onsdag den 23. oktober 2024

Respektér venligst min ophavsret


Det glæder mig, at så mange mennesker har lyst til at læse mine omtaler af digtsamlinger og at dele omtalerne med andre. Det er jeg oprigtig glad for. 

Når det er sagt, vil jeg tillade mig et lille hjertesuk. Det burde ikke være nødvendigt at gøre opmærksom på det, men alle omtaler på bloggen er selvfølgelig underlagt de helt almindelige regler om ophavsret:

  • Det er tilladt at gengive et kort citat fra en omtale, hvis du/I husker også at angive kilde og meget gerne tilføjer et link til bloggen. 
  • Det er ikke tilladt uden min tilladelse at gengive omtaler i fuld længde andetsteds, hverken som tekst, som screenshots eller andet. Det gælder også, selv om du er forfatteren til en digtsamling, jeg har omtalt, eller hvis I som forlag har udgivet den. 

Jeg stjæler ikke jeres tekster. Lad venligst være med at stjæle mine. Det er uforskammet, og det er i øvrigt også ulovligt. Her er Dansk Journalistforbunds side om fastsættelse af krav om økonomisk kompensation ved brud på ophavsretten.   

Hvis du/I gerne vil henvise til en omtale, så del et link til den pågældende side. 

Hvis du gerne vil have tilladelse til at gengive en omtale andetsteds, er du altid velkommen til at kontakte mig.   
       

tirsdag den 22. oktober 2024

Det er sådan begær fungerer



Tishani Doshi: Piger kommer ud af skovene
Oversat af Claus Ankersen
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2021

Tishani Doshis digtsamling Piger kommer ud af skovene, oversat til dansk af Claus Ankersen, er fantastisk. Det er en fantastisk god digtsamling. Jeg kan huske, at jeg for efterhånden mange år siden læste en artikel om den nu afdøde, amerikanske digter John Ashbery, hvori Ashberys digte blev omtalt som "a blue rinse for the language". Doshis digte er nøjagtig ligesådan: De er som en blå regn, man kan stå i med sit sprog, og bagefter, når man lægger bogen fra sig, dufter alle ens ord helt friske, og "Kærligheden vælter frem / fra jorden som gulerødder". 

Tishani Doshi er walisisk-indisk og en meget international person. Hun er født i Madras, har studeret på Johns Hopkins i USA, har arbejdet i reklamebranchen i London og har foretaget mange rejser rundt omkring i verden. Ud over at være en fremragende digter er hun blandt andet også danser. Det er voldsomt. Andre digtere kæmper med overhovedet at komme ud af sengen om morgenen. I digtet Regn klokken tre lyder det afsluttende og konkluderende: "Det er sådan begær fungerer: / først splintrende, så forbindende". Det er ikke bare sandt, men opsummerer for så vidt også Piger kommer ud af skovene. Doshi skriver med en glubende appetit på virkeligheden, selv døden ("Hvis du ikke finder lykke i døden / kommer du ikke til at bestå kurset"). Hun har, som hun skriver i digtet Til mine første hvide hår, "travlt / med at få vejret på trapperne", for "hver eneste lyse nat bringer / helt sin egen sidelæns kvast / af byrder og fortryllelser". "Lidenskab er / det", skriver Doshi i Kærlighedens læder, "digtet trækker vejret igennem", og der er uendeligt meget at forholde sige lidenskabeligt til, hvis man altså kan.

Tishani Doshi kan. Døden og ødelæggelsen er et gennemgående tema i samlingen: "De kommer alene til fester fordi de er døde", "De døde efterlader ingen spor", "Det var november, / dødens årstid", "piger som hænger i et mangotræ". Det uhyggelige og gribende titeldigt, Piger kommer ud af skovene, handler om alle de piger, der gennem tiden er blevet misbrugt, "med trusser bundet om læberne", "fundet nøgne i grøfter og brønde". Det er ikke nogen lys og let digtsamling, og der er absolut intet overfladisk over Tishani Doshi, tværtimod. Som hun et sted skriver: "Jeg er dig, ingen af os er umærkede". Men det er en positiv digtsamling, hvori "åndedrættet løber fra / alle tungens / sorger", og hvori livet vinder, og kroppen som "en spiralform / af ånd som bliver ved og ved". Det er helt utroligt godt. Digtsamlingen er nogle år gammel, men den kan stadig købes, og det synes jeg, du skulle gøre. Den anbefales varmt.       


mandag den 21. oktober 2024

Hvordan finder man en digtsamling?



Peter Laugesen: Der er ingen til stede kun ordene i flok som dyr på vej
Gyldendal, 2016

Hvor kommer digtsamlinger fra? De kommer for eksempel fra genbrugsbutikker og fra venner og bekendte. I den forløbne måned har jeg fået fem digtsamlinger tilsendt af gode venner, henholdsvis Hakon Holms Har ingen Interesse eller En Forfatter paa Trapperne fra 1933, Dan Turèlls Feuilleton 1-8 fra 1991 (en kasseret biblioteksudgave), Peter Laugesens Der er ingen til stede kun ordene i flok som dyr på vej fra 2016, Frank Jægers Aarets Ring fra 1969 og Jørgen Wassilefskys og Jens Rossels Gunnar Berg Gaffky's fra 2021. Derudover har jeg selv i genbrugsbutikker og bogantikvariater fundet eksemplarer af Erik Knudsens Til en ukendt Gud fra 1947, Nis Petersens For Tromme og Kastagnet fra 1951, Ole Sarvigs Jeghuset fra 1944, Klaus Rifbjergs Camouflage fra 1961, Bent Haller og Lars Busk Sørensen. Det er i alt 11 digtsamlinger, og de seks, jeg selv har købt, har i alt og tilsammen kostet mig kr. 95,-. De to dyreste var Erik Knudsen og Rifbjerg, der begge kostede kr. 35,-.

Det er ikke let at finde digtsamlinger i genbrugsbutikker, men jeg kommer i mange af slagsen, og det forøger mine chancer. Jeg køber også digtsamlinger via Den Blå Avis, Facebook Marketplace og antikvariat.net. Jeg har besluttet mig for, at jeg hver måned skal købe mindst én digtsamling af Simon Grotrian, og den seneste, jeg har erhvervet mig, er Damoklesdrive-in, som jeg fandt i Den Blå Avis. Til gengæld køber jeg aldrig digtsamlinger via boghandlere. Jeg bor ikke i en storby, og jeg kan ganske enkelt ikke huske, hvornår jeg sidst har været i en boghandel, der havde andet end Piet Hein, Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen stående på hylden. Hvis bogen, jeg er på udkig efter, skal bestilles, kan jeg lige så godt gøre det selv og få bogen leveret direkte til min adresse. Jeg følger diverse forlag via de sociale medier, så jeg kan holde lidt øje med, om de udgiver noget, der lyder interessant.

Og så er der selvfølgelig biblioteket, som er vores allesammens bedste ven. De fleste biblioteker har også et ret begrænset udvalg af lyrik, men via bibliotek.dk kan man bestille de digtsamlinger, man gerne vil læse, hvorefter man kan hente dem på det lokale bibliotek. Det fungerer supergodt. Jeg har stiftet bekendtskab med mange digtsamlinger på den måde, og jeg anbefaler det varmt. Det er aldeles gratis, og hvis man falder over en bog, man i særdeleshed godt kan lide, kan man jo købe den bagefter. I al almindelighed sælges der ikke mange digtsamlinger i Danmark, og det er en sag, der er værd at støtte. 
              

You're going to see Europe again



Yorgos Alisanoglou: Legestue
Oversat af Sotirios Souliotis
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2016

Jeg var 13 år gammel, da Lars von Trier films Forbrydelsens element i 1984 fik premiere, og jeg havde dengang aldrig set noget lignende. Jeg er mildest talt ikke nogen stor fan af von Triers efterfølgende film, men Forbrydelsens element gjorde et stort og uudslettelig indtryk på mig. 15-20 sider inde i Yorgos Alisanoglous digtsamling Legestue kom jeg pludselig i tanker om åbningsscenen fra filmen: "You're going to see Europe again [...] I'm going to see Europe again but Europe is not the same". Jeg har en mistanke om, at der var kombinationen af linjerne "Soldaten kaster mig ind i hestens øje" fra digtet Splinterne, og "problemet var at vi ikke vidste / om vi var i Europas nat" fra Proportionernes stier, der fik min hjerne til at associere. I titeldigtet Legestue lyser projektorerne på "sammensyede kroppe", og det efterfølgende digt, Krig / Nürnberg, indledes ligefrem med ordene "Denne krig foregik / i din hjernes mørke // En gammel tysk historie". (Hvis man aldrig har set filmen og derfor ikke aner, hvad jeg snakker om, kan man se traileren her.)

Der er ikke umiddelbart nogen sammenhæng mellem Yorgos Alisanoglous digtsamling og Lars von Triers film, men det er der alligevel, i hvert fald oppe i mit hoved. Det rum, hvori digteren i samlingens første del, Krig, taler fra, er et slags forbrydelsens sted, et gerningssted, en andens drøm (om Europa), "som mindede sådan om dit traume". Der er "kvinden med de overskårne pulsårer", "en blodplet under dørsprækken", "på det beskidte græs / en død krop", "følelsen af at nogen bliver dræbt", "krig / og ulovlighed". Samlingen består af i alt fire del: Krig, Minde, Krigsbytte og Forårsgrænser samt et efterskrift af Savvas Mikhail. Allersidst i bogen er også en oversigt over den musik, der ifølge den introducerende tekst udgør bogens soundtrack. Volden og det voldsomme er et gennemgående tema i hele samlingen ("Et nyt digt er ofte et voldeligt digt"), men de to midterste dele er mere kontemplative og meditative end det første, og i den sidste, korte del tager Alisanoglou livtag med den græske, klassiske litteratur, han som moderne, græsk digter med nogen nødvendighed må forholde sig til. Yorgos Alisanoglou fremstår i det hele taget så udpræget som en litterat, og digtene er fulde af henvisninger til mytologi og til kulturpersonligheder: Bruce Nauman, W.G. Sebald, Miles Davis, Yeats, François Boucher, Chopin og andre.

Jeg har ingen forudsætninger for at vurdere kvaliteten af oversættelsen, men digtsamlingen, som den foreligger, er imponerende. Hvor afskrækkende det end måtte lyde: Yorgos Alisanoglou er en alvorlig digter, der skriver dybt om alvorlige ting. Der er ikke antydningen af pjank eller ironi i hans digte, og der er intet personligt fnidder om, hvordan han mere eller mindre tilfældigt render og har det. Digtene handler kun om digteren, for så vidt som han er "en del af epoken". Han forsøger ikke at skrive sig selv frem i front, men tiden, som også er vores, og som er "som en fyrstelig / by der slukker lysene / og som ikke kan rumme os". I min egen bogreol står Alisanoglou næst efter Aischylos, to forfattere, der uden sammenligning i øvrigt begge hører erinyernes skrig, og som man kan læse igen og igen. Hvis man har mod på noget lidt tungere og at go to back to Europe, er Legestue en virkelig god bog.                

søndag den 20. oktober 2024

Bålet på fædrenes gravhunde



Ove Abilgaard: Uglegylp
Gyldendal, 1946

I Shubiduas Midsommersangen er der et vers, som begynder: "Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd / Ska' hver udenvælts fjende beredte os kende / Men mod ufredens ånd, over mark, under strand / Vil vi bålet på fædrenes gravhunde tænde". Den oprindelige Midsommervise er skrevet af Holger Drachmann, og i Drachmanns udgave er der ingen "gravhunde", men "gravhøje". Shubidua ændrede ordet til "gravhunde" som en vittighed. Det er meningen, det skal være sjovt, men det er jo altså kun sjovt, hvis man på forhånd kender Drachmanns tekst og derfor ved, at der egentlig burde stå "gravhøje". Hvis man ikke kender originalen, er linjen "Vil vi bålet på fædrenes gravhunde tænde" bare mærkelig og i en vis forstand ulæselig, fordi man ikke besidder den nødvendige viden for at kunne fatte joken.

Mange digte kræver en sådan form for forudviden eller forforståelse for at kunne læses. Nogle digte er så propfulde af kulturelle referencer til alt muligt, at det på det nærmeste kræver et leksikon at stamme sig igennem dem. Andre digte handler om specifikke problemstillinger, for eksempel politiske konflikter, eller de er skrevet på baggrund af private, traumatiske oplevelser og for at kaste skyld og/eller for at gøre opmærksom på, at en uretfærdighed er blevet begået. Den slags digte kan være vanskelige som læser at forholde sig til. Selv om man måske kan værdsætte poesien (for så vidt som der er nogen) og relatere sig på et mellemmenneskeligt, følelsesmæssigt plan, forudsætter sådanne digte en viden om ofte særdeles komplicerede ting og sager, som man formodentlig ikke på forhånd besidder. Hvad handler den omtalte politiske konflikt om? Hvem er aktørerne? Blev der faktisk begået en uretfærdighed, eller har digteren bare ondt i røven, fordi han eller hun ikke fik sin vilje? Skal man virkelig til at google for at finde ud af, hvad digteren snakker om? Nogle digtsamlinger har endda et noteapparat, man kan konsultere, hvis man som almindelig dødelig er interesseret i at få en fornemmelse af, hvad den bog, man lige har købt, overhovedet handler om.

Er det ok? Naturligvis. Man må som digter skrive og udgive, hvad man vil. Er man som digtlæser forpligtet til at gøre en indsats for at skaffe sig den nødvendige viden, så man kan læse og forstå digtene? Selvfølgelig ikke, nej. Livet er ikke uendeligt langt, og hvis man gerne vil læse digte, er der mange andre, man kan vælge at læse i stedet. Der er meget godt at sige om fordybelse, og man spilder ikke sin tid på at nærstudere Hölderlins eller Celans digte, det er klart. Der er folk, der bruger hele deres liv på den slags, og som bliver gevaldigt kloge og dygtige af det. Men man skal ikke, og der er ikke nogen naturlov, der siger, at digte, der er svære at læse, fordi de forudsætter vidende læsere, automatisk er bedre end digte, der er nemme at læse, og som alle og enhver umiddelbart kan forstå. Sådan, som man siger, spiller klaveret ikke. Iblandt Leonard Cohens yndlingsdigte var Fats Dominos Blueberry Hill med linjerne "The moon stood still / On Blueberry Hill". Jeg har personligt en særlig forkærlighed for den danske digter Ove Abildgaard, og der er for mig at se ikke meget i dansk lyrik, der i poetisk henseende kommer på højde med det første vers i Morgenmaane fra hans samling Uglegylp: "Imorges bankede Maanen / paa mine Ruders Spejl / som en nylig renset / Tommelfingernegl". Dér kan vi alle være med, og man behøver ikke være en studeret røver for at kunne fatte, at det er smukt. 
                 

fredag den 18. oktober 2024

Tingene forsvinder



Henrik Larsen: Hverdagsmaskeret
Eget forlag, 2021

Jeg kender Henrik Larsen personligt. Det skal nævnes. Faktisk kender jeg ham ikke bare, jeg har for ganske nylig udgivet en bog sammen med ham. Jeg har i årevis været læser af Henrik Larsens tekst, der egentlig ikke (selv om han vistnok selv tror det) består af enkeltdigte eller individuelle værker, men af hans almindelige dage kontinuerligt refereret og kommenteret. At læse Henrik Larsen er at få indblik i hans liv. For så vidt er der tale om en centrallyrisk bekendelseslitteratur med fokus på digteren. Det lyder måske fornemt, når jeg udtrykker det sådan, men der er intet højstemt over Larsens digte. Der er ikke antydningen af patos, tværtimod: Jeg har ham mistænkt for ligefrem at være en modstander af det højtsvungne, ligesom han heller ikke er vild med poetiske ornamenteringer og narrestreger, herunder eksempelvis metaforer.

Almindeligt er et vigtigt begreb med hensyn til Henrik Larsens digte. Det er dér, han befinder sig bedst, i det almindelige, og det er dét, han vil. Han vil ikke andre steder hen. Han skriver som oftest i staccato-form. De enkelte digte er konstaterende, med mange linjebrud, og de refererer tit til personlige bekendtskaber og forhold. Således eksempelvis i digtet Københavnertræf: "Ralph og jeg, / en septemberdag, / før alt gik ned igen / Tur-retur København // Hollandsk bogudsalg, / ligesom da vi var yngre / Strøget, Helligåndshuset / Masser af rækker, /stakke og stabler / Bøger, vinyl, magasiner / Dagspris en tier". Københavnertræf stammer fra Hverdagsmaskeret, og ligesom titlen på samlingen henviser linjen "før alt gik ned igen" til coronaepidemien, som er et gennemgående tema i flere af de inkluderede digte: Afstand, Den mørke tid, Masketid

Digtsamlingens bedste digt er det afsluttende, Tingene og så videre, som mig bekendt også er et af Henrik Larsens længste. Det fylder hele 7 sider og består af 19 vers, der alle (med en enkelt variation) begynder med ordene "Tingene forsvinder". I vers nummer to lyder det: "Tingene forsvinder, / stadig, stadig væk / Jeg kunne skrive, / at alting forsvinder, / men Alting er skidestort / ligesom Døden og Entropien". Hvis der er ét ord, der bedre end noget andet beskriver Larsen som digter, er det nostalgiker. "Tingene forsvinder", skriver han, "al indædt kamp til trods, / al sammenbidt noteren", men han fortsætter ikke desto mindre, for hvad andet kan han gøre? 

Hverdagsmaskeret er kun trykt i 40 eksemplarer, og hvis man er interesseret i at købe et, har Henrik Larsen måske nogle få tilbage på lager. Man kan kan kontakte ham via hans Facebookside.         
 

Den første kærlighed



Peter Nielsen: Jeg bor her kun
Centrums Lyrikbibliotek, 1987



Peter Nielsen: Medfødte sekunder
Centrum, 1992



Peter Nielsen: Ansigter, hensigter
Centrum, 1994

Der skal være åbenhed i forvaltningen, så lad mig sige det, som det er: Min danske yndlingsdigter er Peter Nielsen. Sådan har det været de sidste cirka 40 år, og det kommer næppe til at ændre sig. Den for mig betydeligste digtsamling fra mine ungdomsår i 1980'erne og 1990'erne var hverken skrevet af Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen eller Pia Tafdrup. Det var Peter Nielsen Medfødte sekunder fra 1992. Det var den digtsamling, der mere end nogen anden omvendte mig til poesien, og som for alvor gjorde mig til en læser af digte. Hvis jeg ikke dengang tilfældigt var faldet over den, sad jeg næppe i dag og skrev omtaler af digtsamlinger i denne blog. 

Også i Peter Nielsens lyriske forfatterskab er Medfødte sekunder en skelsættende bog. Hans digtsamlinger (og der er heldigvis mange) kan opdeles i et før og et efter. Fra og med Medfødte sekunder ændrede hans digte karakter, og jeg har en begrundet mistanke om, at ændringen i hvert fald til dels skyldtes påvirkning fra den amerikanske digter John Ashbery. Ashbery, der døde i 2017, var en af det 20. århundredes største digtere, og omkring 1989 oversatte Peter Nielsen hans digtsamling Selvportræt i et konvekst spejl, der oprindeligt var udkommet i 1975. Bogen er vistnok fortsat den eneste, der nogensinde har vundet både Pulitzer Prize, National Book Award og National Book Critics Circle Award. Arbejdet med den danske oversættelse har indlysende og forståeligt nok gjort indtryk på Nielsen, som efterfølgende har haft talentet til så at sige at adoptere Ashberys måde og at gøre den til sin egen uden på noget tidspunkt at komme til at lyde som en epigon. Det er for sent at opfinde poesien, og man er nødt til, som Per Højholt ville have sagt, at skrive i røven på nogen. Det kan ikke være anderledes, og i årene, der er forløbet siden Medfødte sekunder udkom i 1992 har Peter Nielsen siddet lige så stille i sit hjem i Hinnerup og skrevet ene ene fantastiske digtsamling efter den anden. 

Som man siger: Man glemmer ikke sit første kys, og jeg har en særlig forkærlighed for de tre digtsamlinger, der introducerede mig til Peter Nielsens værk. Ud over Medfødte sekunder er det henholdsvis Jeg bor her kun, udgivet i 1987, to år før Ashbery-oversættelsen udkom, og Ansigter, hensigter fra 1994. De seneste tre digtsamlinger, Peter Nielsen har udgivet, er Tider (Rosinante, 2017), Planetstier (Rosinante, 2019) og Inden årstiderne; regnlys (Herman & Frudit, 2020).   
    

torsdag den 17. oktober 2024

Den mand der kalder sig Arne



Arne Herløv Petersen: Form
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2016



Arne Herløv Petersen: Fugle kan ikke flyve
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2018



Arne Herløv Petersen: Udvalgte digte
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2018



Arne Herløv Petersen: Dryp
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2022



Arne Herløv Petersen: Cityringen
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2023

Der er noget paradoksalt over Arne Herløv Petersens digte. Det har jeg altid tænkt. Der er en naturlighed og et flow over alt, hvad han skriver, der, mens man sidder og læser, aldeles får en til at glemme alt om talent og den slags. Digterisk kunnen. Og sagen er, at Herløv Petersen er gevaldig talentfuld. Han er seriøst talentfuld, og jeg tror faktisk ikke, der er en lyrisk form, han ikke behersker. Samlingen Form består eksempelvis af rimede vers og sonetter. I de fleste andres hænder ville det være en komplet dødssejler, og det ville være røvsygt at læse, men Arne Herløv Petersen kan ikke bare gøre det, han kan få stor og vedkommende poesi ud af det. I digtet Nat lyder det således: "Benspændt stod månen over paddehatten / der gnaves tyst af evigt sultne snegle. / Nu brister mørket dybt i alle spejle", og "Jeg dunker øjnene mod tigernatten / og ildfluer slår ud fra alle negle. / For blæstens store sejl kan rugen sejle". Det er jo helt oppe hos Thøger Larsen og Frank Jæger og dem dér, de guldrandede. 

Måske er det dét, jeg mener. Arne Herløv Petersen er guldrandet uden at lade sig mærke med det. At læse en af hans digtsamlinger er som at hænge ud med en særdeles velformuleret bekendt, som har øje for både det største og det mindste i naturen, og for sammenhængen. Herløv Petersen, har jeg besluttet mig for, er først og fremmest naturdigter. Der er masser af natur i hans digte, og der er mange dyr, katte, hunde, skildpadder, pindsvin, bogfinker, vinbjergsnegle og alt muligt andet. Et i særdeleshed rørende digt fra hans nyeste samling, Cityringen, handler om elsdyr og ender med linjerne: "Kære elsdyr, kære bæltedyr og myrepindsvin. / Alle I underlige væsener. / Se på os med jeres store smukke øjne / og sig vi er gode nok inde bag alt tøjet". Arne Herløv Petersen er efterhånden blevet en moden herre, og digtene i Cityringen er for en stor dels vedkommende endelighedsdigte: "Når mine tanker / flakser mod døden, / går de ned i flammer", skriver han i Lyssværmer. I  Nulspil lyder det, at "Livet er et nulsumsspil / Man får et liv / og betaler med sin død". 

Digtsamlingen Dryp fra 2022 består af en lang række korte og haiku-agtige naturdigte: "Nymånens skøjtejern / skærer en ridse / i natten", og "Spættens båndsav / Et træ falder". Herløv Petersen er også en politisk digter, der tror på, som han skriver i Politisk digt i samlingen Fugle kan ikke flyve, at "Grænserne for det mulige / er umulige at finde", og at "En anden verden er mulig / og efter den en tredje / og en fjerde". Jeg deler ærligt talt ikke hans politiske optimisme, men det skal ikke forhindre mig i at værdsætte, at der findes mere håbefulde mennesker end mig selv. Han bliver aldrig simpel eller påståelig, således som eksempelvis (og uden sammenligning i øvrigt) Ivan Malinovski nogle gange tillod sig selv at blive, og hele tiden finder han tilbage til sin elskede natur, hvori han, som det engang hed, vederkvæges. I digtet I læskuret går der eksempelvis ikke mange linjer fra "Så kolde og kantede er menneske" til "en sky af fugle" flakser "op fra kastanjetræet".

Arne Herløv Petersen skriver ikke dårlige digte, det er ikke noget, han gør, og hvis man ikke allerede er bekendt med hans forfatterskab, kan man for så vidt starte hvor som helst. Mit bedste bud ville være Udvalgte digte fra 2018. Det er en omfangsrig bog på hele 521 sider, og den kan holde hele livet. Det er lidt vildt, at samlingen kan købes for kun kr. 200,-.       

Digternes Saloon (1994)



Flashback til 1994. Digterne Niels Hav, Marianne Larsen, Nina Malinovski, Morti Vizki, Klavs Bondebjerg, Lene Henningsen, Pernille Tønnesen, Janina Katz og Uffe Harder læser op i Digternes Saloon. 

Årets bedste digtsamling



Irene Sidenius: Jeg spejler en krig
Brændpunkt, 2024

Poesi er ikke en konkurrence. Det er en fælles bestræbelse. Som Peter Laugesen engang skrev, "det her er jo ikke noget, en enkelt person kan klare", og der er plads til alle, der vil være med. Når en eller anden digter formår at skrive noget exceptionelt godt, er det en sejr for alle, der vil poesien, og det bør fejres. Den pågældende digter bør hyldes for sin indsats. Og lad mig sige det ligeud og uden omsvøb: Irene Sidenius' nye bog, Jeg spejler en krig, er den bedste digtsamling, jeg har læst meget længe. Jeg er meget, meget imponeret. 

Der skete noget pudsigt, da jeg satte mig ned for at læse bogen: Efter cirka tre digte blev jeg pludselig bevidst om, at jeg inde i mit hoved hørte Inger Christensens stemme recitere dem højt: "en længsel bryder det ukendte mørke / som en klinkbygget båd pløjer sig dybt / i stjernehimlen hvor hver og en er / et stik i dit hjerte". Jeg vil tillade mig at formode, at Sidenius er inspireret af Christensen, men hun er ikke en epigon. Hun efterligner ikke, men har sin helt egen stemme, og jeg tror ganske enkelt, Inger Christensen ville have elsket at læse disse digte: "en skælven i hjertet din verden kan vælte / de mønstre og koder man bruger på andre / men også er os der tror de er ting".  

Digtsamlingens tema, som man kan læse på bogens bagside, er "krig og kærlighed", men hermed er ikke meget sagt. En bedre beskrivelse kan læses i et af samlingens digte: "i formler at udgøre verden at spille / med egne formler kun dem om / det usigelige / den altomfattende vidunderlige natur / at spejle / tingenes indbyrdes / sælsomhed". Irene Sidenius skriver stilsikkert og dybt, og hvis hun ikke vinder en eller anden lyrikpris for bogen, er der ingen retfærdighed til. Hvis du kun har tænkt dig at ønske dig én digtsamling i julegave i år, så bør det være denne. Den er fantastisk.         

 

Kritisk ustabilitet



Eva Botofte: Hotel Hypnotika
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2020

Hotel Hypnotika handler om hoteller og om hotellet som metafor. Bogen består af digte og andre tekster indlejret i collager af fotos, som Eva Botofte selv har taget på hoteller rundt omkring i verden. Hvert digt er et nyt hotel. Jeg var, indrømmet, på forhånd 100 procent parat til at hade digtsamlingen, for jeg har set for meget af den slags i diverse kunstmuseers bogudsalg, støttet af Kunstfonden og fyldt med pseudo-akademisk ævl. Efter at have læst de første 8-10 sider havde jeg imidlertid totalt overgivet mig. Botoftes digte så at sige afsøger hoteloplevelsen, og de gør det troværdigt, med autenticitet og med ægte poesi: "i nat var det / som om min krop / helt forsvandt / gennem flere etager af / senge", lyder det i digtet Hotel Nirvana. I digtet Hotel Direct får digteren "midt i svingdøren [...] byen til at stoppe", og "midtimellem / svæver et Herman Bang-værelse / med udsigt over den grønne bro / alt er for grønt / selv en sporvogn kan spire i øjet". Hotel Healthy Aging ender med linjerne: "så hellere fucked by a unicorn / der hvor kroppen begynder / mimrer jeg mens min patina / ånder små splinter af træ / og mine lemmer forsegles / ét efter ét". Det er virkeligt godt. 

På Eva Botoftes hjemmeside giver hun selv en kort opsummering af Hotel Hypnotika, hvori man blandt andet kan læse, at "Hotellet kan ses som et andet sted, et overgangs- eller afvigelsesrum", og at "Digtenes fokus er på hotelgæstens kritiske ustabilitet i mødet med tomhed, fremmedhed, mærkværdige genstande, personer og steder." Jeg kan især godt lide det dér med den "kritiske ustabilitet". Det forekommer mig at være en ret præcis beskrivelse af digtene i bogen. De er ikke vaklende, for Botofte har indlysende helt styr på, hvad hun gør, men netop kritisk ustabile, herunder også med hensyn til sprogvalg. Adskillige gange undervejs slår digteren over i engelsk, tysk eller fransk: "300 gange auf wiedersehen / i det øjeblik er himlen überblau", "føl dog efter siger jeg / mælke(s)kind touch me again / please hit me again". Det er jo sådan, det er, når man er på hotelophold: man er henvist til det fragmentariske og kontingente.

De mange hoteller i Hotel Hypnotika er metaforer for livet i det (post-)moderne. Som Botofte selv spørger i samlingens allersidste digt: "Kan mit livs / hoteller / til sammen / gøre det ud for et hjem?" I et tidligere digt, Hotel Home ("make yourself a(t) home", henviser hun til Sigmund Freud, ifølge hvilken "det uhyggelige er det hjemlige / der dukker op i forklædning". For så vidt kan spørgsmålet omformuleres: Kan det uhyggelige være et hjem? Jeg tror ikke, der er mange spørgsmål, der er mere aktuelle. Køb bogen og medbring den i tasken næste gang, du selv skal på hotel. Jeg garanterer dig, at den vil berige dit ophold.                 

 

onsdag den 16. oktober 2024

Folk, der læser digte, er særlige mennesker



Per Højholt: Min hånd 66
Det Schønbergske Forlag, 1966

Engang for omkring 35 år siden, mens jeg gik i gymnasiet, havde jeg fornøjelsen af at besøge Per Højholt i hans hus for enden af grusvejen i Hørbylunde. Han talte om sit forfatterskab, herunder om sin nyeste bog, og han sagde noget, jeg aldrig har glemt. "Den nye bog er solgt i 400 eksemplarer," sagde han. "Mine bøger plejer kun at sælge i 200 eksemplarer, så jeg gad nok vide, hvad det er for 200 sataner, der har købt den nye, men ikke alle de andre." 

Per Højholt var dengang cirka så etableret og velanset en digter, som det er muligt at blive i Danmark. Man blev ganske enkelt ikke mere digter end Per Højholt, og andre digtere plejede at tage ud til ham for at diskutere deres egne værker. Dan Turèll skrev nogle af sine første digtsamlinger hjemme hos Højholt, herunder Sekvens af Manjana fra 1973. Og alligevel kunne Højholts bøger normalt ikke sælges i mere end 200 eksemplarer. 

Der findes digtere, som sælger mange bøger, men de er forsvindende få. Vita Andersen, Lola Baidel og Yahya Hassan skrev alle digtsamlinger, som blev solgt i over 100.000 eksemplarer. Benny Andersens Samlede Digte er den mest solgte, danske digtsamling nogensinde. Ifølge Wikipedia blev der solgt næsten 28.000 eksemplarer af Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl, og Naja Marie Aidts Poesibog havde et oplagstal på 7000. Det overvældende flertal af såkaldt anerkendte digtere, som bliver promoveret af forlagene og anmeldt i aviserne, sælger formodentlig ikke mere end nogle få hundrede eksemplarer, heraf en del til bibliotekerne og til venner og familie.  

Hvis man er en relativt ukendt digter uden et større forlag i ryggen, uden penge til PR og uden boghandlerdistribution, og hvis ens digtsamlinger ikke bliver omtalt eller anmeldt nogen steder, er det seriøst op ad bakke. Med mindre man tilfældigvis har en stor bekendtskabskreds, som er interesseret i, hvad man skriver, kan man realistisk ikke regne med at sælge mere end en håndfuld digtsamlinger. Det er sådan, det er, og det ændrer sig næppe. Jeg er enig med Søren Ulrik Thomsen, der engang tillod sig at bemærke, at digtlæsning kræver særlige, poetiske evner, som de fleste mennesker hverken besidder eller er interesserede i at opøve. Som ukendt digter skriver man i bedste fald for en meget begrænset gruppe af potentielle læsere. I værste fald skriver man kun for sig selv. 

Min pointe er ikke, at folk skal tage sig sammen og købe og læse flere digtsamlinger. Jeg ville ønske, de ville, men mine forhåbninger er ikke store. Min pointe er den omvendte: At alle dem, der rent faktisk gør det, køber og læser digte, har ret til at føle sig særlige. For det er de. At eje en digtsamling, som ikke er skrevet af Vita Andersen, Lola Baidel, Tove Ditlevsen, Benny Andersen, Henrik Nordbrandt, Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup, Yahya Hassan eller Naja Marie Aidt, er specielt. Det er helt bogstaveligt ligesom at eje et litografi, der kun er trykt i 200 eksemplarer. Der findes kun 200 af dem. Jeg har digtsamlinger stående i min egen reol, som kun er trykt i 10 eller 20 eksemplarer. En digtsamling bliver selvsagt ikke automatisk til god litteratur, bare fordi den er trykt eller solgt i få eksemplarer, men man skal ikke underkende den følelse af intimitet, der er forbundet med at læse sådanne bøger. Der er ganske enkelt forskel på at sidde og læse Benny Andersens Samlede Digte i bevidstheden om, at flere hundrede tusinde mennesker har gjort præcist det samme, og at sidde med en bog, som kun 10-20 andre nogensinde har læst. Man føler sig helt anderledes tiltalt.         
    

tirsdag den 15. oktober 2024

Trukket ud som tråde af det der klæber



Jan Hatt-Olsen: Silkeprocessen
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2015

Jan Hatt-Olsens digte i Silkeprocessen er ikke hermetiske, det tror jeg i hvert fald ikke. Jeg tror, de er det modsatte, pivåbne for det hele, og at det er derfor, de er svære at få hånd om. Digtene i samlingen handler ikke om ting, der er lukkede eller forseglede, men tværtimod om hvordan alting åbner sig i sproget. "Venter", står der i det allerførste digt, "Alt venter / Dig / Lyde trukket ud som tråde af det der klæber". Der er "Mørke, lyse / Linjer", et sted, "Hvor alt er / Som splintrer", "det sorte i det hvide", "nattens revner", "lyset / Der sprænges i skygger", "Trævler af døde / Træer", lys, der "trækkes som perlekæder / Gennem luften" og "løber som sort silke gennem byen". I det allersidste digt lyder det: "Se rummet er fyldt med tråde [...] Venter / Kaster med silke / Jeg tænker / På dig". Digtet er et spind, og poesien, silkeprocessen, venter på sine læsere, så de, som der står i digtet Mørkemanden, "kan se / Sig selv".

For så vidt, hvis jeg altså læser Jan Hatt-Olsen korrekt, er digtene i Silkeprocessen ikke kun digte, men også en slags meta-digte, der så at sige adresserer sig selv. Det er en bog, der i særdeleshed vil tale til andre digtere, men den kan værdsættes af alle, der er villige til give den dens stilhed, for det kræver den. Sluk for fjernsynet og computeren. Læg mobilen væk. Se ud gennem ruden. Det er blevet efterår. "Se / Før lyset forsvinder". Og så sæt dig tavst som det "dig", digtsamlingen har ventet på, og som "er dig / Der er til", og læs.          

 

Vi skal vaske os i tid



Steffen Baunbæk: Kvarts
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2016



Steffen Baunbæk: Masselinjer
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2017

I løbet af de seneste dage har jeg læst to ældre digtsamlinger af Steffen Baunbæk, henholdsvis Kvarts fra 2016 og Masselinjer fra 2017. De to samlinger ligner umiddelbart hinanden. Baunbæk skriver i staccato-form og med mange linjebrud, som i digtet Floodland fra Kvarts: "hvor havet / var bundløst / og stammerne / hårde / og klitterne / fulde / af fostre", eller i Spritz fra Masselinjer: "han var lige / til Stephanie / oppe / i Struer, / var han, Hitler". Indholdsmæssigt er samlingerne imidlertid ret forskellige. Kvarts er en meditation over døden: "vi skal vokse os ihjel [...] vibrere ligesom kvarts", "X dør", "Helle er død", "Ian, / der hængte sig", "På fødeafdelingen / bærer de / selvdøde nyfødte / ud i containeren", "haha, du / jeg tror / sgu, / jeg dør", men ender med digtet Her må ikke mere døes, hvori det lyder, at " Vi skal drive gennem åbne døre, / blinde, nøgne, ude af os selv [...] vi skal vaske os i tid". 

Masselinjer, som indlysende refererer til Klichés album Supertanker og til nummeret Masselinjen, består derimod fortrinsvis af politiske digte. Jeg indrømmer ærligt, at jeg normalt ikke er fan af den slags. Jeg er for så vidt enig med Per Højholt, der engang sagde, at alle gode digte er politiske, fordi de skaber bevidsthed, og at det er nok. Heldigvis er Steffen Baunbæk da også så meget digter, at han ikke kan nære sig, og poesien tager gennem hele samlingen førertrøjen og lader politikken hænge lidt bagud. Digtet Jobparat er nærmest celansk: "hvis du vil / noget andet / end det, / som du vil, / vil hun / ville / for dig, / vi vil ikke, / i hvert fald, / så vil, / hvad du vil, / og så vil / vi dig". Falske flag bliver i digtet til et tegn på, at "du har fødselsdag / når som helst", og i digtet Unionen drukner Wagners rhindøtre "én efter én", mens folk inde på bredderne danser "foxtrot / til Kraftwerk / og drikker / merlot til / sin flæskesteg". Unionen er "stendød", skriver han. Det er den afgjort ikke, nej, og digtet lever også, ikke fordi Steffen Baunbæk havde ret, da han skrev det, men fordi han er en fin lyriker, der skriver levende, herunder om døden.      

Bøv i livet



Mikael Josephsen: Mit sted
forlaget melodika, 2024

Forfatteren Mikael Josephsen har fået konstateret hudkræft, og det har forståeligt nok, som vi siger dér, hvor jeg kommer fra, givet ham bøv i livet. I den forløbne sommer satte han sig midt i sin ængstelighed ned i sin campingvogn og automat-skrifts-skrev en række digte, som han offentliggjorde på sin Facebook-side. Nu er de også udkommet som en digtsamling, Mit sted, en på alle måder elegant og lækker udgivelse fra forlaget melodika. 

Digtene er fremragende. Der er sådan set ikke nogen grund til at fedtspille med det. Mikael Josephsen skriver fantastisk godt. Digtene i samlingen er skrevet som en umiddelbar reaktion på lægens diagnose ("Hun lagde hudkikkerten / og sagde / det er kræft") og udtrykker en akut opstået bevidsthed om egen endelighed: "Jeg kørte hjem med døden efter mig / som en politibil". Det kunne man vel nok spinde en lang og abstrakt, filosofisk eller religiøs ende på, men Josephsens store styrke som digter er, at han altid og til det yderste er tro mod det konkrete. Det store er ikke andre steder end i det små, og at digte er at fløjte "dig speciel / i al almindelighed". Som han et sted skriver: "jeg skriver som vinden blæser / som hjertet banker / som fingrene vil", nb ikke som hjernen vil, men fingrene, der alt andet lige sædvanligvis også er tættere på tastaturet, og som er gjort af et mindre klægt materiale. I den sammenhæng er Mikael Josephsen nært beslægtet med Peter Laugesen. 

Der er intet fortænkt over Josephsens digte, og de er nemme at læse. De er også lyriske, meget rørende og fulde af billeder: "en roterende måne / sliber på den sidste melodi", "jeg finder selskab i fuglene / putter en mønt i deres jukeboks", "en myre der slæber digte hjem / og stabler dem som / guldmønter". Bogen er smuk (med omslag af Peter H. Olesen) og egner sig fortrinligt som mandelgave. Det er jo snart jul. Og køb også et eksemplar til dig selv. Seriøst.         
 

mandag den 14. oktober 2024

Jeg har købt en bog i alle mine drømme



Marie Ladefoged: Mod jorden
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2023

Inden for erkendelseslæren eller epistemologien findes et udtryk, tabula rasa, som er latinsk for "ubeskrevet tavle". Udtrykket kan spores tilbage til Platon og Aristoteles som betegnelse for den forestilling, at vi som mennesker individuelt fødes med en helt blank bevidsthed, og at der ikke findes noget i bevidstheden, som ikke oprindeligt er kommet derind udefra. Det er ret beset vistnok forkert, men for en digter er det en særdeles anvendelig antagelse. Som digter er det en god idé at lade som om, det er rigtigt. 

Det lyder måske filosofisk eller abstrakt, men i virkeligheden er det helt konkret. Man kan selvsagt ikke sætte sig ned og beslutte sig for at skrive et digt uden at have en forestilling om, hvad et digt er. Og hvad er et digt? Hvis man aldrig har læst andre digte end Benny Andersens eller Tove Ditlevsens, så er det dét, der er et digt. Så er det sådan, digte er. Når man selv begynder at skrive, vil ens egne digte uvægerligt komme til at lyde som Benny Andersen- eller Tove Ditlevsen-digte, for det er jo sådan, digte skal være. Jo flere forskellige slags digte, man opsøger og får ind i hovedet udefra, des mere udvider digtbegrebet sig, og des mere øger man sine egne udtryksmuligheder. Man vokser som digter ved også at være en læser. Digtere, der tror, at de allerede i udgangspunktet er så originale og autentiske, at de ikke behøver beskæftige sig med anden litteratur eller at få andres værker ind på hjernetavlen, er idioter. Det er muligt, at Rimbaud var et slags naturgeni, jeg ved det ikke, men han var i så fald cirka den eneste. Alle vi andre dødelige er henvist til traditionen, til at tage den på os og til at lære af den.         

Marie Ladefoged ved det. Hendes digtsamling Mod jorden er inddelt i tre hovedafsnit. Det første består af en række digte, hvori hun på forskellig vis relaterer sig til en række nordiske, kulturelle koryfæer og figurer, fra Blicher, Aarestrup og Ewald til Gunnar Ekelöf, Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen: "På en banegård står Søren Ulrik Thomsen [...] Den morgen er et tog der braser ind i sengen / Jeg har købt en bog i alle mine drømme". Andet afsnit består af blandede, korte, lyriske digte og af det historiske digt 1864, og tredje afsnit af en håndfuld længere digte, heraf fire rimede og af religiøst tilsnit: "I troens stærke fundament / er tvivlen på din side her / og cementeret i cement / på klippen ren og skær". I afslutningsdigtet, Den lange rejse, lyder det: "jeg ler igennem mine triste tanker / så højt mod Gud mit eget hjerte banker". Især det første afsnit er i sammenhængen interessant. I "grøntsagsafdelingen" møder Ladefoged Edith Södergran. Tomas Tranströmer står "ovre ved kødet", og Knud Rasmussen er "på polarekspedition / på vej mod skorstenen og den yderste kant". "Marianne Larsens logik", skriver hun, "gav mening / lige den dag hvor vi følte os som fremmede". Det er godt set og præcist formuleret, og det er nøjagtigt, som det skal være. 

Digtsamlingen er med fotos af Mette Lucca Jensen. 

Dem der ikke ved det



Carl Jørgen Carlsen: Jeg er bange for jeg skal løbe fra tiden
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2021

Der er mange måder, hvorpå man kan placere digtere i opposition til hinanden. Det er en yndet sport blandt både digterne selv og deres kritikere: Der er de såkaldt anerkendte digtere, "københavnerkleresiet", og der er de ukendte, poetiske martyrer, som lever en skyggetilværelse. Der er dem, der skriver knækprosa, og dem, der ikke gør det. Der er digtere, der er romantiske, metafysiske og fulde af patos, og der er digtere, som er helt kolde i røven. Der er digtere, hvis digtsamlinger bliver solgt i 100.000 eksemplarer, og der er digtere, som ikke kan forære deres værker væk. Og så videre.

Hvis jeg partout skulle drage et skel, og jeg gør det kun nødigt, ville det være dette: Der er digtere, der skriver på det, som de tror, de ved, og der er digtere, der skriver på deres uvidenhed, og som ikke giver svar, men stiller spørgsmål. Carl Jørgen Carlsen tilhører i Jeg er bange for jeg skal løbe fra tiden den sidste kategori. Digtere i al almindelighed er jo nøjagtig lige så snotforvirrede som alle os andre, og Carlsen giver sig ikke ud for at være noget, han ikke er. Som han et sted direkte skriver, "Jeg har et spørgsmål". "Der er to slags mennesker // Dem der ved det og / dem der ikke ved det // Jeg hører til dem / der ikke ved det". Der er mange spørgsmålstegn i samlingen: "Er det måske kuglepennens skyld / at digtet lækker?", "Tror du mig ikke?", "Troede du virkelig det?", "Er det onsdag eller torsdag?", "Tror du jeg er et menneske?", "Gør jeg ikke?", "Hvad siger du?". Digtene, som er uden titler, er humoristiske, legende og sprogligt besnærende. Carl Jørgen Carlsen har sin helt egen stemme, som han gennem alle digtene er tro imod: "Du kan da nok forstå / at hvis vandstanden i Middelhavet falder / så er der 80 kvinder i Nordsjælland / der bliver ufrivilligt gravide // Og hvis månen er en grøn ost / så er to og to fem". "Der burde være et komma et sted", skriver han i et digt, "men jeg har det så dårligt med kommaer / så jeg tror jeg sætter mig ned og græder lidt". Et andet sted mener han at vide, at "Alene i Asien dør der 500 milliarder /edderkopper i sekundet", men indrømmer, at "alt hvad jeg tænker er digte". 

Toglekture lyder måske som en nedsættende betegnelse, men Jeg er bange for jeg skal løbe fra tiden er en ideel bog at have med i inderlommen, når man skal på tur. Den passer i formatet, digtene er gode og fulde af rigtigt liv, og Carlsens stemme vil uden problemer blande sig ind i hele virkeligheden, mens man sidder i sit sæde og rejser som sig selv.    

Flyt men flyt dine himle



Erik Scherz Andersen: MVP
Kronstork, 2024

Erik Scherz Andersens MVP er et flot designet digthæfte på 30 sider, og digtene i hæftet er det, der måske også i en dansk sammenhæng og med en lidt forvirrende betegnelse kaldes Language Poetry. Alle digte skrives indlysende med sprog, language, men Language Poetry er en særlig retning inden for lyrik, der søger at gøre op med (og jeg citerer Wikipedia) "den stemme- og bekendelsesorienterede praksis". Language Poetry-digte skal ikke reciteres, men læses som tekst, og de handler ikke om forfatteren. Der er i Language Poetry ikke nogen mere eller mindre følsom digter, der krænger sin sjæl ud eller beretter om, at han eller hun føler sig ensom, har fået hæmorider og/eller elsker de blanke sunde med sejlernes tusindtal. Digtene handler om sproget som sprog, deraf navnet. 

"Man skal holde sine metaforer i kort snor", sagde Per Højholt engang humoristisk, og Language Poetry-digtere er ofte optaget af dekonstruktionen af metaforer. Således også Scherz Andersen i MVP: "klaphat er en metafor [...] mødom er en metafor for min klaphat". Senere i samme digt, Et kongerige for en titel, lyder det: "Metaforen er en stald for mine svin". "Flyt aldrig", skriver han, et komma / NUL komma flyt / men flyt / dine himle, dine / drømme, dine regler". Digthæftet er inddelt i tre hovedafsnit, henholdsvis Sommerfuglepasta, Højlys og III, og digtene i de tre afsnit er formmæssigt forskellige. Sommerfuglepasta begynder som en slags pastiche på traditionel, romantisk digtning ("Jeg starter med en våd klud") og ender med "Benzin Bolette Balkan Bangbang". Hestene i strandkanten, som udgør III, er det mest lyriske digt i hæftet og forener det tekst-som-tekst-fokuserede med noget mere eksistentielt og umiddelbart relaterbart: "strandkanten der skvulper af bølger og vugger som / hestenes manker i vinden er alle marker åbne for / at spille en melodi til de børn der kender et ekko / fra et andet". Det er ganske enkelt smukt.

Det fremgår af bagsiden på hæftet, at MVP kan betyde forskellige ting, herunder "minimum viable product" og "most valuable poetry".    
        

Som bums på planetens ansigt



Poul G. Exner: Jeg er ikke interesseret i at vide, hvorfor du skriger ...
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2020

At skrive digte, hvis det er alvor, er en meget personlig ting. Alle digtere har forskellige personligheder, og der findes mange forskellige slags digte. Det er helt plat og banalt. Der findes digtere som Merete Torp, der bruger årevis på at finpudse hver eneste sætning, og som siden debuten i 1982 kun har udgivet en enkelt digtsamling, og der findes digtere som Poul G. Exner, som er en slags ordmaskine. Exners lyriske projekt handler om kontinuerlig italesættelse af egne oplevelser, erfaringer og sansninger uden indlysende kriterier for, hvad der hører med i den bestandigt vildtvoksende totaltekst, og hvad der ikke gør. Exner er åben over for det hele, for det hele hører med, alle former, det intime, det voldsomme og det patetiske. Digtsamlingens forside giver mindelser om nogle af Peter Laugesens tidligste, ikke mindst Man kan ikke sige at alting hører sammen fra 1969. Der er da også et indlysende slægtskab med Laugesen, der på tilsvarende måde lader alting hvirvle ind i skriften, og som i øvrigt også er tilsvarende produktiv. 

Jeg vil ikke forsøge at opsummere Jeg er ikke interesseret i at vide, primært fordi Exners individuelle digte skal læses som uddrag af den store tekst, han arbejder på, og fordi de som sådan ikke kan være andet end tilfældige punktnedslag. At highlighte enkeltdigte og forsøge at få dem til at sige noget om Exners værk som sådan ville for mig at se være en misforståelse. Det er en fortløbende tekst uden midte og uden faste holdepunkter. Det er dét, der er pointen. Der er dog gennemgående temaer i digtsamlingen, herunder rollen som far og forholdet til familien, livet som single og ensomheden: "Jeg er blevet gift og skilt / Jeg kan ikke elskes", "Jeg bor alene / i kroppen", "det kan være umuligt / at skelne mellem døden / og dét at vågne alene". I et digt lyder det, at "Jeg står som en bums / på planetens ansigt / indtil tiden trykker mig ud". "Nu er det angstfuld sensitivitet", skriver han et andet sted, "og en meget tavs bøn / bedt med ryggen til så meget / som overhovedet muligt". Digteren er reduceret til "en vågelampe af hud", men han er digter. Han kan registrere, og han kan skrive.

Jeg er ikke nogen stor fan af symptomallæsninger, og jeg skal ikke have klinket noget. Det forekommer mig imidlertid indlysende, at eksempelvis angst kan være en god katalysator for digtning, ligesom libido kan være det. Hvad der end driver Poul G. Exner, så fungerer det for ham. Jeg er ikke interesseret i at vide er på 150 sider, og jeg føler mig overbevist om, at han ret hurtigt kunne samle materiale nok en samling, der var tre gange så stor. Jeg håber, den en dag kommer. 

Digtsamlingen er med illustrationer af Martine Lilith Camille Dupont.            

Jeg så med disse øjne



Abdul Malik Beakasyar: Spejlenes skygger
Gendigtet af Ole Lillelund og forfatteren
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2010

Verden er dyb. Det lyder som en kliché, men tillad mig alligevel at skrive det igen: Verden er dyb. Det er sådan, verden er. Den har dybde. Man kan ikke skrive en linje i et digt, uden at det straks viser sig, og der er for så vidt ingen som helst grund til gøre sig anstrengelser for at komme under huden på noget som helst. Man kan fint nøjes med at blive på overfladen. Så snart man begynder at skrive om huden, hvis man er ærlig, dukker hudløsheden op. Og det kan man gøre helt stille og roligt, civiliseret og uden hysteri, selv midt i en væbnet konflikt, hvor man som Beakasyar kan sige, "vi bor på en stor gravplads".

Abdul Malik Beakasyar er afghaner. Da russerne rykkede ind i Afghanistan, endte han som millioner af andre i Peshawar i Pakistan, og i 1989 kom han til Danmark. Digtene i Spejlenes skygger er danske gendigtninger af digte oprindeligt forfattet på pashto, sproget som tales af pashtunerne i Afghanistan og Pakistan. Beakasyar skriver helt enkelt og uden krummelurer: "månen var fuld og rund om natten" og "se, en pige står på bussen / snart vil hun være i et varmt rum, / hjemme om få minutter, eller sammen med en ven", men krigen og døden er hele tiden til stede. Månen var fuld og rund, men "pigerne gik ikke længere i bjergene efter urter", og "folk sov ikke længere ude / eller på taget". Mens digteren betragter pigen, der står på bussen, underholder han sig med at tælle bilerne, cyklerne, pigerne og drengene, men ikke mændene, for "jeg spilder ikke denne kostbare tid / på at tælle mændene". I digtet Hjemme lyder det, at "fra afløbet under dørtrinnet / strømmer tidens sorte historie", og i Solnedgang, at "nedenfor markdiget / i den genfrosne sne / er aftryk af sko og sandaler [...] nabolandsbyen bliver netop nu / angrebet af B52 bombere og / den sorte røg dækker himlen totalt".

Styrken og skønheden i Abdul Malik Beakasyars digte (som selvsagt også til dels må tilskrives oversætteren Ole Lillelund) ligger i deres sirlighed og nænsomhed. Alle linjer i samlingens digte har en selvfølgelighed over sig, som om de ikke kunne lyde anderledes, og det er selvsagt et af kendetegnene på stor poesi. Sproget er gavmildt, men økonomisk, og jeg forestiller mig, at Beakasyar og Lillelund har brugt ganske meget tid på at diskutere og finpudse de enkelte tekster. Jeg er ikke litterat, og min referenceramme er begrænset. Den eneste, anden digter, jeg kender, og som jeg med rimelighed kan sammenligne Beakasyar med, er Konstantinos Kavafis, som skrev helt anderledes digte, men med samme grad af omhyggelighed. Beakasyar registrerer med følsomhed og kan sige som den berusede i digtet Atan, at "da krigen kom / jeg så den med disse øjne". Han forsøger ikke at være dyb, men lader verden om at være det, som den er.                    

Plankens løft



Jørgen Haarder: Under vand er jeg ikke længere døv
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2024

Jørgen Haarders nye digtsamling er charmerende. Jeg håber, han vil tilgive mig, at jeg siger det. Der findes digtere, for hvem lyrik på det nærmeste er en slags objektiv, litterær grundvidenskab, og som følgelig gerne vil læses, forstås og analyseres sådan. Modsat er der også digtere, for hvem poesi er en livskunst, i hvilken liv og tekst, hvis jeg må tillade mig frækt at parafrasere Haarders digt om Saarikoski, varmer hinandens røve. Jørgen Haarder tilhører den sidste kategori, og jeg gider ikke sidde og lade som om, jeg ikke er betaget. Efter at have læst Under vand er jeg ikke længere døv har jeg lyst til at lære ham at kende. Jeg vil gerne se det havehus, han nævner i digtet Drypsten, og hvori han har "bygget en tro kopi / af Ötzi-mandens kniv". Jeg vil gerne prøve at holde den Haenel 310-tivolibøsse, han skriver om i Tivoli, og som hans hustru kun tåler "lige akkurat med det yderste / af fingerspidserne". 

Jørgen Haarder fremstår i samlingen som en person, der for alvor er indlejret i sit eget liv, og som er uneurotisk indforstået med de ting, der betyder noget for ham, herunder også de kunstnere og andre forfattere, han sætter pris på: Filminstruktøren Béla Tarr, maleren Edward Hopper, Bruce Chatwin, Pentti Saarikoski og Ivan Malinowski. Det er en broget forsamling, og Haarder skriver om nogle af dem i digtet Leksikale postkort. Flere af digtene i samlingen er erindringsdigte: "Tommy er ni år gammel i 1967", "sommer 1969 / mine bedsteforældres gård", "Februar 1972, det store spisefrikvarter", "Jeg er 17 år gammel i 1975" og så videre. Andre er en slags bekendelser. Digteren fortæller om sin kamp med smørblomst i haven, om sin forkærlighed for spidskommen og om sin vane med at gemme små sedler rundt omkring i huset, så sønnerne kan finde og læse dem, "når jeg er kremeret". 

Samlingens smukkeste digt, hvis jeg partout skulle vælge, er det allerførste, Bindeord, hvori Haarder skriver om sit problematiske forhold til sin nabo og slutter: "Jeg ser lysende fodspor / 10.000 år gamle. // Han tænder bål bag hækken / på en helt anden frekvens. // Fra himlen falder rotten ned." Det er både Chatwin og Saarikoski og Haarder i ét, og det er fremragende. I det allersidste digt, Døde digtere, forsøger Haarder at besvare spørgsmålet om, hvad vi egentlig skal bruge digte til, og han skriver, at poesi er "En opløftende planke / et forsonende øjeblik". En løftestang for livet.        

Kærlighedens vej

 


Reza Farmand: Det er blodet der elsker
Brændpunkt, 2023

Reza Farmands Det er blodet der elsker er noget i en dansk sammenhæng ret usædvanligt. Med et lidt kluntet udtryk, og fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal kalde det, vil jeg betegne samlingen som en hymne til kærligheden som et transcendentalt fænomen, til eros, til elskoven og til venskabet. Jeg må ærligt indrømme, at jeg gik til bogen med skepsis. Det er svært at skrive kærlighedsdigte uden at ende i de rene klichéer, og Farmands epigramstil ("Kærligheden er ... " ditten og datten) ligger bekymrende tæt på den slags ofte relativt platte catch phrases, selvhjælpsguruer og terapeuter kan finde på at belemre os med. Så meget mere imponerende er det derfor, at Farmand ikke bare slipper afsted med det, men at han gør det med ynde og elegance. Digtene i samlingen er fulde af smukke billeder og metaforer: "kærlighed / er tidens uventede lynnedslag i ordene", "kærlighed er [...] / et modent svar", "kærlighed er et digt som / skrives på hastigheden". Om kærlighedens forlis lyder det, at "en knækket kærlighed / har tusinder af betydninger / du bør vælge den smukkeste", og om stolthed, at "stolthed er en kokon af sten / over for én der har / sommerfugledrømme for dig". 

Reza Farmand er iransk-dansk og har boet i Danmark siden 1985. Det er blodet der elsker er hans egen, danske oversættelse af en oprindelig, persisk udgave, og der er afgjort noget orientalsk over billedsproget i digtene og i digtenes klang. Det er blodet der elsker kunne udmærket være et manuskript omtalt i en novelle af Jorge Luis Borges, måske med specifik henvisning til Farmands beskrivelse af kvindekroppen som "eksistensens tusindfoldige dragende veje". Det er en i ordets mest ophøjede betydning fornem samling, og jeg er imponeret over den, ikke mindst fordi det som sagt er en vanskelig genre. Bogen er den perfekt gave til en elsket, men den vil også være velegnet som gave til en ven, som venindegave og/eller som diskussionsemne i en læseklub. Digtene er hurtige og nemme at læse, og der er masser at snakke om.           

Tarteletter, bearnaise og softice



Camilla My Vinter Thorsen: Nitte
Brændpunkt, 2024

Det sker med jævne mellemrum, at der i diverse danske kulturmedier og/eller på de sociale medier opstår en diskussion om manglen på litteratur om arbejder- og underklassen. Det er, som Peter Laugesen engang skrev, noget "dobbelt snot". Det er snot, for der skrives rent faktisk sådanne bøger. Camilla My Vinter Thorsens Nitte er et eksempel, og det samme er Anne Rye Anderssons Sexy Baby. Og det er dobbelt snot, fordi det, der menes, når en sådan litteratur efterlyses, ikke er bøger skrevet af folk fra arbejder- eller underklassen, men netop bøger skrevet om dem af de forfattere, som i forvejen bliver anmeldt i Politiken, i Information, i Berlingske og i Weekendavisen. Det er ikke udtryk for et ønske om at lade andre stemmer høres, men bare om at høre de samme stemmer pludre om noget andet. 

Camilla My Vinter Thorsen er imidlertid the real deal. Hun er efter eget udsagn en "nitte": "dit blik mørknes af / afsky, når du husker / hvilken nitte / jeg er", skriver hun. Et andet sted lyder det: "propelleret af skam / og tandlægebor i ørerne / vi, de marginaliserede". Digtene i samlingen er uden titler eller versaler, og de kan for så vidt læses som én lang meditation over livet underlagt det skrattende system. Det er et ord, der går igen flere gange, "skrattende": "systemet / skratter", og "i en skrattende hylen / brænder jeg sammen". Systemet er sundhedsplejersken, kontoret, "jannie petersen, odense kommune", som sendte "et afslag / en endelig afgørelse", der "dømte mig til / værdighedstab", "sadistiske tandlæger", "lægepiller" og obduktionsrapporter. Lykken er med "baljen til opkast [...] ved siden af", og et festmåltid er en buffet til "129,- per person / vi er jo en pæn familie", "tarteletter / bearnaise / softice". Det er dér, vi er. Digtene handler om længslen efter kærlighed, om moderskab og om selv at have forældre, om utryghed, skam, sygdom og død. Det er meget, og Camilla My Vinter Thorsen er i det hele, "en normal / borger på cognackrykker som ikke længere ved / hvem hun er". 

De "marginaliserede" er ikke nogle andre, de er os, nøjagtig ligesom kultureliten er det. Vi er os, sammen. Camilla My Vinter Thorsens Nitte giver et indblik i, hvordan vi også har det, og det er vigtigt. Det skal dertil tilføjes, at digteren selv har designet omslaget til digtsamlingen, og at det er blevet en gevaldig flot bog.             

Skænk mig livet når jeg dør



Brændpunkt, 2024

Forsiden på digtsamlingen Fryser mig til klarhed er et foto af en gravsten i sne. Billedet refererer til det inkluderede digt Sneen på graven, hvori det lyder, at "den sne der falder over verden / lægger sig som på en grav". Journalisten og forfatteren Claus Grymer er blevet ramt af kræft, og i samlingen, der ikke består af mere end cirka 30 korte digte, mediterer han over livet som døende, hvor "intet er godt / heller ikke nu", men hvor alt omvendt er "i orden / for det er snart forbi".

Grymer skriver uden illusioner eller selvbedrag, og han forsøger ikke at undslippe sin situation eller besnakke sin skæbne ved at kaste sig ud i filosofiske eller religiøse betragtninger. Det nærmeste, han kommer, er i digtet Tro, der kun er på 3 linjer: "Tror jeg ikke på Gud / har jeg kun mig selv / og mig tror jeg ikke på". Jeg kunne, da jeg læste det, ikke lade være med at tænke på G.K. Chesterton, der i Fritænkeri og rettroenhed skriver, at man som ikke-troende balancerer på sit eget hoved, og at hoveder i al almindelighed er et for blødt materiale at stå på. Claus Grymer, fordi han er en rigtig digter, finder i stedet det store i det små: Hånden, der ryster, idet han rækker en kontrollør en billet, tanken om måske ikke at kunne fejre flere fødselsdage, krydsord og toiletruller. I det meget rørende digt Døden og kaffemaskinen beretter Grymer, hvordan en eller anden "fortæller mig at hans kaffemaskine er gået i stykker / og spørger hvad en ny kan tænkes at koste". Grymer nævner en pris, og spørgeren "vender ansigtet bort / for at jeg ikke skal se / at han er sammen med en mand / der snart skal dø" og alligevel stadig er optaget af prisen på en kaffemaskine. Det er imponerende godt og virkeligt.  

Man skal ikke lade sig narre af, at Fryser mig til klarhed er en kort bog på kun 37 sider. Digtene er få og korte, fordi Claus Grymer ikke snakker udenom. Han skriver klart og præcist, også om sin kristentro. Sandheden om os alle, omend vi normalt ikke bryder os om at kendes ved den, er, at vi hele tiden er døende, og Grymers bøn i digtet Den fortabtes bøn, "skænk mig livet når jeg dør", er alle troendes bøn. Fryser mig til klarhed er ikke kun en digtsamling for kræftramte eller pårørende til kræftramte. Det er en digtsamling for alle endnu levende.           

Et menneske ramt af Guds hånd



Lars Busk Sørensen: Digte
Gyldendal, 1959

Lars Busk Sørensen, født 1930, kom fra et husmandssted på heden nordvest for Ikast, og han blev uddannet lærer på det indremissionske Nørre Nissum Seminarium, hvor der også nu om stunder på gavlen hænger et skilt med ordene "Bed og arbejd". Efter i 1953 at have fået sin eksamen (og efter et par svinkeærinder til Skagen og Lemvig) flyttede han med sin hustru til Langerhuse ved Harboøre. Her boede parret frem til 1990, nær det voldsomme Vesterhav og med den enorme stjernehimmel over sig.

Lars Busk Sørensen døde i 2023, 93 år gammel. Han var salmedigter, men han startede som en verdslig digter af sarvigsk observans, og samlingen Digte fra 1959 var hans debut. Verdslig skal i sammenhængen (som det også gælder om Sarvig) udelukkende forstås som en genrebetegnelse, for allerede i digt nummer tre, Det stærke, dukker "Jesusbarnet i krybben" op. Lars Busk Sørensen tilbragte hele sit liv i bøn, jeg tror det, og troen løber gennem hele digtsamlingen: "Det er sent. / Jeg hører Gud i haven. / Kald, mine hænder! før kulden tager jer." I Jakobs morgen lyder det smukt: "Jeg er et menneske, / ramt af Guds hånd. / Hans velsignelse smerter / på min krop. // Gennem jordens våde græs / halter jeg hans sol i møde". Ligesom hos Sarvig modstilles troen teknikken og "Tomhedens hårde hænder": "Den kolde krig har ikke visnet / det mindste blad på en nælde". Det kan godt være, vi har formået at bygge en rumraket, "En afreven fuglevinge / og spidsen af et lukket næb", men "ingen af os har endnu mod / til at vende sig om og græde". 

Lars Busk Sørensen og jeg kommer omtrent fra det samme sted, geografisk som religiøst. Som ung overvejede jeg også at tage på Nørre Nissum Seminarium, og de første 20 år af mit liv boede jeg cirka 30-35 minutters kørsel fra Langerhuse. Det er mig slet ikke muligt at have nogen distance til Busk Sørensens digte, og jeg har heller ikke lyst til at bevæge mig på afstand af dem. Jeg ærgrer mig bare over, at jeg aldrig lærte ham at kende. Mit eget eksemplar af Digte har en personlig dedikation fra forfatteren: "Til Grete og Ejgil med venlig hilsen og tak for kaffe". Det er så meget Vestjylland, som det overhovedet kan blive, og på den bedste måde.          

Digtsamlingen kan lånes via bibliotek.dk.      

Død i livets forspring

 

Bent Haller: Den indre klokkes klang
Forlag og udgivelsessted ikke angivet, 1972

Bent Haller har gennem sin imponerende forfatterkarriere skrevet og udgivet mere end 100 bøger. Den indre klokkes klang var hans debut, et digthæfte udgivet i 185 nummererede eksemplarer, signeret af både Haller selv og af illustratoren, Niels Johan Knøss. Digtene i samlingen er på én gang kreaturligt voldsomme og kosmiske og går fra "blodet og slimen", "opkast", "pegefingre / mod endetarmens snævre port", "rødstribede lår", "dyrisk smerte" og "kæbebens knasen" til Død, hvori det lyder, at "Så lever vi kun / i dette / ufattelige spring / og er død / i det vi kaldte / livets forspring / mod et grønt paradis". Samlingen indeholder i alt 16 digte og kan læses som en slags suite: Der er først et digt om livet før fødslen, og derefter følger Fødsel, Dåb og Madmoderen, et digt om barndommen, et om kærligheden, børn og børnebørn, og til slut Død og et digt om livet efter døden, som beskrives i erotiske billeder: "Andromedatågen nær Vulvas / forsølvede indgange", "blinkene / mod de røde striber / under Penis' blomsterfrø". Midterdigtet, Tordenvejr, er et i nogen grad politisk digt, der handler om den følelse af dårlig samvittighed og "forbrydelse", man i sin danske, "hvide / forbandede hud" kan få ved tanken om, at man "geografisk [har] stjålet de andres menneskerettigheder" og ved bevidstheden om et "Vietnam af størknet blod / på morderhænder" og med "vildt skrigende landsbyer". Titeldigtet, Den indre klokkes klang, er alderdomsdigtet, hvori digtets jeg "kalder med den indre klokkes klang / for at få andre bevingede væsner / til at bryde ind i min brystkasse / med blybesatte rambukke / for at føre mig på en rejse / rundt om solen / i de uendelige tiders tegn".

Digtsamlingen kan købes antikvarisk og lånes via bibliotek.dk.

fredag den 4. oktober 2024

Som modtager af sit åndedræt



Jakob Brønnum: Tidsforskydninger
Forfatterforlaget Attika, 2024

Der er nogle linjer fra Paul Celans digt til Nelly Sachs, Zürich, zum Storchen, jeg altid har holdt meget af. De lyder i min egen, ringe oversættelse: " Vi / ved ikke, du ved, / vi / ved jo ikke / hvad tæller". Det er en af de ting, man bliver mere bevidst om, efterhånden som man bliver ældre og for alvor begynder at mindes: At det er ret umuligt at forudse, hvad der med tyngde vil lagre sig i erindringen og få lyset i det indre rum til at bøje, ligesom tyngdekraften gør det med lyset i det udvortes. Man kunne måske forestille sig, at det var det store ting i tilværelsen, der ville gøre størst indtryk, bryllupper og konfirmationer og den slags, men sådan er det sjældent. Det er i hvert fald ikke min erfaring. Det er de små ting, man klarest husker: "brønde, reb, knirkende jern", "gule blomster / ved siden af nedløbsrøret", "smagen af lakridsrod", "fodbold / med hundehvalpe mellem benene", et forstørrelsesglas eller en lommekniv. 

Eksemplerne er fra Jakob Brønnums digtsamling Tidsforskydninger. Samlingen består dels af erindringsdigte og digte, hvori erindringen som fænomen undersøges og problematiseres. Vi husker, men vi glemmer også, og som det lyder i digtet Tårne og glemsel: "Glemslen er ikke altid nådig". I Det bærende skriver digteren lakonisk, at "glemslen har alle forudsætninger / for at blive til noget stort". Undertiden kan det føles, som om "tiden opfører sig som en vinduesvisker". Dertil kommer også, som det bemærkes i Samtalen, at "Tiden har flyttet ordene". I Psykoanalyse taler Brønnum om et "slags kratværk / mellem en selv og den erindrede barndomsby". 

Der er helt bogstaveligt meget musik i Tidsforskydninger, herunder "en slags gylden tone / måske fra en guitar", "klynger af klangflader", Tonernes fysik, "vindmusikken", en solsort, der "lyder som Miles Davis", "tonerne / i regndråber", "stykker musik af Haydn", "Flammernes bossa nova" og en strygekvartet af Beethoven. Bagom er der imidlertid også en stor tavshed. Dagene "stræber mod hvidt", skriver Jakob Brønnum i digtet Bomuldens mærke. I Mure og katarakter er "glasset / ind til dagen" "blevet gennemsigtigt", og i Smuldrede billeder har der "meldt sig et tomrum". Når musikken fader ud, er der stille, og dét, der tilbage, er "Den hvide morgen, den der altid vender tilbage" og digteren "som modtager af åndedrættet". Og det er sådan, det er. 

Der er noget sart og sprødt over digtsamlingen, og fornemmelsen forstærkes af omslaget og de inkluderede, meget fine illustrationer af Edward Weie.          

Nu krøller bønnen i bålet

 


Katarina Lewkovitch: Aorta
Forlaget ANARKI, 2020

Det er helt simpelt og burde ikke være nødvendigt at skrive, men jeg gør det alligevel, for det er vistnok en ret udbredt misforståelse: Nogle mennesker tror fejlagtigt, at digte er en slags koder. De tror, at digte er tekster, som for så vidt lige så godt kunne have været formuleret i et umiddelbart forståeligt dagligsprog, men som digteren i stedet, fordi han eller hun er en særling, har valgt at kryptere og gøre svære at læse. Læserens opgave, hvis man tror sådan, bliver da at afkode digtene for derigennem at nå tilbage til den letforståelige mening. Det ville, hvis det var sådan, det forholdt sig, være en fuldstændig fjollet og formålsløs øvelse. Digteren kunne jo bare fra start have sagt, hvad han eller hun egentlig mente.

Men digte er ikke koder. Der er ikke noget, der er krypteret. At læse digte er ikke som at løse krydsord. Med en måske lidt upræcis formulering: Digte betyder, hvad der står i dem. Det er dét, der står i dem, de betyder. Så hvad stiller man op med sætninger som disse fra Katarina Lewkovitchs digtsamling Aorta: "Lagt i et fad fra det strålende tribunat / risler æter over en skovsyrepagt"? Man tager dem på sig, og man tager dem med sig. Hvis jeg må tillade mig at parafrasere en digter, der ikke umiddelbart har meget med Lewkovitch at gøre, nemlig Frank Jæger: Intet fornuftigt menneske ville nogensinde finde på at spørge, hvad regnvejr egentlig betyder. Regnvejr betyder regnvejr, og vi får regnen trykket ind mod vore hjerter, mens vi går. Det samme gælder poesien, i hvert fald når den har format og "lyser i fjergrønt og guld" som i Aorta.

Der er som antydet et pænt stykke vej fra Frank Jæger og Vi, der valgte regnen til Katarina Lewkovitch, men der er ikke langt fra Lewkovitch til Simon Grotrian, måske heller ikke i religiøs henseende. Digtene i Aorta er brutale. Universet, digteren skriver ud fra og billedrigt fremmaner, er ikke blot en grundtvigsk "dødningesal", men et "destruktionsparadis" fyldt med "råddent væv", "tændte lunter", "engen [...] smadret i mit ansigt", "sortsvedne liljer", et terræn med "spor af angst", "udslåede tænder", "bræk, kødnåle", "pigtråd", "blodstænk", "lemmer i petroleumsbadet" og "en bagbundet bøddel". Det er voldsomt, men det er ikke sjofelt chokerende. Det er intimt, vedkommende og vigtigt, for gennem det hele er der også noget andet, der taler, en slags paradoksal kristentro på trods, der er stærk, netop fordi den virker så utilstrækkelig. Der ingen ild i en busk i ørkenen, men "nu krøller bønnen i bålet". Det er en "tro af strå / i vandets tid", og "Krist morgen" er forgæves "indrammet i en liljemark". Korset vil ikke "stå i bukserne", men er impotent. Ikke desto mindre er det troen og troens mysterium, sådan læser jeg Lewkovitch, der fører os fra destruktionsparadiset til "vidunderlighedsklinikken". Det er dér, samlingen ender: "du fører mig til vidunderlighedsklinikken / lukker bogen om et rindende bryst". Det er mælk som det levende vand til blodet. Der er ikke nogen skønhed, som ikke også er grusom, og Aorta er en på alle måder smuk bog.               

Truende transmissioner

 


Erik Trigger Olesen: Rovmåne
Brøndum, 2021

Der findes en subgenre af ambient musik, der kaldes glacial. Som lytter til glacial ambient skal man forestille sig, at man for eksempel er en polarforsker udstationeret på en fjern og måske hemmelig, arktisk station, hvorfra man helt alene er ansvarlig for at monitorere et eller andet fænomen. Man hører den bidende vind og fornemmer sneen og isen udenfor, og typisk er der også et teknisk aspekt. Producenter af glacial ambient tilføjer ofte skrattende lyde og svage stemmer, som om der konstant, mens man lytter, bliver givet live-opdateringer via et gammelt radiosystem. Det er nat, og det er mørkt. 

Erik Trigger Olesens digtsamling Rovmåne har aldeles intet med glacial ambient at gøre, men det har den måske alligevel, for mens jeg sad og læste den, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig digtene i samlingen som radio-transmissioner, opfanget af en sådan station placeret, hvor "permafrosten skyllede ind over os". Det er ikke helt tosset. Som Erik Trigger Olesen selv skriver i et et digt, "JEG ER IKKE ENGANG GAL". Samlingens blå omslag giver mindelser om en ishimmel, Peter Langwithz Smiths fotomontage i bogen kunne godt ligne radiotårne, og allerede i linje 6 og 7 i det allerførste digt taler digteren om "de truende transmissioner / der flettede sig ind i virvarret af ledninger". Senere får vi en henvisning til Fridtjof Nansen, "med Nansens genfærd over indlandsisen", der er "nødstedtes radiosignaler", "Mørkets radar", "Aftenens tastatur" - og ikke mindst: "spøgelser der befolker elnettet / hvisker ud af stikdåser". De hvisker om tab og om død. 

Den allersidste linje i Rovmåne lyder "imod døden". Digtene i samlingen, som er imponerende gode, cirkler om døden, om alder, tab og grusomhed. Digtet Dreifach er dedikeret til Gottfried Benn, og der er i det hele taget en benn'sk pessimisme og undergangsstemning over de fleste af de inkluderede digte. Tiden er, som Erik Trigger Olesen et sted skriver, "den kollapsende tid", men poesien, formkraften, er "de beroligende lyde / af Tua Tomas og Werner / af Joànes Tomas og Einar". Det er ren Benn. 

Der er håndgranater i digtene, pigtråd, blodsøjler, skrig, skræmte børn, en kannibal og endda Josef Mengele. Det mærkelige er, når jeg skriver det sådan, at det lyder voldsomt og ekspressivt støjende, men det er det ikke. Digtene larmer ikke. De er en rusten radios hvisken, som man er den eneste, der hører. Sådan føles det. Det er et gammeldags udtryk, men jeg bruger det alligevel: Man føler sig som læser begunstiget.