt hav / af mulighed". 

Et sted i et digt anvender Thore Bjørnvig selv udtrykket "Det blide øje, et blik af liv", og det forekommer mig at være en fortrinlig opsummering af Vindens kartotek. Bjørnvig skriver i samlingen blidt om "det menneskelige grundfjeld", naturen, og om alt, der strømmer og blæser og er. Man kan ærligt talt godt blive lidt træt af digtere, der insisterer på at belemre os med deres (undertiden ret aggressive) holdninger til alt muligt. Digte skrives ikke på holdninger, de skrives på følsomhed, og problemet med at lægge afstand til ting, man af den eller anden grund ikke bryder sig om, er, at man på den måde nægter sin følsomhed adgang. Sådan er Thore Bjørnvig ikke. Han gør det rigtigt og vil ikke belære verden, men belæres af den. Måske er det dét, han i et af de inkluderede digte kalder "hellighånden", der "skærmer dig / mod håbløsheden", for det er "med hellighånden / du skriver dine digte og gør din kæreste glad". "Det er hellighånden", skriver han, "der strør regnen / ud over jorden og kaster den blidt / mod ruden". Bjørnvig skriver i respekt for den og med en klædelig og inspirerende ydmyghed. Digtsamlingen anbefales varmt - også som gave til en, du holder af. Den er smuk.                 

Niels Christiansen har sat musik til digtene i Vindens kartotek, og ord-og-musik-værket vil blive gjort tilgængeligt på nettet. 

 

Tag Dem i agt for døden fra vand

T.S. Eliot: Ødemarken og andre digte
Oversat af Kai Friis Møller og Tom Kristensen
Lindhardt og Ringhof, 1998

Det er muligvis dårlig smag at citere sig selv, men jeg vil alligevel gøre det. Her er en kort, selvbiografisk tekst fra en erindringsbog, jeg netop har udgivet, Kowaldijunglens dyb: 

- - -

En dag, da jeg var teenager, sad jeg på gulvet hjemme i stuen og så en dokumentarudsendelse på TV. Udsendelsen var en del af serien The Modern World: Ten Great Writers, produceret af BBC i 1988, og den handlede om T.S. Eliot. Skuespilleren Michael Gough læste op af Eliots digt The Love Song of J. Alfred Prufrock, og jeg var rystet. Jeg overdriver ikke. Det ændrede mit liv. Jeg syntes, det var det smukkeste, jeg nogensinde havde hørt, og jeg vidste øjeblikkeligt, at det var dét, jeg ville: Jeg ville skrive digte ligesom Eliot. Det er omkring 35 år siden, og The Love Song of J. Alfred Prufrock er stadig mit yndlingsdigt. Jeg plejede at kunne huske det udenad, men det kan jeg ikke mere, kun dele af det. Jeg har skrevet en del digte, men jeg kom aldrig i nærheden af at skrive som Eliot. Jeg havde intet kendskab til den danske Heretica-digtning eller til alle Eliots mere eller mindre talentfulde epigoner, og jeg havde heller intet kendskab til revolten imod dem, 1960'ernes eksperimenterende poesi, den konkrete poesi eller andet. I det hele taget: Jeg vidste ingenting om digte, bortset fra at jeg ville skrive dem. Så vidt jeg husker, har Dan Turèll engang forfattet et essay om det vidunderlige, men også det forfærdelige i at blive introduceret til poesien via Eliot. Det tog mig lang tid at fatte, at man faktisk godt kan være digter uden at skrive nøjagtig som ham.

- - - 

Jeg blev interesseret i digte på grund af  T.S. Eliot, og hvis det ikke havde været for T.S. Eliot, ville jeg næppe have oprettet denne blog. Jeg ville formodentlig heller aldrig selv have fundet på at skrive digte. At det netop blev Eliot, der gjorde udslaget, er kun rimeligt, for han var uden sammenligning det 20. århundredes mest indflydelsesrige digter. Jeg læste engang, og det er formodentligt sandt, at Eliots berømte digt, Ødemarken, er den mest analyserede, engelske tekst nogensinde, når man ser bort fra oversættelserne af de bibelske skrifter. Den danske, såkaldte Heretica-digtning var voldsomt påvirket af Eliot. Selv Per Højholt, der efter mødet med Hugo Friedrichs Strukturen i moderne lyrik aggressivt vendte sig mod al form for metafysisk (og helt bogstavelig) tågesnak, startede som en slags Eliot-epigon. I Højholt-digtet De nøgne, der blev trykt i Heretica nr. 5 i 1948, lyder det således: "Og hestene, hvis gule hove nylig sparked / i de vaade græstørv, stejler tavse mod / en flygtig maane, der lokker dem til havet, / hvor døden fra vandet rammer deres struber". "Tag Dem i agt for døden fra vand", havde Eliot skrevet i Ødemarken. For Højholts vedkommende kom Eliot blandt andet via Paul la Cour, datidens prominente, danske lyrik-koryfæ, som nu om stunder er stort set glemt, men som i sit hovedværk, Fragmenter af en Dagbog, også fra 1948, patetisk belærte læserne om, at de var digterens "Brødre", ligesom "Stenene er det, Træerne, Ødemarkerne og Sædekornet".  

Eliot fik en enorm indflydelse, fordi han var fantastisk. T.S. Eliot er en af de største digtere nogensinde, og man kan som antydet hulmurs-isolere med bøger og afhandlinger om ham. Enhver detalje af hans liv og digtning er blevet endevendt, og man kunne uden problemer bruge hele sit liv på at gøre sig til en T.S. Eliot-ekspert. Men man kan jo også bare nøjes med at læse nogle af hans digte, og Ødemarken og andre digte ville være et udmærket sted at starte. Selve oversættelserne er gamle og stammer ligesom Højholts digt og Paul la Cours dagbog også fra 1948, men udgivelsen er derudover forsynet med et fint efterskrift af Bo Tao Michaëlis. Og altså ... Som jeg tidligere har sagt: Jeg skal afgjort ikke bestemme, hvad folk skal læse, for det må det jo selv om, men hvis man kalder sig digter eller digtlæser og ikke har læst T.S. Eliot, vil jeg personligt og i mit stille sind tillade mig at ansé det for useriøst. Eliot står øverst på listen over dem, digtere og digtlæsere bør kende. Næst efter Davids salmer.          

Om Søren Ulrik Thomsen og andre ukendte digtere

Søren Ulrik Thomsen: Ukendt under den samme måne

Vindrose, 1982

For et par uger siden var jeg til en hyggelig familiesammenkomst, og på et tidspunkt midt mellem bollerne og lagkagen nævnte jeg for et familiemedlem, at jeg for nylig havde været til et interessant foredrag med Søren Ulrik Thomsen. Hvortil det pågældende familiemedlem nysgerrigt svarede: "Hvem er det lige, han er?"

Jeg nævner episoden, fordi den var et slags reality check, og fordi den nok illustrerer eller udsiger noget om den endog meget begrænsede rolle, poesien spiller i dagens Danmark. Inden for lyrikkens såkaldt "smalle" verden har Søren Ulrik Thomsen de sidste 30-40 år været det store dyr i åbenbaringen. Der er ingen digtere eller digtlæsere, der ikke ved, hvem han er, dels fordi han via sin poesi og sine poetikker seriøst har beriget både den danske lyrik og diskussionen herom, men også fordi han ganske enkelt er den mest populære. Rystet spejl, som udkom i 2011, og som (selv om den nu snart er 14 år gammel) er hans seneste digtsamling, blev solgt i næsten 28.000 eksemplarer med et førsteoplag på 6000. Det er et voldsomt højt salgstal for en digtsamling. Andre digtere skal prise sig lykkelige, hvis de kan sælge 28 eksemplarer af deres digtsamlinger, respektivt, det vil sige en tusindedel. Men det betyder ikke, at Søren Ulrik Thomsen er kendt. Han er kun kendt af dem, der kender ham. Han er ikke som Jussi Adler-Olsen, der ifølge Finans globalt har solgt over 27 millioner eksemplarer af sine krimier, og som man slet ikke kan undgå at vide, hvem er, heller ikke selv om man eventuelt måtte ønske det. Og når Søren Ulrik Thomsen ikke er kendt, er der ingen nulevende, danske digtere, der er kendte. Det er dét, der er min pointe.      

 At Søren Ulrik Thomsen kan sælge tusinde gange flere digtsamlinger end andre digtere, betyder selvsagt ikke, at han er tusinde gange bedre. Der er ikke nogen indlysende sammenhæng mellem kvalitet og efterspørgsel, og det ville under alle omstændigheder være noget vrøvl at tale sådan. Poesi, som jeg aldrig bliver træt af at gentage, er ikke en konkurrence, men en bestræbelse. Nogle gange lykkes det, og andre gange lykkes det ikke, og det gælder for Søren Ulrik Thomsen, som det gælder for alle andre digtere. Prøv og prøv igen. Det, der for alvor gør Søren Ulrik Thomsen anderledes end flertallet af digtere, er hans store begavelse og hans evne til meningsfuldt at reflektere over diverse, herunder ikke mindst over sin egen praksis som lyriker. Han er helt uden tvivl den største poetiker, vi har haft siden Per Højholt. Søren Ulrik Thomsen er klog på digte, og man kan blive klogere på digte af at læse hans poetikker, Mit lys brænder fra 1985 og En dans på gloser fra 1991. Han er god til at tale for sig. Digte skrives imidlertid ikke på begavelse, de skrives på følsomhed, og hvad følsomhed angår, er vi alle jyder for Vorherre. Også storbydigteren SUT.  

Den bedst sælgende, danske digtsamling nogensinde er formodentlig Benny Andersens Samlede digte. Yahya Hassans debutsamling blev solgt i over 100.000 eksemplarer, og det samme gjorde i øvrigt Jeppe Aakjærs digtsamling Rugens sange og andre Digte, som første gang udkom i 1906. Vita Andersens Tryghedsnarkomaner fra 1977 blev solgt i 95.000 eksemplarer, og Lola Baidels En sagte raslen, der udkom året efter, blev solgt i over 50.000. Det er undtagelserne, og efter Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl falder tallene på listen over bestsellere dramatisk. Katarina Lewkovitch, som er en af vores betydeligste digtere, kan ikke sælges i mere end 150 eksemplarer, og det ved jeg med sikkerhed, for Tilbage til Sirius (der er trykt i netop 150 eksemplarer) kan stadig købes, og det er snart 8 år siden, bogen udkom. Selvudgivere, jeg kender, får typisk trykt 25-50 eksemplarer af deres digtsamlinger, og de er måske i stand til at afsætte halvdelen. Personligt har jeg i det store og hele opgivet at forsøge at promovere eller sælge mine egne udgivelser. Nogle gange, hvis jeg har en ven på besøg, lykkes det mig at liste en digtsamling ned i vedkommendes taske, uden at han eller hun opdager det, og det ansér jeg i så fald for en succes. Det er ok. 

At være digter er at være ukendt. Ukendt under den samme måne sammen med alle de andre, ukendte digtere. De få undtagelser er undtagelserne. Man skal ikke blive digter for at blive berømt og da slet ikke for at kunne leve af det. Man skal blive digter, fordi man gerne vil skrive digte. Og dét kan jeg sådan set godt lide. Det handler ikke om alt muligt andet, men om digtene. Desuden skal man jo altså heller ikke underkende glæden ved som ukendt at kunne ånde frit og gøre præcist, som man lyster, uden hele tiden at blive stillet til ansvar. Det er faktisk et udmærket udgangspunkt for at skrive. Under den dér måne og under radaren. 

Graner falder tungt over lungen

Katarina Lewkovitch: Tilbage til Sirius
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2017

Katarina Lewkovitch er en ustyrlig god digter. Hun er en af mine personlige favoritter. Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om hendes digtsamling Aorta, som udkom i 2020. Udgivelsen Tilbage til Sirius er tre år ældre, men på alle måder lige så smuk, herunder også i udstyr. Det er en virkelig flot bog med forside af billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt. Den er trykt i kun 150 nummererede eksemplarer, hvoraf nogle stadig kan købes, og hvis du er kvik, slår du til med det samme. Også fordi jeg forudser, at bogen en dag bliver mange penge værd.

Alt, hvad Katarina Lewkovitch er som digter, er hun også ikke og omvendt, og det gør hende selvsagt meget svær at beskrive. Hun er en religiøs digter, men afgjort ikke himmelvendt, for hun har neglene helt nede i kødet. Som religiøs er hun en slags hermetisk okkultist, der bedriver sortekunst, men hun er også aldeles ikke en okkultist, men det modsatte, en kristen, der bekender sig til lyset. Sammenlignet med digtere, der skriver i et umiddelbart letforståeligt dagligsprog, er Lewkovitchs digte sværere at læse, men de er overhovedet ikke svære at læse, for de står helt skarpt og skinner som hud i et regnvejr. Eller af sved på et lagen. De er med et ord, hun selv bruger i samlingen, "klargjorte", gjort så klare som de kan være. Som jeg også bemærkede i min omtale af Aorta: Lewkovitchs nærmeste, åndelige slægtning i dansk lyrik må velsagtens være Simon Grotrian, som hun på nogle måder minder om, men Lewkovitchs digte er ikke som Grotrians, der jo på det nærmeste konstituerer en hel sprogverden for sig selv, som man kan spejle sig i. Den verden, Lewkovitchs digte angår, er så afgjort denne verden, vores verden med al dens skønhed, dens vold og dens gru. Sammenligningen er muligvis ubegavet, og den handler formodentlig mere om mig selv og min vestjyske hjerne, end den handler om noget reelt, men mens jeg sad og læste Tilbage til Sirius, var det ikke Grotrian, der klang i det fjerne, men faktisk Gunnar Ekelöf. Måske var det primært fordi, Katarina Lewkovitch skriver med en tilsvarende form for naturlig autoritet, men der er også noget andet, en forbundethed med det kreaturlige og med mulden. "Det store ord jeg", lyder det i mit yndlingsdigt af Ekelöf, Når man er kommet så langt, "måske et flinteskår / hvormed en i tandløshed har skrabet sit seje / kød". Hos Lewkovitch lyder det: "jeg venter længere nede".

Fremfor at citere hist og pist fra samlingen vil jeg i stedet tillade mig at gengive hele dette syndflodsdigt, som for mig at se tydeligt demonstrerer digterens enorme talent:

"Par i ark, arkens pagt
to og to med olieblad
vi kommer med selvmordstoget

graner falder tungt over lungen
strømmen tager blidt i de druknedes hår." 

Det er sanseligt, det er erotisk, det er voldsomt, og det er poetisk. Og med hele bibelhistorien på slæb. Det er med et udtryk, hun selv anvender i et andet digt, et dyk med hovedet ned i "sakralsuppen", og det er ganske enkelt fremragende.

Katarina Lewkovitch er en af vore helt store digtere. Hun har mig bekendt ikke udgivet så mange digtsamlinger, og selv om jeg seriøst håber, der kommer flere, er det ok, for hendes digte kan sagtens holde livet ud, og man kan læse dem igen og igen. Sådan som man kan med stor litteratur. Køb og læs hende endelig.
                       

Jeg sætter en grænse for tomheden

Johannes L. Madsen: Udvalgte digte
Vindrose, 1985

Johannes L. Madsen blev født i 1942 og døde i 2000. Hans mest aktive periode som forfatter var i tiåret fra 1965, hvor 20 Opdigte og A B Se Digte udkom, til 1975, hvor Min fuldautomatiske pen udkom på forlaget Swing. Derefter kom der kun en børnebog, Læs igen bog fra 1983, og samme år en enkelt fortælling i Gyldendal-antologien Fantastiske fortællinger. I 2003 udgav Arena al Johannes L. Madsens poesi i et samlet værk med titlen JLM, redigeret af Lars Bukdahl og Eli I. Lund. Udvalget i Udvalgte digte fra 1985 er foretaget af Knud Holten. Mit eget eksemplar er et kasseret bibliotekseksemplar, som jeg for 20 år siden købte for en tier på Skanderborg Bibliotek. Johannes L. Madsen-bøger er svære at finde (eller i hvert fald bekostelige at købe), for folk vil ikke af med dem, og der er ikke mange i omløb.   

Johannes L. Madsen var en særling, et syrehoved og en gudsbenådet digter. Han startede med at skrive såkaldt konkret poesi, men udviklede sig senere til en mere traditionel lyriker, fortsat med fokus på sproget som sprog, men billedrigt og originalt: "svirpende tunger / som slikker en ubegribelig måne", "kun spaltet / af dødens / stillestående fisk", "dyrenes øjne de / driver i skovens bassiner", "de fløjtende fugle / bryder indover øjenlågene". Der er ikke langt til andre betydelige digtere som Simon Grotrian og Katarina Lewkovitch, men Madsen var et andet sted. Det er nok muligt, at et af de i samlingen inkluderede digte har titlen Telema, men der er intet religiøst eller metafysisk over Johannes L. Madsens skrift. På den anden side af det konkrete og det konkretes forviklinger er tomheden. Digtet i tomheden fra nedspildt spruttende af syre både indledes og afsluttes helt bogstaveligt med linjen "jeg sætter en grænse for tomheden". Uden for digtet er kun det hvide papir, som altså er tomt, men som også (som udfoldet i Per Højholts poetik) er det intet, det værende opstår ud af, og som altså er en mulighedsbetingelse. Hvis der ikke var hvidt papir, kunne digtet ikke stå på det hvide papir. Det er en materialistisk tilgang til poesien, ikke en religiøs eller spirituel. 

Det er bare en personlig holdning, og det kan for så vidt være ret ligegyldigt, men meget af sen-60'ernes og 70'ernes konkrete poesi er nu om stunder svært at læse, synes jeg. Og når jeg siger "svært", mener jeg kedeligt. Helt ærligt. Johannes L. Madsen, som i sine tidlige digtsamlinger var en prominent repræsentant for genren, var og er imidlertid anderledes, måske fordi han ganske enkelt var bedre, men i hvert fald og under alle omstændigheder fordi han var billedstærk. Læs denne ene, afsluttende linje fra digtet Forbudt lys: "sent på en sommer smagte vi af hinanden". Det er jo en hel kærlighed, lige dér. Det er fantastisk. 

Johannes L. Madsens digte er for alle. Han er i særdeleshed, efter at han blandt andet takket være Bukdahl blev genopdaget, blevet en digteres digter. Han er sådan en, digtere læser for selv at blive bedre, for at tage ved lære af ham. Fordi han var så god. Som sagt: Bøgerne er svære at finde, hvis man vil købe dem, men der er jo altid bibliotek.dk. Skanderborg Bibliotek ejer ikke længere et eksemplar af Udvalgte digte, for det står nu hjemme hos mig.                 

Jeg vil sy en afgrund sammen i det sene vinterlys

Irene Sidenius: Jeg skriver et træ
Brændpunkt, 2018

Irene Sidenius: Jeg drømmer en natsværmer
Brændpunkt, 2022

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så begejstret for at have opdaget en ny digter, som jeg er for at have opdaget Irene Sidenius. Hun er helt utrolig talentfuld. Mig bekendt har hun indtil videre kun udgivet tre digtsamlinger. Den første kom i 2018, Jeg skriver et træ, og den var god. Derefter gik der fire år, før den næste udkom, Jeg drømmer en natsværmer, og den var endnu bedre. Og i år, to år senere, er udkommet Jeg spejler en krig, som jeg tidligere har omtalt på bloggen, og som er den bedste digtsamling, jeg har læst i år. Sidenius lagde ud med en imponerende debut, og progressionen siden har været nærmest skræmmende. Allerede efter kun tre digtsamlinger, alle udgivet på forlaget Brændpunkt, har hun efter min bedste overbevisning formået at etablere sig som en af vor betydeligste, nulevende digtere. 

I min tidligere omtale af Jeg spejler en krig sammenlignede jeg Sidenius med Inger Christensen. Det var muligvis frækt, men ikke desto mindre vil jeg gøre det igen, for det er for svært for mig at lade være. Ligesom Christensen har Sidenius evnen til at få sammenflettet det allermindste og mest intime med det politiske og det historiske, herunder også med krigen og volden, og ligesom Christensen mestrer hun det sitrende afmålte. Jeg plejer ikke at citere hele digte, men jeg vil gøre en undtagelse med dette digt fra Jeg drømmer en natsværmer, hvori digteren ligefrem taler om "målebånd", og som eksemplificerer, hvad jeg taler om:

"et rum mellem dig og et skovbryn

en sansning og mulig som bygning

et målebånd allerede har målt

stå stille i mørket

hvor stierne krydser hinanden

vent gå ikke bliv

og skoven lukker dig ind

i sin uberørte blindhed"

Som blandt andet min store helt, Charles Olson, holdt af at påpege, er et digt et spændingsfelt. Det er spændingen, der gør et digt interessant, og noget tilsvarende kan vel siges om arkitektur ("mulig som en bygning"). Digtet om skovbrynet står skarpt og nærmeste gnistrende med alle sine modpoler: En mulighed og en tilladelse ("skoven lukker dig ind"), en venten og en gåen, en blindhed og en opmåling, en afstand ("et rum mellem dig ... ") og en krydsning.   

Når jeg ovenfor har antydet, at Sidenius efter min mening bliver bedre fra digtsamling til digtsamling, er det fordi, spændingen (såvel som det konkret arkitektoniske m.h.t. digtenes opsætning) stiger fra samling til samling, og sproget ligesom strammes. Og misforstå mig ikke. Allerede fra det allerførste digt i den første samling, Jeg skriver et træ, er hun på, men de tidligste digte er ligesom luftigere. Måske er det i virkeligheden blot en smagssag, hvad man foretrækker, og under alle omstændigheder kan det være helt lige meget, for man bør læse alt, hvad hun har udgivet. Seriøst. 

Irene Sidenius' digte er det hele: Det er erindringsdigte, herunder blandt andet om hendes farmor ("vi blafrer som skibe / min farmor og jeg"), det er kærlighedsdigte og længselsdigte, naturdigte og politiske digte, drømmedigte og digte om det sanselige. Ikke hver for sig, men samtidigt, alting. Det sidste digt i Jeg drømmer en natsværmer slutter med linjerne "jeg vil sy en afgrund sammen / i det sene vinterlys". I et andet digt i samlingen lyder det: "for enden af stien der springer en kilde [...] se koppen på bordet / hvor lyset står tændt". Det er en helt privat association, det forstår jeg, men da jeg læste det, tænkte jeg på Andrej Tarkovskijs film Vandringsmanden, som handler om en rejse ind i "zonen" på vej mod en slags kilde, og som ender med en pige, der sidder og kigger på et glas på et bord med "lyset" som en spirituel eller åndelig magt. (I Tarkovskijs film Nostalghia er der en lang scene med en mand, der bærer et lys). Der er ikke langt fra Irene Sidenius og hendes "sene vinterlys" til Tarkovskij, det synes jeg ikke. Heller ikke selv om min association måske bare er tilfældig. Hendes digte er i hvert fald smukke på den samme måde. 

Det skal i øvrigt blot tilføjes, at Sidenius også selv har lavet illustrationerne til digtsamlingerne, og at bøgerne er flotte. Jeg anbefaler dem på det varmeste. 

Jeg lever i næsten alt hvad der er

Natalia Sordi: Dette mulige udenfor
Illustreret af Laura Varangot
Oversat af Malene Boeck Thorborg
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2021

Natalia Sordi er født i 1976, hun er argentiner, og ud over at være digter er hun også psykoanalytiker, pianist og komponist. Man kan lytte til nogle af hendes kompositioner her. Digterens psykoanalytiske (måske lacanianske) tilgang røber sig i flere af de i samlingen inkluderede digte, der har spændingen mellem det nærværende og fraværende som tema: "Dette bankende værn om fraværet", "nærved / graver teksten", "indtage dit fravær", "lange fravær", "jo længere væk, hver gang desto nærmere", "denne lange fraværsremse". Andre centrale ord er henholdsvis "hemmelighed" ("mens skønheden folder sig ud / i al hemmelighed"), "drøm" ("Jeg vågner / elsket ved rødderne / af en drøm") og "skygge" ("i dine hænder / skærmer jeg tidens / skygge / mit hverv / som drømmerske"). Man behøver ikke en universitetsgrad i psykologi for at kunne identificere disse begreber som psykologisk prægnante.

Samlingens digte, der er trykt både på originalsproget og i dansk oversættelse, er en slags intime meditationer "i et rum kun i selskab med ordet", hvor "Jeg er nøgen i min tale" med henblik på at nå til en følelse af nærhed, som i digtene (vistnok) også identificeres med kærlighed, med det oceaniske og med poesien som sådan. For så vidt, hvis min læsning overhovedet er korrekt, er digtsamlingens centrale digt dette korte med titlen Bøn: "min bøn? / en eneste ting: / poetisér mig", i.e. gør mig nærværende som poesien. Eller bare: Gør mig til poesi. 

For år tilbage talte man en del om såkaldt nærhedsmetafysik, herunder også i lyrikken. For nærhedsmetafysiske digtere handler det med et metaforisk udtryk om at få ting ind under huden, at identificere sig med diverse og at nå frem til en form for enhed, en forbundethed, måske ultimativt med altet. Det handler om selv at blive en del af den poetiske verden. For at parafrasere Søren Ulrik Thomsen: Det handler om at blive blå i det blå rum. I kontrast til denne form for digtning står eksempelvis Language Poetry, som er karakteriseret ved det modsatte, nemlig ved ønsket om at sætte fokus på forskelligheden og på bevidsthedens frihed fra det til enhver tid givne. 

Personligt er jeg nok tilbøjelig til at mene, at den mest fordelagtige position, også som digter, at befinde sig i er et sted midt i mellem. Eller måske rettere: At pendulere frem og tilbage. Jeg er ikke tosset med Sordis bøn om at blive 'poetiseret', i hvert fald ikke hvis hun mener permanent, for det lyder i mine ører både klægt og ret klaustrofobisk. Og måske er det da også udmærket, at hun faktisk ikke er det, for hvorfor skulle et 'poetiseret' menneske skrive digte? Et digt er jo, som hun selv skriver i digtet Fejltagelse, et "gab mod livet", og folk, der er allerede er propfulde af poesi hele tiden, fordi de er 'poetiserede', har vel ikke brug for at gabe efter mere? 

Man skriver som digter, påstår jeg, ikke nær så meget på det, man er, eller som man har, som på det, man mangler. Man skriver på fraværet og på begæret, og det gør Natalia Sordi også. I digtet Jeg lytter lyder det, at "jeg lever i næsten alt hvad der er", og det operative ord er "næsten". "Næsten" er poesiens område. Det er dér, det afgørende sker.                   

 

Mens det mørkner

Niels Hav: Øjeblikke af lykke
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2023

Lemvig er en smuk, lille by beliggende 13 kilometer sydøst for Harboøre. Byen har under 7000 indbyggere, og det er et slags magisk, fortryllet sted, hvor gode digtere kommer fra. Jeg ved ikke hvorfor, men det er sådan, det er. Hele tre af mine egne, personlige yndlingsdigtere kommer fra Lemvig. Den første er Thøger Larsen, som levede hele sit voksenliv i Lemvig og blandt andet var redaktør for Lemvig Dagblad. Den anden er Ove Abildgaard, som kom fra en købmandsgård i Lemvig, og den tredje er Niels Hav. (Lars Busk Sørensen boede i øvrigt også i en periode i Lemvig). Hvis oplysningerne på Litteratursiden er korrekte, blev Niels Hav faktisk mere præcist født i Gudum midt mellem Lemvig og Struer, og det vil jeg i så fald i al hemmelighed gå og glæde mig over, for det gjorde jeg nemlig også selv. Eller rettere: Jeg blev født på Holstebro Sygehus, men mine forældre boede på daværende tidspunkt i Gudum. Det har selvsagt ikke noget med noget at gøre, men jeg kan godt lide tanken om, at Niels Hav og jeg har noget til fælles. Han er en fantastisk digter.

Øjeblikke af lykke udkom i 2023, og digtene i samlingen er supernemme at læse. Det er Niels Havs særlige evne, at han kan skrive ligefremt i et dagligsprog, som alle kan forholde sig til, så det undertiden kan lyde nærmest henkastet eller som en replik i forbifarten, alt imens det både står skarpt og stikker gevaldigt dybt. Man behøver som digter ikke anstrenge sig for at være dybsindig, for så længe man bare er ærlig, skal det hele alligevel nok komme med og vise sig. Som Hav selv skriver i digtet Usund fornuft: "Det vigtigste er at undgå evige ting og eksistentielle emner. / Lad os tale om noget almindeligt, for eksempel cykler / og regnvejr. Eller bare om myg". Bare fordi man (også som digter) "kender stykprisen / på bleer", betyder det ikke, at man "i det stille" skal tro sig et talerør for Vorherre. Man skal skrive om det, man rent faktisk og redeligt kan skrive om, hvilket i Niels Havs tilfælde blandt andet inkluderer paraplyer ("Alle mine paraplyer er købt i Istanbul"), en cigarklipper ("I konfirmationsgave fik jeg en cigarklipper") og et hemmeligt rygelokale under gate A6 i lufthaven i Beograd. 

Digtet om rygelokalet hedder En hemmelighed, og det begynder med linjerne: "Nu det regner så idiotisk / og vi alle sammen er i gang med at dø / fik jeg lyst til at ryge". Allerede fra Inger Christensen-citatet på titelbladet, " ... digtene, dagene, døden", er døden er et gennemgående tema: "Selvfølgelig skal vi da dø", "Alt går alligevel ikke op til slut", "Vi ses deroppe!", "Folk dør, hvor det falder dem ind", "En dag, snart, / når denne vilde glød er død", "I det mindste var jeg / åbenbart ikke død / fornylig" o.a. Niels Hav er blevet 75, en alder, hvor endelighedserfaringerne for alvor begynder at presse sig på. I oktober i år blev han aldeles fortjent hædret med Dansk Litteraturpris, som uddeles af Ragna Sidéns og Vagn Clausens Fond, og i begrundelsen lød det, at "Niels Hav er en international forfatter, der er født i Danmark og skriver på dansk. Hans digte er bl.a. oversat til hovedsprogene og fx bosnisk, hollandsk, tyrkisk, kinesisk – og senest, i april i år, til polsk. Han er derfor formodentlig den nulevende danske digter, der har størst bevågenhed i udlandet og kan med god grund kaldes uofficiel ambassadør for dansk poesi".

Niels Hav er en af de helt store, seriøst stor, og Øjeblikke af lykke er en vidunderlig digtsamling, som alle og enhver kan læse, også folk, der normalt ikke læser digte. Køb og læs den. Bogen egner sig også fortrinligt som advents- og/eller julegave. Det kan godt være, at "Sorgen kommer humpende / som en invalid", også julesorgen, som vi synger om i Velkommen igen Guds engle små. Det kan også godt være, at vi, "Mens det mørkner", må hilse "stumt på de døde", men når vi fortroligt "tager [...] hinanden i hånden", "gennemstrømmer [en lykke] universet". Det ville være en fornem gave at give.             

Er du nu tilfreds med digtet?

Grzegorz Wróblewski: Digte
Oversat af Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2015

Jeg er en sindig vestjyde, født og opvokset derude, hvor også Niels Hav kommer fra, men jeg indrømmer, at jeg for et øjeblik siden hidsede mig lidt op, da jeg klikkede ind på bibliotek.dk og læste den lektørudtalelse, Allan Thomsen Volhøj i februar 2015 skrev om Grzegorz Wróblewskis Digte: "Wróblewski har sine fine øjeblikke, men derudover er det en svært tilgængelig digtsamling. Stilen i bogen beskrives som mytisk-poetisk og kræver en del af sin læser, der skal være velbevandret i den europæiske historie og kulturhistorie". Sine fine øjeblikke ... ? 

Grzegorz Wróblewski er født i Gdansk i Polen, men har i mange år boet i Danmark. Han har udgivet adskillige digtsamlinger, har fået digte publiceret i en lang række tidsskrifter og antologier, og han er oversat til flere sprog. Digte består af et udvalg oversat til dansk Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis. Omend jeg også selv har polsk blod i årerne, har jeg ingen forudsætninger for at bedømme kvaliteten af oversættelsen, men digtene er i hvert fald både overbevisende og smukke. Det er ikke blot en digtsamling med "fine øjeblikke", det er en gennemført elegant og betagende samling. 

En af de ting, der karakteriserer Wróblewskis digte (og i øvrigt også andre, slaviske digte, jeg har læst), er, at de bestandigt og bevidst knytter an. De er ikke frit i luften svævende, abstrakte og luftigt mediterende, men knytter sig til specifikke, historiske personer, til historiske begivenheder, til talemåder eller metaforer. Det vil sige: De forholder sig til traditionen og bærer den med sig, uanset hvor modernistiske digtene i øvrigt end måtte være. Måske er det netop den kvalitet ved Wróblewskis digte, der ulykkeligt har forledt Allan Thomsen Volhøj til i sin udtalelse at advare om, at samlingen "kræver en del af sin læser". Det er jo selvsagt sådan noget, man skriver for at skræmme potentielle læsere væk. 

Men digte er jo altså nødt til at handle om noget. Hvis de bare handler om ingenting (og der skrives en del sådanne digte), ender de ret nemt som ingentings-digte. Grzegorz Wróblewskis digte handler emfatisk ikke om ingenting. De handler for eksempel om "den enørede kat Jesper" ("Er det virkelig den, der skaber balance i naturen?"), om at gå søndagstur med hunden, om Robespierre, om den græske forfatter Nikos Kazantzakis ("Du er frelst ved den fremmedes smerte"), om en arabisk grønthandler, om Hernán Cortés, om Sierva Maria fra Gabriel García Márquez' Om kærlighed og dæmoner og meget andet. Et af de første digte i bogen, Ingen rose uden et digt, refererer både til Gertrude Steins berømte linje "a rose is a rose is a rose" og til (på dansk) udtrykket "ingen roser uden torne". Efter at have introduceret rosen som klassisk metafor spørger Wróblewski humoristisk: "Er du nu tilfreds med digtet?"

Det er selvfølgelig ikke givet, at man som læser af digtsamlingen allerede på forhånd ved, hvem Robespierre eller Cortés var, eller at man har læst Kazantzakis eller Márquez. Den slags kan googles, hvis man er interesseret, men digtene fungerer under alle omstændigheder. Man behøver heller ikke personligt at have boet på Jeckels Hotel i Skagen for at kunne værdsætte disse indledende linjer fra Vindens triumf. Hotel Jeckels, Skagen: "Dit blik er forandret og du reagerer ikke på lyde. / Glassene ved siden af dig begynder at dirre". Vinden i digtet er psykisk eller mental, men senere lyder det: "Du husker intet". Digtene i Digte handler også om glemsel, om fortrængning og erindring, om "at se hinanden efter i sømmene. // (Finde ud af, hvad det egentlig er, der / stinker sådan)". At genkalde sig ting kan være en proces, også for digtlæseren, og at se ting klart. Eller i det mindste klarere. Man kan ikke læse noget af betydning uden at være nødt til at anstrenge sig lidt. Det er bare sådan, det er. Og Grzegorz Wróblewski er umagen værd.       

Ringe i sand, en kvist

Jørgen Wassilefsky: Konkylie bag regn
Forlaget Spangsgaard Art, 2024

Jørgen Wassilefsky: Så længe det er sådan Så længe det er
Forlaget Spangsgaard Art, 2024

Jørgen Wassilefsky er en både generøs og utrolig produktiv herre. Ud over at administrere en Facebook-side, hvorpå han aktivt promoverer andre forfattere og undertiden også anmelder deres værker, udgiver han den ene digtsamling efter den anden. Indtil videre er det vistnok blevet til i alt 19. Konkylie bag regn og Så længe det er sådan er begge udkommet i år.

Der er noget lidt paradoksalt over Wassilefskys hastige udgivelsesfrekvens, for faktisk er han en ordknap digter. Han burde udgive en digtsamling med den titel, Ordknap. Han skriver stramt og konstaterende: "Måltider / Siddende for / Bordenden / Bordfladen / Er ikke et vidne". Det er hele digtet. Et andet sted lyder det smukt: "Det flygtige rendte / Os over ende/blades / Fald / En hvislende lyd i / Hjortens territorium". Flere af digtene i Så længe det er sådan er (omend meget diskrete) erindringsdigte, "En flig en erindring af noget / Erfaret, voksede", og der er i Konkylie bag regn en (lige så diskret) dvælen ved døden og "dødens landskab". Der er måske også en religiøs undertone, selv om digteren efter eget udsagn ikke "Forløses [...] ved / Bibellæsning". Variationer af ordet grav dukker op flere gange: "Nedgravning", "Gravlagt", "Graves der i jorden". 

Jørgen Wassilefsky er dog først og fremmest en stilhedens og de små, flygtige tings digter. Hans digte er "En flig af stof", "en flig af noget". Et sted taler han om "Følehorn der forfølger / Lyden af vand", et andet sted om "Ringe i sand, en kvist / Er pennefører". Det er ikke noget dårligt billede, for at læse Wassilefsky er lidt som at sidde i en zen-have, hvor "Virkelighedens linjer" er trukket op, så alting står klart, og hvor man kan sidde helt sagte med sprogets "Et vandspejls krusning / en engels vinge". Digtene skal læses langsomt og med tålmodighed, og eftersom folk i al almindelighed har ild i røven, kan det måske være en udfordring for nogle. Men prøv. Sluk for computeren, fjernsynet og radioen, læg mobilen væk og sæt dig ned med "Vindens lyd, flere / Lyde, de manges lyde / Side om side".    

Verdens væv har sat os i stævne

Iben Indra Dons: Lytter og drypper
Forlaget Ravnerock, 2024

Iben Indra Dons nye digtsamling, Lytter og drypper, er i seks dele, hver del introduceret med et citat af en anden digter: Anamnese (citat af Marianne Larsen), Ammedigte (citat af Shekufe Heiberg), Milepæle (citat af Inger Christensen), Almanak (citat af Pia Tafdrup), Arvesorgen (citat af Morten Søndergaard) og Produktionen (citat af Ursula Andkjær Olsen). Digtene i samlingen handler om væv, om det biologiske bindevæv og om moderskabets væven ("Jeg syr en baby i / silke med fyld af bly"), om naturens væv, om sociale væv og om sprogets. Som der står i digtet Efterår: "Verdens væv har sat os i stævne" (forfatterens kursivering). Dons digter sig "med hovedet på / blokken / sortblødende" ind i det lyriske felt, som jo altså altid allerede også er beboet af andre. Som hun et sted skriver: "Jeg bærer en skov", og skjoldet mod skoven er skov: "Jeg bærer et / skjold i skoven på / det står der: Skov". En digter skriver altid med alle andre og mod alle andre, ikke i konkurrence, men for at finde sin egen stemme. I en af mine personlige yndlingsdigtsamlinger, Bo Carpelans I de mørke rum, i de lyse, er der et kort digt, der lyder: "I skoven er kun et ekko, / en stilhed i dig. / Siden er der et træ hvor / vinden slår ned. / Det begynder, ene, at skælve". Andre digteres digte er et sådant "ekko, / en stilhed i dig". Som Iben Indra Dons formulerer det i Lytter og drypper: "Du står tilbage som træet / stormen har skånet".

Digtsamlingen er på mere end én måde omfattende. Den er relativ lang, og selv om adskillige af de inkluderede digte har moderskabet som mere eller mindre eksplicit tema, er intet i digtene isoleret. Alting drypper ned i alt andet, ord i ord, og der er bestandigt "Naturen / der larmer det daglige kaos". I lange afsnit består samlingen af meget overbevisende naturpoesi, som når digteren i Vandrer skriver: "Og tror min livmoder har revet sig løs og / vandrer / rundt i verden som et gespenst, barnløst imens / nattehimlen roder med sine / stjerner og det larmende mørke // Der er ledige landskaber og / trængte kyster derefter". Det er virkeligt smukt.

I det hele taget: Det er en imponerende og vel også på sin vis modig digtsamling, der fri for klichéer om, hvad det vil sige at blive og være mor, personligt italesætter erfaringen på en måde, der gør den umiddelbart vedkommende for alle læsere, også for de af os, der ikke er erfaringen forundt. Det er ikke nogen ringe bedrift, og Iben Indra Dons fremstår som en selvbevidst digter, der ved, hvad hun gør. Jeg håber meget, der kommer flere digtsamlinger fra hende.    

Og et enkelt hjertesuk: På papiret - helt bogstaveligt - er Lytter og drypper begrænset til 95 sider, men kun fordi digtene i samlingen uvist af hvilken årsager er trykt i noget, der ligner font-størrelse 8 eller 9. Jeg kommenterer normalt ikke på digtsamlingers layout, men i dette tilfælde er det faktisk et reelt problem, i hvert fald for en læser som mig, der tilhører 50+-segmentet, og som måtte sidde med næsen helt nede i bogen for at kunne tyde, hvad der stod. Hvis der på et tidspunkt kommer en 2.-udgave, håber jeg, font-størrelsen bliver sat op.   
     

Første person nutid

Knud Steffen Nielsen: Udvalgte digte
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2017

Mennesket er et sprogligt væsen. Det kan lyde som en selvfølgelighed eller måske ligefrem en plathed, men det er vigtigt at forstå, hvad det betyder, og hvor dybt det faktisk stikker. Alt, hvad vi sanser, føler og fornemmer, hvis vi ønsker at tænke over det, må omsættes til sprog, for at tænke er at tale med sig selv, og at tale med sig selv kræver sprog. Vi kan godt sanse og føle verden, herunder os selv som del af verden, uden sprog, men vi kan ikke forstå noget af det uden først at sprogliggøre det. Det er bare, sådan det er. At kunne forstå eller indsé noget kræver blandt andet, at man kan skelne mellem sandt og falsk. Man skal kunne skelne mellem, hvad der faktisk er tilfældet, og hvad der er løgn eller fantasi, og denne skelnen er i sig selv sproglig. Kun et sprogligt udsagn kan være sandt eller falsk. En sansning eller følelse er bare en sansning eller følelse, men et udsagn kan have en sandhedsværdi. Vores begreb om, hvad der er virkeligt, virkeligt sandt, er intimt bundet til sproget, og for så vidt er det korrekt, som en filosof engang sagde, at vort sprogs grænse er vores virkeligheds grænse. 

Og hér er det afgørende at forstå: At sproget altid findes på forhånd, før vi gør, og at sproget har regler. Det er ikke os, der opfinder sproget, nær så meget som det er sproget, der opfinder os, og sproget opfinder os på bestemte måder i overensstemmelse med dets logik. Man kan ikke lave sit helt eget sprog, det kan ikke lade sig gøre, og vi er i vores selvforståelse og undersøgelse af os selv nødt til at bruge det sprog, vi har fået. Efterhånden som vi vokser op og lærer at tale og skrive, internaliserer vi et sprog, der allerede på forhånd fandtes, og som er "forurenet" med alle mulige mér-betydninger, metaforer og diverse. I entréen til sit hus i Hørbylunde plejede Per Højholt at have et skilt hængende med sætningen "Sprogets forurening har allerede fundet sted". Vores opfattelse af os selv, af verden og af sammenhænge i verden er farvet af denne "forurening". Det lyder måske meget filosofisk og abstrakt, men det er det ikke. Vort sprog er fyldt med udtryk, som ikke henviser til reelle sammenhænge, men som vi alligevel anvender i tiltro til, at de har en sandhedsværdi, og at de udsiger noget faktisk om forhold i verden: At træde i spinaten, at være hundesulten, at træde vande, at være frisk som en havørn, en død sild, at sove som en sten og så videre. Ingen voksne danskere kan høre eller læse sætningen, "Det er dig, der er syg i hovedet", uden at straks at komme til at tænke på Matador, eller "Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet" uden at komme til at tænke på Poul Schlüter. Sproget er ikke uskyldigt eller rent, for det bærer den slags med sig, og det havner inde i os. Inde i vores selv-samtale om det hele. Det er med til at definere vores opfattelse af os selv og af verden og til at sætte vores verdens grænser, respektivt. 

Man kan ikke undslippe alt dette, men man kan forholde sig kritisk til det. Man kan bruge sproget til at undersøge og kritisere sproget, og det er dét, gode digtere gør. De dekonstruerer sprogets mér-betydninger og leger med sprogets normale logik for at se, om man på den måde kan fravriste sproget helt nye betydninger og dermed udvide grænserne. Knud Steffen Nielsen er en sådan digter, og han er en stædig én af slagsen, der på intet tidspunkt gennem sit forfatterskab har givet fortabt og/eller blot har overgivet sig til dagligsprogets normale dræven. Fra det allerførste digt i Udvalgte digte er han på: "Dyret findes. Det dyr findes ikke. / Fordi noget er uden form eller ikke har / nogen af de mønstre der står i / opslagsbøgerne." I et af de sidste digte i samlingen lyder det: Hvis jeg forveksler det hele med det hele, så vil jeg / på institution". Det er jo dét, der er pointen: Den verden-i-vores-forståelse, som det umiddelbare, forurenede normalsprog giver os, er ikke det hele, og vi må skrive os frem til det mere.

Udvalgte digte inkluderer digte fra perioden 1980-2016 og fra hele 12 forskellige digtsamlinger plus en prolog og et appendix. Det er meget, og det er en imponerende udgivelse. Bogen byder blandt andet på digte fra samlingen Ser sit snit, som oprindeligt udkom i 1997, som jeg dengang købte og læste, og som gjorde et gevaldigt stort indtyk på mig: "Et overbærende hvis hver dag. / Hvis vore stemmer bringer / begyndelsen tilbage, / siger jeg, som om det / får dig til at stå tydeligere. / Nærmere og nærmere. / Sådan bliver jeg ved at oversætte / alt". Jeg har altid fundet det en lille smule uforskammet at sammenligne digtere med andre digtere, så lad mig i stedet nøjes med at sige, at det for mig giver rigtig god mening, at Knud Steffen Nielsen i min egen bogreol står lige ved siden af Peter Nielsen. Den ene Nielsen, Peter, er en slags naturdigter, og det er den anden Nielsen, Knud Steffen, ikke, for han er mere optaget af sociale situationer og interaktioner. Men bøgerne er i hinandens gode selskab, synes jeg.

Det er meget vanskeligt, i hvert fald for mig, at opsummere, hvad Knud Steffen Nielsens digte faktisk "handler" om, afgjort ikke fordi de er mudrede eller uklare, for de står helt skarpt, men fordi de på en måde er et slags mod-sprog eller en sætten-hælene-i i en konstant bestræbelse på at komme til at stå i dét, jeg heideggersk vil kalde en lysning. Der er en linje i et af de inkluderede digte, der lyder: "At være genfødt i den stivnakkede form", og måske er det dét, jeg mener. Digtene, som jeg læser dem, er et forsøg på i lyrikkens "stivnakkede form" at skrive sig frem til et sted, hvor digteren kan stå om ikke ligefrem genfødt, så dog i frihed, utynget af alle sprogets mér-betydninger, for alvor i første person nutid. Præsent. Det er sådan noget, man kun kan gøre i digte, og Knud Steffen Nielsen er ikke bare en fin og betydelig digter, men også en digteres digter. Man kan som digter blive både klogere og bedre af at læse ham, og det er ikke nogen ringe ros. Læs ham endelig.
         

Skriv om det du læser

Hvordan få vi flere omtaler af digtsamlinger på nettet? Der er for mig at se kun én løsning, nemlig at vi digtere skriver dem selv, selvfølgelig ikke omtaler af vore egne værker, men af andres. Og ikke anmeldelser, men netop omtaler. Vi må skrive om det, vi læser.

Jeg tror, det er utopisk at forestille sig, at aviser og andre medier pludselig en dag vil beslutte sig for at satse stort på lyrikken. Der kommer ikke flere lyrikanmeldelser i Information, i Weekendavisen eller Berlingske, end der er i dag, og der kommer i særdeleshed ikke flere anmeldelser af relativt ukendte digteres værker. Jeg tror ikke på det.

Det er tilsvarende urealistisk at tro, at der potentielt er mange bogbloggere derude, der står og tripper for at komme til at skrive om digtsamlinger. Der findes sådanne blogs, eksempelvis Den smalle bog, der gør en imponerende indsats, men de er få. Hvem skal da skrive om digtsamlinger? Hvem er det helt præcist, man forestiller sig, der skal gøre det? Der er jo ikke nogen. Der er kun os digtere selv.

Alle digtere, hvis de er seriøse, er også læsere. Digtere læser andre digteres digtsamlinger. Sådan er det. Og vi ved jo, at digtere kan skrive, for hvis de ikke kunne skrive, kunne de heller ikke skrive digte. De ved noget om at formulere sig. Hvis hver eneste digter i Danmark satte sig ned bare én gang om måneden og skrev en omtale af en digtsamling, han eller hun havde læst, ville det i løbet af et år blive til 12 omtaler per snude ... og hvor mange digtere er der ikke? Hvis 50 digtere gjorde det, ville det årligt resultere i 600 nye omtaler af digtsamlinger på nettet. Seks hundrede! At skrive én omtale af en digtsamling om måneden er overkommeligt. Hvis man bryster sig af at være forfatter, kan man godt skrive én omtale om måneden. Uden problemer. 

Jeg luftede for nogen tid siden idéen på min Facebook-side, og en person svarede i en kommentar, at det nok ikke ville komme til at ske, fordi digtere generelt har en tendens til at være lidt asociale og bare fokusere på sig selv. Det er fint, og det skal de selvfølgelig have lov til, men i så fald ændrer situationen sig aldrig. Og så gider vi ikke høre på beklagelser over, at der er så få mennesker, der interesserer sig for lyrik, herunder for digternes egen. Respektivt. Hvis digterne ikke engang selv gider gøre en indsats for at promovere genren, er det lidt svært at se, hvorfor andre skulle.

Hvis situationen faktisk skal ændre sig, er der kun én løsning: Hvis du er digter, så skriv om det, du læser. Mens du sidder og venter på, at en eller anden skriver noget om dine digte, så brug tiden på at skrive omtaler af nogle andres. Det er vejen frem. Og hermed en idé til alle de forlag, der udgiver digtsamlinger: Indføj en klausul i jeres kontrakter, der siger, at hvis man som digter skal have en digtsamling udgivet af jer, er man forpligtet til at skrive net-omtaler af mindst tre af jeres andre lyrik-udgivelser. Det ville være fair. Det nyeste tal, jeg har kunnet finde (for jeg er doven) er fra 2022, hvor der ifølge Bogpanelets Årsrapport blev udgivet præcist 300 digtsamlinger i Danmark, heraf de 257 digtsamlinger for voksne. Hvis hver af de 300 udgivelser var blevet fulgt op med tre omtaler af andre udgivelser, ville det have givet os hele 900 omtaler på nettet. 
                 

Den selvforskyldte umyndighed

Georg Ujvári: At være hin enkelte
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2022

Da jeg i sin tid gik på universitetet i Aarhus, var udenadslære for længst afskaffet, men der var dog én ting, én eneste sætning, som vi studerende på det kraftigste blev opfordret til at læse og genlæse, til den permanent havde lagret sig i vores unge hjerner. Det var den allerførste linje i den tyske filosof Immanuel Kants bog Hvad er oplysning?, som lyder sådan her: "Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed". Jeg har aldrig glemt det. Det afgørende ord er "selvforskyldte". Oplysning, mente Kant, gør os myndige. Lærdom og viden og fornuft. Og når vi som mennesker ikke er myndige, er det vores egen skyld, for vi har både evnerne og mulighederne for at gøre os fri af af dét, der holder os tilbage, herunder ikke mindst vores uvidenhed. 

Det lyder måske lidt højpandet eller abstrakt, men det er helt konkret. Vores skolesystem er baseret på Kants idéer og på det, der normalt kaldes oplysningstænkningen, forestillingen om at det kræver viden og indsigt at kunne mestre sit eget liv, at kunne agere som borger i et samfund og at kunne deltage i demokratiet. Hvis man ikke selv besidder viden om, hvordan ting og sager fungerer, og hvis man aldrig selv har lært at tænke kritisk, er man som et umyndigt barn, der er henvist til at stole på andre. Man kan i så fald kun håbe på, at de ikke lyver eller forsøger at tage røven på en. Det kan være slemt nok, hvis det handler om politiske spørgsmål eller om pengesager. I eksistentiel henseende er det endnu værre, når det handler om ens selvforståelse som menneske. Hvad vil det overhovedet sige at være et menneske? Hvad vil det sige at være dig? Det er jo også spørgsmål, endog meget komplicerede spørgsmål, som det kræver indsigt og viden at kunne besvare. Hvis man ikke selv gør en indsats for at skaffe sig den nødvendige indsigt og viden og for at få et myndigt sprog om sig selv, må man nøjes med at spejle sig i andres idéer og begreber, hvad enten det er brevkasseredaktørens, den lokale engelhealers eller psykiaterens. Så tillader man, at andre mennesker får lov til at definere en som menneske, og ens umyndighed er, som Kant skrev, helt og aldeles selvforskyldt. 

Har alt dette noget med digte at gøre? Måske. Georg Ujváris At være hin enkelte, udgivet af Det Poetiske Bureaus Forlag i 2022, er i udgangspunktet blot en antologi med digte af en lang række berømte forfattere og med digtene trykt både på originalsproget og i Ujváris danske oversættelse. Det er fornemt. Men samlingen er også ment som mere end det: Den er ment som "En pilgrimsfærd mod erkendelse og ro, hengivelse og tro". Som Ujváris skriver i sit forord: "Bogen angår det frie, voksne nutidsmenneske, der har lagt sin intellektuelle og sjælelige pubertet bag sig, idet han selvbevidst og modigt har overtaget myndigheden over og ansvaret for sit suveræne selv. [...] Er vi modne nok, kloge nok, stærke nok til at klare frihedens hårde krav bestandigt? Kan vi undvære en ledende hånd, en indiskutabel fælles tro, noget at klamre os til efter modløsheden, nødens og dødens stund? [...] Og måske allervigtigst: kan man forlige sig med universets tavse og barske, amoralske udfoldelse, de evige vilkår - forudsætningen for alt eksisterende! - uden gudstro?". Det er ikke småting. 

Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde har mødt en person, der tilhørte gruppen af "frie, voksne nutidsmenneske, der har lagt sin intellektuelle og sjælelige pubertet bag sig". Selv-myndighed er en bestræbelse og et fortsat, personligt projekt, men der er næppe mange af os, der nogensinde formår fuldstændigt at hæve os op over den "sjælelige pubertet". Faktisk var ganske mange af de digtere, Georg Ujváris har valgt at inkludere i samlingen, ude i virkeligheden ret hysteriske og umulige at have med at gøre. Jeg fristes til at citere sangeren og sangskriveren Tom Waits, der engang lakonisk bemærkede, at han med sikkerhed vidste, at ingen nogensinde havde fået et knald, bare fordi de ejede et Tom Waits-album, for han ejede personligt dem alle, og han havde aldrig fået noget. Man bliver med 100 procents garanti ikke mindre pubertær af at skrive digte. Det er helt klart. Men bliver man mere myndig som person af at læse dem? Måske, ja. Man kan i hvert fald blive det. 

Bogen inkluderer digte af blandt andet Gottfried Benn, Prévert, Rimbaud, Trakl, Goethe, Schiller og Hölderlin, Swinburne, Keats, Mallarmé og Verlaine. Der er også enkelte danske bidrag, heriblandt af Thøger Larsen og Paul la Cour. Det er en imponerende forsamling af fine folk, og digtene er førsteklasses, men det er, som Ujváris da også medgiver i forordet, ikke nem læsning. Man sætter sig ikke bare ned og læser og forstår eksempelvis Hölderlin eller Mallarmé. Jeg kan huske, jeg engang hørte Per Højholt tale om, hvordan han havde brugt et liv på at kæmpe med nogle af Mallarmés digte, som han var meget begejstret for, men stadig ikke fuldt ud forstod. Det gør ingenting. Digte, der er svære at læse, er nøjagtig ligesom digte, der er nemme at læse, for alle.  

At læse gode digte, hvis man gør sig umage, er bevidsthedsudvidende. Verden er fuld af folk, der ønsker og forsøger via sproget at definere os som forbrugere, som tilhørende en bestemt kultur, en tro, et parti, et segment, en økonomisk klasse, en psykologisk type og så videre. Gode digte åbner og fornyr sproget, så vi individuelt og myndigt kan bruge det om os selv på andre og egne måder. At være hin enkelte er en bog på 244 sider med digte af nogle af de allerbedste digtere, der nogensinde har levet, og man får ovenikøbet digtene på både dansk og på originalsproget. Det er en bog til selv-dannelse, og den anbefales.  

En løgns livstid fra at lindre lidelsen

 

Görkem Acar: Gör Kem
Brændpunkt, 2024

Görkem Acar, født i 2003, er en dansk digter med tyrkisk baggrund, og han bor i Randers. På bagsiden af den flot-designede bog fra forlaget Brændpunkt kan man læse, at Gör Kem består af "Temperament. Vildrede. Fortvivlelse. Alt sammen spredt over 40 rå digte [...] som udspringer af Görkem selv, hvis navn direkte betyder SE ONDSKAB." Jeg finder teksten dobbelt forvirrende, for hvad skulle digtene vel udspring af, om ikke af digteren, og på hvilken måde betyder Görkem "SE ONDSKAB"? Görkem betyder pragt eller lys, gør det ikke? Jeg er ikke tyrkisk-kyndig, og måske er der en eller anden, der kan forklare det for mig.

Bagsideteksten er i øvrigt spot on. Digtene i samlingen vidner ganske rigtigt om både temperament, forvirring og fortvivlelse, og de er rå, splittet mellem længsel og afsky, mellem kærlighed og liderlighed, mellem tro og vantro, mellem selvlede og Weltschmerz. Som Acar paulinsk skriver i det allerførste digt, Selvportræt: "jeg vil ikke ondskaben / men ondskaben vil mig / jeg er et katalog af alt det afskyelige". I digtet Paranoid I lyder det: "jeg foragter at være i live / jeg sliber mine stikkeres knive", i Kunstnersjæl at "snart vil jeg ikke længere krænke verden / med mine sagte udgydelser", og i En omtåget begravelse at "min begravelsesdato lusker rundt / som en silhuet i en skizofrenisk psykose". Det morbide modsvares i digtene af vreden, "overliderligheden" og "destruktionsappetitten". Som digteren skriver i det selverkendende og freudianske digt Alternativ Virkelighed: "jeg svømmede blandt drifterne / der havde svømmet lige siden fødslen", og selv om han derefter tilføjer, "indtil biografien begyndte", gælder det, som han fremstår i digtene, stadig, blot med den forskel, at dødsdriften nu også trækker.

Der er i alt 40 digte inkluderet i Gör Kem, en del af dem i passager nærmest desperat-vrængende lyriske: "måneskinnet illuminerer livsløsheden bag øjnene / meningsløsheden i foretagelserne", og "ufældede tårer begravede sig i mig / uudtrykte pinsler forskyndte min sjæls alder". Jeg ved ikke, om "forskyndte" er et selv-opfundet ord, eller om det bare er en fejl, men jeg håber på det første, for det er i så fald godt fundet på. Det samme gælder ordet "foretagelserne". I mere meditative passager er Görkem Acar overbevisende raffineret og sprød, som når han eksempelvis i digtet Gadebænk skriver, at "Dødens hænder krøller min kropsstilling / som et stykke papir", eller når han afslutter Fuck jer alle sammen sådan: "jeg blev opsporet af min egen skygge / selvom himmellegemerne allerede / har slået hånden af jorden / så nu ses vi kun i smug / for at undgå vakte mistanker". Det er virkelig godt. Jeg blev også ægte og alvorligt berørt af disse linjer fra digtet Borderline: "jeg er en løgns livstid fra at lindre lidelsen herom / en udnyttelse fra at stikke den Gud / som angiveligt skulle vise mig vejen / i ryggen". "En løgns livstid" er et næsten skræmmende godt udtryk.            

Pretentious? Moi?

Jeg decideret afskyr enhver form for forsøg på mytologisering af digtere, herunder også selv-mytologisering. Digtere er med ganske få undtagelser bare helt almindelige mennesker, og det eneste, der gør dem anderledes, er, at de tilfældigvis skriver digte. Som Per Kirkeby sagde om kunstnere: Den eneste forskel på en kunstner og en ikke-kunstner er, at kunstneren gør det, laver kunst. 

Digtere i al almindelighed er ikke klogere end alle andre. De er ikke mere dybsindige, og de ved ikke noget, alle andre ikke også ved. De er heller ikke mere følsomme, det tror jeg i hvert fald ikke, men de er vel nok mere tro over for deres følsomhed og mere villige til at lytte til den. Det skærper deres opmærksomhed med hensyn til nuancer, og det er sådan noget, man har brug for, når der skal skrives. Det er selvsagt ikke lige meget, hvilke ord man vælger at bruge i et digt, eller hvordan man sætter dem sammen, og man skal kunne føle forskellen. Man kan øve sig i det, og nogle mennesker er gevaldigt gode til det. Andre lærer det aldrig, ikke fordi de ikke er følsomme, men ganske enkelt fordi de mangler gehør. 

Ligesom man afgjort ikke bliver en bedre kunstmaler af at rende rundt og flagre med en pensel i en kornmark et sted i Sydfrankrig, bliver man heller ikke en bedre digter af at gå rundt og være en krukke. At skrive digte er et arbejde. For langt de fleste digteres vedkommende er det et hobbyarbejde, men det er ikke desto mindre et arbejde, og det adskiller sig som sådan ikke fra de fleste andre former for arbejde. Man strammer sig an og går i gang, og man fortsætter, til man er færdig. Digtere, når de skriver, sidder ikke og kanaliserer himlens lys. De er hverken munke eller nonner eller på nogen som helst anden måde indviede i noget, der overstiger andres forstand. De er bare jævne folk, der arbejder og (ideelt) forsøger at gøre deres bedste, nøjagtig ligesom revisoren, kasseassistenten i Bilka eller den politifuldmægtige.

At skrive digte er en særlig form for arbejde, det er klart, men det meste arbejde er særligt. At være snedker er at have en særlig form for arbejde. At arbejde på en boreplatform er særligt. At være SOSU-medarbejder er særligt. Det er ikke specielt særligt at have en særlig form for arbejde. Man har naturligvis ret til at sætte en ære i at være god til sit arbejde, at mestre det og måske endda være et forbillede for andre, men folk, der er selvhøjtidelige er bare selvhøjtidelige. Det behøver man ikke have respekt for, og der er overhovedet ingen grund til at opmuntre dem til at fortsætte med at være det.         
  

Rumpiloten skriver fra mentalplatformen

Ole Lillelund: Samlet udgivet poesi
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2022

Ole Lillelunds Samlet udgivet poesi, udgivet af Det Poetiske Bureaus Forlag som del af serien Bureauets Klassikerbibliotek, er på 667 sider, indholdsfortegnelse og diverse registre ikke medregnet, og bogen inkluderer intet mindre end 15 tidligere udgivne digtsamlinger. Det er et på alle måder imponerende værk, og det grænser til det groteske, at man i øjeblikket kan købe det for kun kr. 125,-. Hvis du mangler en idé til en julegave, måske til dig selv, er hér et oplagt bud.  

Jeg har ærligt talt ingen anelse om, hvordan man rimeligvis opsummerer eller skriver en kort blogomtale af 667 sider med digte, og Lillelund er ekstra svær, fordi der er så meget om sige om ham. Han blev født i 1942 i Odense og tilbragte mange af sine ungdomsår i Østen, herunder Afghanistan, Pakistan, Nepal og Indonesien. Da han i begyndelsen af 1980'erne vendte tilbage til Danmark, kastede han sig over musikken og var med i forskellige bands, han deltog i produktionen af eksperimenterende videoer og installationskunst, og han var statist i film og tv-serier, herunder i Lars von Triers Riget. Samtidig bedrev han også akademisk arbejde. De første to digtsamlinger, Auktion over van Goghs øre og Bagdørsenglen, privatudgav han selv i 1969, men efterfølgende gik der 40 år, før han takket være en prisværdig indsats fra Det Poetiske Bureaus Forlags side fik mulighed for at udgive sin næste, Guanoelegier fra 2009. Derefter gik det imidlertid stærkt, og i perioden fra 2009 til 2017 udgav forlaget hele 13 Ole Lillelund-samlinger, til og med Den sorte svanes sang. Ole Lillelund døde i september 2020.

Som titlen angiver, indeholder Samlet udgivet poesi ganske enkelt alt, hvad digteren nåede at udgive. Lillelund var i sin lyrik meget inspireret af den østlige litteratur, han under sine mange rejser havde stiftet bekendtskab med, og som han i nogle tilfælde bidrog til at få oversat til dansk, således eksempelvis den indonesiske digter Chairil Anwars. Men alting hvirvles ind Lillelunds skrift. Digtsamlingen Forandring (2011), der byder på hele 777 haiku-digte, er for så vidt eksemplarisk. I løbet af 11 digte og kun to sider i bogen kommer vi fra På Fung Ping Shan: "melding om sort regn / bambus pisker i stormen / vi bliver inde" over Dada: "dada dada da / da dada dada dada / dadada da da" til Søren Kierkegaard og Buxtehude: "tangenter ånder / fyldte hvælvingers griben / der føles en kraft". Det er ikke forvirret, psykedelisk eller flippet, men bare det hele, der tæller. Ole Lillelund var som digter, som han skriver i digtet Fiktion, "rumpiloten [der] skriver / fra mentalplatformen". 

Fordi jeg umuligt kan komme omkring alle de inkluderede samlinger i bogen, vil jeg selvcentreret vælge at highlighte Centraljyske ganetoner fra 2012. Lillelund havde blandt andet sin gang på Silkeborg-egnen, hvortil jeg lige er flyttet. Jeg er bosat cirka 10 minutter kørsel fra Them, som han skriver om i Ode til Them Kommune, baglæns. Jeg bor i Ekkodalen, som altså er en dal, og jeg har udsigt til eng og til skov. Hver dag ser jeg ud af vinduet i mit studerekammer, hvad Lillelund beskriver i digtets andet vers: "mosekonen formerer sig / snigende ved knopskydning / og tager snart bolig / i samtlige lavninger / under svindende dagslys / der synes som elverkvinder / anes i disen bag kæret og / oldtidens giganthjorte knækker / usynligt grene under egetræerne". Det er ganske enkelt smukt. Samlingen byder også på digte med hilsener til Abdul Malik Beakasyar, Charles Bukowski, Gunnar Ekelöf, Paul Celan og H.C. Andersen.

For til fods at komme fra Ekkodalen må jeg tage en natursti med retning mod enten Silkeborg eller Horsens. Efter at have læst Ole Lillelunds digte er det mig nu helt umuligt ikke at tænke på ham, hver gang jeg går ad stien, specifikt på disse linjer fra Ord som sådan: "nær kanten til sprogets afgrund / baner jeg en sti af ord". I løbet af den sidste måneds tid, mens jeg har læst hele bogen, er Ole Lillelund flyttet ind som rumpilot i mit hoved, og det er jeg glad for. 

Fik jeg nævnt, at Samlet udgivet poesi lige nu kun koster kr. 125,-? 15 digtsamlinger, 667 sider. Det er et voldsomt godt tilbud.               

Tiden går os forbi - Søren Ulrik Thomsen om Sarvig

I går aftes havde jeg fornøjelsen af i Bryrup Sognehus at høre Søren Ulrik Thomsen læse op af sin erindringsbog Store Kongensgade 23, som udkom i 2021. Thomsen introducerede bogen og besvarede efterfølgende spørgsmål fra de fremmødte. Et af de afsnit af Store Kongensgade 23, Thomsen læste, var dét om Ole Sarvig, som også tidligere har været bragt som et essay i Kristeligt Dagblad: 

"Ole Sarvig, hvis digte har betydet umådeligt meget for mig, lærte jeg aldrig at kende, for en uge efter sin 60-års fødselsdag i november 1981 begik han selvmord ved at springe ud fra et vindue [...] da jeg for nylig til en fest mødte hans gamle redaktør, uefterligneligt stilfulde Erik C. Lindgren, spurgte jeg også ham, om han vidste hvorfor. "Jeg tror," sagde han, "at Sarvig følte, at tiden gik ham forbi.""

Tiden går langt de fleste af os forbi, men det gør selvsagt allermest ondt, hvis man i sin selvforståelse tilhører den forholdsvis lille skare af mennesker, der kunstnerisk, kulturelt eller på anden vis er med til at sætte den aktuelle dagsorden. Ole Sarvig var i en periode en feteret person. Han modtog en række fornemme priser og blev i 1971 medlem af Det Danske Akademi. Kritikeren Poul Borum kaldte ham engang "vor betydeligste nulevende digter, og den eneste vi har i Nobelprisklasse", men hvem læser Sarvig i dag? Det er ikke mere end en måneds tid siden, jeg selv for en flad femmer købte et eksemplar af førsteudgaven af Sarvigs Jeghuset i en genbrugsbutik. Nogle dage efter købte jeg i et bogantikvariat et eksemplar af Klaus Rifbjergs Camouflage. Rifbjerg plejede at sidde og trone på toppen af det danske, litterære miljø, men nu, fortalte antikvaren mig, var alle hans bøger blevet flyttet ned i kælderen, fordi ingen længere gider eje dem. Han var taknemmelig for, at jeg tog en af dem, så jeg fik den billigt (og jeg fik i øvrigt en gratis Anders Bodelsen-roman med oveni).

Otto Gelsted var også medlem af Det Danske Akademi. Erik Knudsen. Jacob Paludan. Karl Bjarnhof. Elsa Gress. Uffe Harder. Ole Wivel. Thorkild Bjørnvig. Jørgen Gustava Brandt. Sven Holm. Engang var de toppen af poppen, men er der nu om stunder nogen under 50, og som ikke tilfældigvis er litteraturhistoriker eller lignende, der overhovedet ved, hvem de var? Kan du uden at google nævne en bog, Uffe Harder har skrevet? Karl Bjarnhof? Ole Wivel?

Det er selvfølgelig lidt trist, når gode digtere og andre forfattere bliver glemt, men det ikke for dårligt, for det er bare sådan, det er, og det er sådan, det altid har været. Tiden går de fleste forbi. Og bøgerne findes jo stadig, og det står enhver frit for når som helst at genopdage et forfatterskab. Søren Ulrik Thomsen tale om Sarvig fik mig imidlertid til at overveje den store forskel, der er på de få, indflydelsesrige digtere som Sarvig og Thomsen selv og på den store masse af mere ukendte digtere, der skriver under helt andre vilkår. Hvor berømte digtere må kæmpe med bevidstheden om, at de næsten uundgåeligt vil blive glemt, og at deres værker en dag vil ende i kælderen som Rifbjergs, er det omvendt de ukendte digteres udfordring at skrive videre, til trods for at de aldrig er blevet læst af ret mange. De ukendte behøver ikke gå rundt og frygte for tab af anerkendelse eller validering, for de har aldrig fået nogen af delene, i hvert fald ikke andet end i forbifarten. De er et helt andet sted.

Lejlighedsvis Lørdagskylling - Interview med Jacob K. Rosendal

Jacob K. Rosendal: At samle noget op, som ingen har tabt
Illustreret af Rikke Aarøe Carlsen
Alias Forlag, 2023

Jacob K. Rosendals digtsamling At samle noget op, som ingen har tabt er både finurlig, charmerende og en lille smule ualmindelig. Den er ualmindelig, fordi den også er morsom. Udgivelsen er en lommebog, illustreret af Rikke Aarøe Carlsen, og den er inddelt i fire afsnit, henholdsvis Fra svampedage til utydelig køkkenrulle, Man skal ikke blive boende i dolerne, Kæder og I poesiens naboland er vejrudsigten prosaisk. De tre første afsnit består af digte, det sidste af korte prosatekster. 

Jacob K. Rosendal er cand.mag. i litteraturvidenskab, og han er velbevandret i poesiens verden. Han ved meget om lyrik. Digtene i afsnittet Man skal ikke blive boende i dolerne, idolerne, henviser blandt andet til Tomas Tranströmer, Merete Torp, Inger Christensen, Johannes V. Jensen, Paul Celan, Per Højholt og Henrik Nordbrandt, alle Tordenskjolds soldater: "Jeg vil bede om at låne begyndelsens / og slutningens ord af Merete Torp", og "At sætte sine ord / i forbindelse med Inger C / er som at løbe efter en / Ferrari eller kærligheden". Fra svampedage til utydelig køkkenrulle er blandede bolcher, og Kæder er en slags argumenter og meditationer ud i det blå: "Hvis alt var curling, ville folk glide mere", og "Ole Henriksen er en aforisme", men "Man behøver ikke have holdninger / til hud-lotion". "Lighed med virkelighed hører som regel op", skriver Rosendal, og han spørger: "Hvor er tilskuerne til virkeligheden løbet hen / for at gemme sig?" Prosateksterne i det afsluttende afsnit demonstrerer forfatterens betydelige idérigdom og evner som fabulator. Teksten Små skabninger handler om havfruer i en vandkøler på et kontor, Godnathistorie og Grådbog er begge gyserfortællinger i miniatureformat, og i Profiltekst identificerer forfatteren sig som "lejlighedsvis Lørdagskylling". Teksterne er skåret skarpt, og de er virkelig gode.

Efter at have læst At samle noget op, som ingen har tabt sad jeg og tænkte, at Jacob K. Rosendal i bogen fremstår som en person, jeg nok ville holde af at hænge ud med. Jeg tænkte også, at jeg godt kunne tænke mig at spørge ham om hans syn på forholdet mellem alvor og humor i poesien. Jeg tillod mig at sende ham en e-mail, og jeg er meget taknemmelig for, at han tog sig tid til at svare. At samle noget op, som ingen har tabt kan købes online, bestilles via den lokale boghandler eller lånes på biblioteket.         

       

Bo: 

Jacob K. Rosendal, tak fordi du har indvilliget i at give dette interview. Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om dit syn på humorens rolle i lyrikken. Det er indlysende, når man læser din digtsamling, at humoren er vigtig for dig, men når man ser på oversigten over de digtere og andre kulturpersonligheder, du refererer til i afsnittet Man skal ikke blive boende i dolerne, så er det mestendels nogle gravalvorlige typer. Det er blandt andet Tranströmer og Johannes V. Jensen og Paul Celan. Man kan sige meget om Celan, men ligefrem morsom er han vel ikke? Har du en forkærlighed for at læse alvorlige digtere, eller er det bare en tilfældighed? 

Jacob:

Afsnittet hedder Man skal ikke blive boende i dolerne, fordi afstanden er en central pointe. Jeg er meget, meget, meget langt fra en digter som Celan. Både hvad angår talent og tonalitet. Jeg bruger nogle kunstnere (udover de nævnte er der bl.a. Lana del Rey, Erik Satie, Per Højholt, men også den tidligere haiku-skrivende EU-kommissær Herman van Rompuy) som poetisk udspringsvippe, og det skal gerne sørge for, at jeg ryger udad gennem kunstens univers. Måske lander jeg et alvorligt sted, måske ikke, men der var ingen plan i skriveprocessen om at ende et bestemt sted. Hverken i det konkrete afsnit eller andre steder.

For mig er humoren nært knyttet til min digteriske stemme. Jeg er slet ikke nogen joke-maskine som privatperson, men når jeg skriver, tvinger det humoristiske sig frem gennem revnerne i gulvbrædderne.

Og jeg har sørme tænkt meget over hvorfor. Måske handler det om balance. Jeg kan ofte have en fornemmelse af, at min skrift har brug for en korrektion eller hvad man skal kalde det. For at undgå at blive for følelsesfuld. Her er jeg nok særligt præget af at være sent udviklet (forhåbentlig endnu ikke afviklet) som forfatter. Jeg debuterede som 42-årig. Så kan man altså ikke skrive om teenager-weltschmerz. Jeg kan i hvert fald ikke. Min skrift-stemme forsøger måske at trække mig ud af følelsernes dynd. For en sikkerheds skyld. Sådan tror jeg, at det er. I hvert fald et stykke ad vejen.

Bo:

Vi har jo haft en del virkelig fremragende, humoristiske lyrikere i Danmark, herunder blandt andet Halfdan Rasmussen og Jens August Schade. Dan Turèll skrev også mange morsomme digte. Man kan imidlertid godt nogle gange få indtrykket af, at humor ikke værdsættes på samme måde som alvor. Så vidt jeg husker, var det faktisk netop Dan Turèll, der engang i et forsvar for den mere modernistiske lyrik lidt snerrende sagde, at "Det kan jo ikke være Shubidua altsammen". Michael Bundesen fra Shubidua, hvis vi regner ham for digter, skrev nogle af de fortsat mest kendte og mest elskede, humoristiske tekster, men jeg tror ikke, de er inkluderede i ret mange lyrikantologier. Kan du sige lidt om dit forhold til andre humoristiske digtere? Har du nogle favoritter, og i så fald hvem og hvorfor?

Jacob:

Jeg kan egentlig ikke lide “sjove digtere”. Lige så vel som jeg nærmest hader vittigheder, og ret sjældent ser stand-up. Nok fordi jeg synes, at det bliver forceret. Eller bare for konstrueret.

Blandt mine favoritter er Storm P, tag for eksempel dette citat: “Øl er øl og omvendt”, eller det hér fra lige efter krigen: “Nu har vi fred, nu mangler vi bare noget ro”. Sådan noget elsker jeg, det er bizart, måske ligefrem en anelse anarkistisk. 

Selve det at tale om humor er paradoksalt, hvilket Turèll-citatet fortæller om. Jeg mener, at der også er humor hos folk som for eksempel Beckett og Kafka, mange mennesker opdager det bare aldrig. Hvis det skal være åbenlyst underholdende er der én som Jens Blendstrup, han er vildt sjov. 

Tilbage i lyrik-land: Eske K Mathiesen havde en fin og underfundig humor i sin poesi. Han er overset. Lone Hørslev er sjov. Også i de digte, som hun vist ikke gør det så meget i længere.

Per Højholt er skæg rigtig mange steder i sit enestående forfatterskab. Han er på min all time forfatter-top 3. Benny Andersen var elsket og sjov. Det er pudsigt, at når man begynder at lede efter, så er der humor mange steder. Jeg mener, at Nordbrandts november-digt med de seksten måneder er ret morsomt. Selv om han heller ikke var en grinebider (han er i øvrigt også med i det afsnit, som du spurgte til ovenfor).

Bo:

For så vidt som det overhovedet er sandt, hvorfor regnes humor inden for lyrikken ikke for at være helt så fint som alvor?

Jacob:

Humoren kan indimellem være kort eller tom. Hvis der ikke er andet end en vits, så er det for lidt. Derudover kan det være, at modstillingen mellem humoristisk og ikke-humoristisk poesi er forkert. Jeg tror, at vores holdning til lyrik generelt er skæv og stiv, man kunne ligefrem sige opstyltet. At noget er sjovt, bør jo ikke i sig selv diskvalificere. Men fordi der (meget firkantet sagt) trives en ide om, at digte er komplekse og vanskelige, lader det til at udelukke det sjove og finurlige på forhånd.

Den dér eksklusion er tosset. Vi kan jo godt acceptere, at sange/sangtekster er sjove. Tag eksempelvis en musiker som Allan Olsen. Hos ham er der både humor og patos i poesien.

Hos en eller strukturalist, måske Roman Jakobson, læste jeg engang, at det særligt litterære består i forholdet mellem forventning og overraskelse. Altså i selve læsningen. Det kan lyde banalt, men rummer en sandhed, synes jeg. Og her kan humoren drive en kile ind, lige mellem forventning og overraskelse.

Bo:

Humor kan være et skjold, man gemmer sig bagved, men det samme kan vel siges for alvor?  

Jacob:

Skjolde kan være lavet af meget forskelligt. Både humor og alvor kan være skjolde. Det interessante er vel fra tid til anden at vende dem. Så skjoldet bliver, der jo er buet, til en dyb tallerken, en skål. Og hvad kan man så have i den? Et par deciliter betydning måske.

Bo:

Har du en ny digtsamling undervejs? 

Jacob:

Ja, jeg skriver på et manus. Hvor jeg skriver uden tanke for humor eller ikke-humor. Jeg vil til gengæld igen prøve at skrive, for nogen der ikke nødvendigvis normalt læser poesi. 

Bo:

Er den meget alvorlig?

Jacob:

Visse steder. Men der sniger sig nok lidt humor ind. Modstillingen mellem alvor og humor er det vigtigste. For eksempel som hvis man kommer gående forbi en kirke, hører en kort latter indefra, stopper, lytter efter, ingenting. Og så går man videre.

Bo:

Tak for det.