- Det er tilladt at gengive et kort citat fra en omtale, hvis du/I husker også at angive kilde og meget gerne tilføjer et link til bloggen.
- Det er ikke tilladt uden min tilladelse at gengive omtaler i fuld længde andetsteds, hverken som tekst, som screenshots eller andet. Det gælder også, selv om du er forfatteren til en digtsamling, jeg har omtalt, eller hvis I som forlag har udgivet den.
onsdag den 23. oktober 2024
Respektér venligst min ophavsret
tirsdag den 22. oktober 2024
Det er sådan begær fungerer
mandag den 21. oktober 2024
Hvordan finder man en digtsamling?
Gyldendal, 2016
You're going to see Europe again
søndag den 20. oktober 2024
Bålet på fædrenes gravhunde
Gyldendal, 1946
I Shubiduas Midsommersangen er der et vers, som begynder: "Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd / Ska' hver udenvælts fjende beredte os kende / Men mod ufredens ånd, over mark, under strand / Vil vi bålet på fædrenes gravhunde tænde". Den oprindelige Midsommervise er skrevet af Holger Drachmann, og i Drachmanns udgave er der ingen "gravhunde", men "gravhøje". Shubidua ændrede ordet til "gravhunde" som en vittighed. Det er meningen, det skal være sjovt, men det er jo altså kun sjovt, hvis man på forhånd kender Drachmanns tekst og derfor ved, at der egentlig burde stå "gravhøje". Hvis man ikke kender originalen, er linjen "Vil vi bålet på fædrenes gravhunde tænde" bare mærkelig og i en vis forstand ulæselig, fordi man ikke besidder den nødvendige viden for at kunne fatte joken.
Mange digte kræver en sådan form for forudviden eller forforståelse for at kunne læses. Nogle digte er så propfulde af kulturelle referencer til alt muligt, at det på det nærmeste kræver et leksikon at stamme sig igennem dem. Andre digte handler om specifikke problemstillinger, for eksempel politiske konflikter, eller de er skrevet på baggrund af private, traumatiske oplevelser og for at kaste skyld og/eller for at gøre opmærksom på, at en uretfærdighed er blevet begået. Den slags digte kan være vanskelige som læser at forholde sig til. Selv om man måske kan værdsætte poesien (for så vidt som der er nogen) og relatere sig på et mellemmenneskeligt, følelsesmæssigt plan, forudsætter sådanne digte en viden om ofte særdeles komplicerede ting og sager, som man formodentlig ikke på forhånd besidder. Hvad handler den omtalte politiske konflikt om? Hvem er aktørerne? Blev der faktisk begået en uretfærdighed, eller har digteren bare ondt i røven, fordi han eller hun ikke fik sin vilje? Skal man virkelig til at google for at finde ud af, hvad digteren snakker om? Nogle digtsamlinger har endda et noteapparat, man kan konsultere, hvis man som almindelig dødelig er interesseret i at få en fornemmelse af, hvad den bog, man lige har købt, overhovedet handler om.
Er det ok? Naturligvis. Man må som digter skrive og udgive, hvad man vil. Er man som digtlæser forpligtet til at gøre en indsats for at skaffe sig den nødvendige viden, så man kan læse og forstå digtene? Selvfølgelig ikke, nej. Livet er ikke uendeligt langt, og hvis man gerne vil læse digte, er der mange andre, man kan vælge at læse i stedet. Der er meget godt at sige om fordybelse, og man spilder ikke sin tid på at nærstudere Hölderlins eller Celans digte, det er klart. Der er folk, der bruger hele deres liv på den slags, og som bliver gevaldigt kloge og dygtige af det. Men man skal ikke, og der er ikke nogen naturlov, der siger, at digte, der er svære at læse, fordi de forudsætter vidende læsere, automatisk er bedre end digte, der er nemme at læse, og som alle og enhver umiddelbart kan forstå. Sådan, som man siger, spiller klaveret ikke. Iblandt Leonard Cohens yndlingsdigte var Fats Dominos Blueberry Hill med linjerne "The moon stood still / On Blueberry Hill". Jeg har personligt en særlig forkærlighed for den danske digter Ove Abildgaard, og der er for mig at se ikke meget i dansk lyrik, der i poetisk henseende kommer på højde med det første vers i Morgenmaane fra hans samling Uglegylp: "Imorges bankede Maanen / paa mine Ruders Spejl / som en nylig renset / Tommelfingernegl". Dér kan vi alle være med, og man behøver ikke være en studeret røver for at kunne fatte, at det er smukt.
fredag den 18. oktober 2024
Tingene forsvinder
Eget forlag, 2021
Den første kærlighed
Centrums Lyrikbibliotek, 1987
Centrum, 1992
Centrum, 1994
torsdag den 17. oktober 2024
Den mand der kalder sig Arne
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2016
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2018
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2022
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2023
Digternes Saloon (1994)
Flashback til 1994. Digterne Niels Hav, Marianne Larsen, Nina Malinovski, Morti Vizki, Klavs Bondebjerg, Lene Henningsen, Pernille Tønnesen, Janina Katz og Uffe Harder læser op i Digternes Saloon.
Årets bedste digtsamling
Brændpunkt, 2024
Kritisk ustabilitet
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2020
Hotel Hypnotika handler om hoteller og om hotellet som metafor. Bogen består af digte og andre tekster indlejret i collager af fotos, som Eva Botofte selv har taget på hoteller rundt omkring i verden. Hvert digt er et nyt hotel. Jeg var, indrømmet, på forhånd 100 procent parat til at hade digtsamlingen, for jeg har set for meget af den slags i diverse kunstmuseers bogudsalg, støttet af Kunstfonden og fyldt med pseudo-akademisk ævl. Efter at have læst de første 8-10 sider havde jeg imidlertid totalt overgivet mig. Botoftes digte så at sige afsøger hoteloplevelsen, og de gør det troværdigt, med autenticitet og med ægte poesi: "i nat var det / som om min krop / helt forsvandt / gennem flere etager af / senge", lyder det i digtet Hotel Nirvana. I digtet Hotel Direct får digteren "midt i svingdøren [...] byen til at stoppe", og "midtimellem / svæver et Herman Bang-værelse / med udsigt over den grønne bro / alt er for grønt / selv en sporvogn kan spire i øjet". Hotel Healthy Aging ender med linjerne: "så hellere fucked by a unicorn / der hvor kroppen begynder / mimrer jeg mens min patina / ånder små splinter af træ / og mine lemmer forsegles / ét efter ét". Det er virkeligt godt.
onsdag den 16. oktober 2024
Folk, der læser digte, er særlige mennesker
Det Schønbergske Forlag, 1966
Engang for omkring 35 år siden, mens jeg gik i gymnasiet, havde jeg fornøjelsen af at besøge Per Højholt i hans hus for enden af grusvejen i Hørbylunde. Han talte om sit forfatterskab, herunder om sin nyeste bog, og han sagde noget, jeg aldrig har glemt. "Den nye bog er solgt i 400 eksemplarer," sagde han. "Mine bøger plejer kun at sælge i 200 eksemplarer, så jeg gad nok vide, hvad det er for 200 sataner, der har købt den nye, men ikke alle de andre."
Per Højholt var dengang cirka så etableret og velanset en digter, som det er muligt at blive i Danmark. Man blev ganske enkelt ikke mere digter end Per Højholt, og andre digtere plejede at tage ud til ham for at diskutere deres egne værker. Dan Turèll skrev nogle af sine første digtsamlinger hjemme hos Højholt, herunder Sekvens af Manjana fra 1973. Og alligevel kunne Højholts bøger normalt ikke sælges i mere end 200 eksemplarer.
Der findes digtere, som sælger mange bøger, men de er forsvindende få. Vita Andersen, Lola Baidel og Yahya Hassan skrev alle digtsamlinger, som blev solgt i over 100.000 eksemplarer. Benny Andersens Samlede Digte er den mest solgte, danske digtsamling nogensinde. Ifølge Wikipedia blev der solgt næsten 28.000 eksemplarer af Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl, og Naja Marie Aidts Poesibog havde et oplagstal på 7000. Det overvældende flertal af såkaldt anerkendte digtere, som bliver promoveret af forlagene og anmeldt i aviserne, sælger formodentlig ikke mere end nogle få hundrede eksemplarer, heraf en del til bibliotekerne og til venner og familie.
Hvis man er en relativt ukendt digter uden et større forlag i ryggen, uden penge til PR og uden boghandlerdistribution, og hvis ens digtsamlinger ikke bliver omtalt eller anmeldt nogen steder, er det seriøst op ad bakke. Med mindre man tilfældigvis har en stor bekendtskabskreds, som er interesseret i, hvad man skriver, kan man realistisk ikke regne med at sælge mere end en håndfuld digtsamlinger. Det er sådan, det er, og det ændrer sig næppe. Jeg er enig med Søren Ulrik Thomsen, der engang tillod sig at bemærke, at digtlæsning kræver særlige, poetiske evner, som de fleste mennesker hverken besidder eller er interesserede i at opøve. Som ukendt digter skriver man i bedste fald for en meget begrænset gruppe af potentielle læsere. I værste fald skriver man kun for sig selv.
Min pointe er ikke, at folk skal tage sig sammen og købe og læse flere digtsamlinger. Jeg ville ønske, de ville, men mine forhåbninger er ikke store. Min pointe er den omvendte: At alle dem, der rent faktisk gør det, køber og læser digte, har ret til at føle sig særlige. For det er de. At eje en digtsamling, som ikke er skrevet af Vita Andersen, Lola Baidel, Tove Ditlevsen, Benny Andersen, Henrik Nordbrandt, Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup, Yahya Hassan eller Naja Marie Aidt, er specielt. Det er helt bogstaveligt ligesom at eje et litografi, der kun er trykt i 200 eksemplarer. Der findes kun 200 af dem. Jeg har digtsamlinger stående i min egen reol, som kun er trykt i 10 eller 20 eksemplarer. En digtsamling bliver selvsagt ikke automatisk til god litteratur, bare fordi den er trykt eller solgt i få eksemplarer, men man skal ikke underkende den følelse af intimitet, der er forbundet med at læse sådanne bøger. Der er ganske enkelt forskel på at sidde og læse Benny Andersens Samlede Digte i bevidstheden om, at flere hundrede tusinde mennesker har gjort præcist det samme, og at sidde med en bog, som kun 10-20 andre nogensinde har læst. Man føler sig helt anderledes tiltalt.
tirsdag den 15. oktober 2024
Trukket ud som tråde af det der klæber
For så vidt, hvis jeg altså læser Jan Hatt-Olsen korrekt, er digtene i Silkeprocessen ikke kun digte, men også en slags meta-digte, der så at sige adresserer sig selv. Det er en bog, der i særdeleshed vil tale til andre digtere, men den kan værdsættes af alle, der er villige til give den dens stilhed, for det kræver den. Sluk for fjernsynet og computeren. Læg mobilen væk. Se ud gennem ruden. Det er blevet efterår. "Se / Før lyset forsvinder". Og så sæt dig tavst som det "dig", digtsamlingen har ventet på, og som "er dig / Der er til", og læs.
Vi skal vaske os i tid
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2017
Bøv i livet
forlaget melodika, 2024
mandag den 14. oktober 2024
Jeg har købt en bog i alle mine drømme
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2023
Dem der ikke ved det
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2021
Flyt men flyt dine himle
Kronstork, 2024
Erik Scherz Andersens MVP er et flot designet digthæfte på 30 sider, og digtene i hæftet er det, der måske også i en dansk sammenhæng og med en lidt forvirrende betegnelse kaldes Language Poetry. Alle digte skrives indlysende med sprog, language, men Language Poetry er en særlig retning inden for lyrik, der søger at gøre op med (og jeg citerer Wikipedia) "den stemme- og bekendelsesorienterede praksis". Language Poetry-digte skal ikke reciteres, men læses som tekst, og de handler ikke om forfatteren. Der er i Language Poetry ikke nogen mere eller mindre følsom digter, der krænger sin sjæl ud eller beretter om, at han eller hun føler sig ensom, har fået hæmorider og/eller elsker de blanke sunde med sejlernes tusindtal. Digtene handler om sproget som sprog, deraf navnet.
Som bums på planetens ansigt
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2020
Jeg så med disse øjne
Gendigtet af Ole Lillelund og forfatteren
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2010
Styrken og skønheden i Abdul Malik Beakasyars digte (som selvsagt også til dels må tilskrives oversætteren Ole Lillelund) ligger i deres sirlighed og nænsomhed. Alle linjer i samlingens digte har en selvfølgelighed over sig, som om de ikke kunne lyde anderledes, og det er selvsagt et af kendetegnene på stor poesi. Sproget er gavmildt, men økonomisk, og jeg forestiller mig, at Beakasyar og Lillelund har brugt ganske meget tid på at diskutere og finpudse de enkelte tekster. Jeg er ikke litterat, og min referenceramme er begrænset. Den eneste, anden digter, jeg kender, og som jeg med rimelighed kan sammenligne Beakasyar med, er Konstantinos Kavafis, som skrev helt anderledes digte, men med samme grad af omhyggelighed. Beakasyar registrerer med følsomhed og kan sige som den berusede i digtet Atan, at "da krigen kom / jeg så den med disse øjne". Han forsøger ikke at være dyb, men lader verden om at være det, som den er.
Plankens løft
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2024
Kærlighedens vej
Brændpunkt, 2023
Tarteletter, bearnaise og softice
Det sker med jævne mellemrum, at der i diverse danske kulturmedier og/eller på de sociale medier opstår en diskussion om manglen på litteratur om arbejder- og underklassen. Det er, som Peter Laugesen engang skrev, noget "dobbelt snot". Det er snot, for der skrives rent faktisk sådanne bøger. Camilla My Vinter Thorsens Nitte er et eksempel, og det samme er Anne Rye Anderssons Sexy Baby. Og det er dobbelt snot, fordi det, der menes, når en sådan litteratur efterlyses, ikke er bøger skrevet af folk fra arbejder- eller underklassen, men netop bøger skrevet om dem af de forfattere, som i forvejen bliver anmeldt i Politiken, i Information, i Berlingske og i Weekendavisen. Det er ikke udtryk for et ønske om at lade andre stemmer høres, men bare om at høre de samme stemmer pludre om noget andet.
Camilla My Vinter Thorsen er imidlertid the real deal. Hun er efter eget udsagn en "nitte": "dit blik mørknes af / afsky, når du husker / hvilken nitte / jeg er", skriver hun. Et andet sted lyder det: "propelleret af skam / og tandlægebor i ørerne / vi, de marginaliserede". Digtene i samlingen er uden titler eller versaler, og de kan for så vidt læses som én lang meditation over livet underlagt det skrattende system. Det er et ord, der går igen flere gange, "skrattende": "systemet / skratter", og "i en skrattende hylen / brænder jeg sammen". Systemet er sundhedsplejersken, kontoret, "jannie petersen, odense kommune", som sendte "et afslag / en endelig afgørelse", der "dømte mig til / værdighedstab", "sadistiske tandlæger", "lægepiller" og obduktionsrapporter. Lykken er med "baljen til opkast [...] ved siden af", og et festmåltid er en buffet til "129,- per person / vi er jo en pæn familie", "tarteletter / bearnaise / softice". Det er dér, vi er. Digtene handler om længslen efter kærlighed, om moderskab og om selv at have forældre, om utryghed, skam, sygdom og død. Det er meget, og Camilla My Vinter Thorsen er i det hele, "en normal / borger på cognackrykker som ikke længere ved / hvem hun er".
De "marginaliserede" er ikke nogle andre, de er os, nøjagtig ligesom kultureliten er det. Vi er os, sammen. Camilla My Vinter Thorsens Nitte giver et indblik i, hvordan vi også har det, og det er vigtigt. Det skal dertil tilføjes, at digteren selv har designet omslaget til digtsamlingen, og at det er blevet en gevaldig flot bog.
Skænk mig livet når jeg dør
Grymer skriver uden illusioner eller selvbedrag, og han forsøger ikke at undslippe sin situation eller besnakke sin skæbne ved at kaste sig ud i filosofiske eller religiøse betragtninger. Det nærmeste, han kommer, er i digtet Tro, der kun er på 3 linjer: "Tror jeg ikke på Gud / har jeg kun mig selv / og mig tror jeg ikke på". Jeg kunne, da jeg læste det, ikke lade være med at tænke på G.K. Chesterton, der i Fritænkeri og rettroenhed skriver, at man som ikke-troende balancerer på sit eget hoved, og at hoveder i al almindelighed er et for blødt materiale at stå på. Claus Grymer, fordi han er en rigtig digter, finder i stedet det store i det små: Hånden, der ryster, idet han rækker en kontrollør en billet, tanken om måske ikke at kunne fejre flere fødselsdage, krydsord og toiletruller. I det meget rørende digt Døden og kaffemaskinen beretter Grymer, hvordan en eller anden "fortæller mig at hans kaffemaskine er gået i stykker / og spørger hvad en ny kan tænkes at koste". Grymer nævner en pris, og spørgeren "vender ansigtet bort / for at jeg ikke skal se / at han er sammen med en mand / der snart skal dø" og alligevel stadig er optaget af prisen på en kaffemaskine. Det er imponerende godt og virkeligt.
Et menneske ramt af Guds hånd
Gyldendal, 1959
Lars Busk Sørensen, født 1930, kom fra et husmandssted på heden nordvest for Ikast, og han blev uddannet lærer på det indremissionske Nørre Nissum Seminarium, hvor der også nu om stunder på gavlen hænger et skilt med ordene "Bed og arbejd". Efter i 1953 at have fået sin eksamen (og efter et par svinkeærinder til Skagen og Lemvig) flyttede han med sin hustru til Langerhuse ved Harboøre. Her boede parret frem til 1990, nær det voldsomme Vesterhav og med den enorme stjernehimmel over sig.
Lars Busk Sørensen døde i 2023, 93 år gammel. Han var salmedigter, men han startede som en verdslig digter af sarvigsk observans, og samlingen Digte fra 1959 var hans debut. Verdslig skal i sammenhængen (som det også gælder om Sarvig) udelukkende forstås som en genrebetegnelse, for allerede i digt nummer tre, Det stærke, dukker "Jesusbarnet i krybben" op. Lars Busk Sørensen tilbragte hele sit liv i bøn, jeg tror det, og troen løber gennem hele digtsamlingen: "Det er sent. / Jeg hører Gud i haven. / Kald, mine hænder! før kulden tager jer." I Jakobs morgen lyder det smukt: "Jeg er et menneske, / ramt af Guds hånd. / Hans velsignelse smerter / på min krop. // Gennem jordens våde græs / halter jeg hans sol i møde". Ligesom hos Sarvig modstilles troen teknikken og "Tomhedens hårde hænder": "Den kolde krig har ikke visnet / det mindste blad på en nælde". Det kan godt være, vi har formået at bygge en rumraket, "En afreven fuglevinge / og spidsen af et lukket næb", men "ingen af os har endnu mod / til at vende sig om og græde".
Lars Busk Sørensen og jeg kommer omtrent fra det samme sted, geografisk som religiøst. Som ung overvejede jeg også at tage på Nørre Nissum Seminarium, og de første 20 år af mit liv boede jeg cirka 30-35 minutters kørsel fra Langerhuse. Det er mig slet ikke muligt at have nogen distance til Busk Sørensens digte, og jeg har heller ikke lyst til at bevæge mig på afstand af dem. Jeg ærgrer mig bare over, at jeg aldrig lærte ham at kende. Mit eget eksemplar af Digte har en personlig dedikation fra forfatteren: "Til Grete og Ejgil med venlig hilsen og tak for kaffe". Det er så meget Vestjylland, som det overhovedet kan blive, og på den bedste måde.
Digtsamlingen kan lånes via bibliotek.dk.
Død i livets forspring
Bent Haller: Den indre klokkes klang
Forlag og udgivelsessted ikke angivet, 1972
Bent Haller har gennem sin imponerende forfatterkarriere skrevet og udgivet mere end 100 bøger. Den indre klokkes klang var hans debut, et digthæfte udgivet i 185 nummererede eksemplarer, signeret af både Haller selv og af illustratoren, Niels Johan Knøss. Digtene i samlingen er på én gang kreaturligt voldsomme og kosmiske og går fra "blodet og slimen", "opkast", "pegefingre / mod endetarmens snævre port", "rødstribede lår", "dyrisk smerte" og "kæbebens knasen" til Død, hvori det lyder, at "Så lever vi kun / i dette / ufattelige spring / og er død / i det vi kaldte / livets forspring / mod et grønt paradis". Samlingen indeholder i alt 16 digte og kan læses som en slags suite: Der er først et digt om livet før fødslen, og derefter følger Fødsel, Dåb og Madmoderen, et digt om barndommen, et om kærligheden, børn og børnebørn, og til slut Død og et digt om livet efter døden, som beskrives i erotiske billeder: "Andromedatågen nær Vulvas / forsølvede indgange", "blinkene / mod de røde striber / under Penis' blomsterfrø". Midterdigtet, Tordenvejr, er et i nogen grad politisk digt, der handler om den følelse af dårlig samvittighed og "forbrydelse", man i sin danske, "hvide / forbandede hud" kan få ved tanken om, at man "geografisk [har] stjålet de andres menneskerettigheder" og ved bevidstheden om et "Vietnam af størknet blod / på morderhænder" og med "vildt skrigende landsbyer". Titeldigtet, Den indre klokkes klang, er alderdomsdigtet, hvori digtets jeg "kalder med den indre klokkes klang / for at få andre bevingede væsner / til at bryde ind i min brystkasse / med blybesatte rambukke / for at føre mig på en rejse / rundt om solen / i de uendelige tiders tegn".
Digtsamlingen kan købes antikvarisk og lånes via bibliotek.dk.
fredag den 4. oktober 2024
Som modtager af sit åndedræt
Forfatterforlaget Attika, 2024
Nu krøller bønnen i bålet
Forlaget ANARKI, 2020
Truende transmissioner
Brøndum, 2021
-
Mikael Josephsen: Mit sted forlaget melodika, 2024 Forfatteren Mikael Josephsen har fået konstateret hudkræft, og det har forståeligt nok, s...
-
Irene Sidenius: Jeg spejler en krig Brændpunkt, 2024 Poesi er ikke en konkurrence. Det er en fælles bestræbelse. Som Peter Laugesen engang s...
-
Jeg decideret afskyr enhver form for forsøg på mytologisering af digtere, herunder også selv-mytologisering. Digtere er med ganske få undtag...