Per Højholt: Min hånd 66
Det Schønbergske Forlag, 1966
Engang for omkring 35 år siden, mens jeg gik i gymnasiet, havde jeg fornøjelsen af at besøge Per Højholt i hans hus for enden af grusvejen i Hørbylunde. Han talte om sit forfatterskab, herunder om sin nyeste bog, og han sagde noget, jeg aldrig har glemt. "Den nye bog er solgt i 400 eksemplarer," sagde han. "Mine bøger plejer kun at sælge i 200 eksemplarer, så jeg gad nok vide, hvad det er for 200 sataner, der har købt den nye, men ikke alle de andre."
Per Højholt var dengang cirka så etableret og velanset en digter, som det er muligt at blive i Danmark. Man blev ganske enkelt ikke mere digter end Per Højholt, og andre digtere plejede at tage ud til ham for at diskutere deres egne værker. Dan Turèll skrev nogle af sine første digtsamlinger hjemme hos Højholt, herunder Sekvens af Manjana fra 1973. Og alligevel kunne Højholts bøger normalt ikke sælges i mere end 200 eksemplarer.
Der findes digtere, som sælger mange bøger, men de er forsvindende få. Vita Andersen, Lola Baidel og Yahya Hassan skrev alle digtsamlinger, som blev solgt i over 100.000 eksemplarer. Benny Andersens Samlede Digte er den mest solgte, danske digtsamling nogensinde. Ifølge Wikipedia blev der solgt næsten 28.000 eksemplarer af Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl, og Naja Marie Aidts Poesibog havde et oplagstal på 7000. Det overvældende flertal af såkaldt anerkendte digtere, som bliver promoveret af forlagene og anmeldt i aviserne, sælger formodentlig ikke mere end nogle få hundrede eksemplarer, heraf en del til bibliotekerne og til venner og familie.
Hvis man er en relativt ukendt digter uden et større forlag i ryggen, uden penge til PR og uden boghandlerdistribution, og hvis ens digtsamlinger ikke bliver omtalt eller anmeldt nogen steder, er det seriøst op ad bakke. Med mindre man tilfældigvis har en stor bekendtskabskreds, som er interesseret i, hvad man skriver, kan man realistisk ikke regne med at sælge mere end en håndfuld digtsamlinger. Det er sådan, det er, og det ændrer sig næppe. Jeg er enig med Søren Ulrik Thomsen, der engang tillod sig at bemærke, at digtlæsning kræver særlige, poetiske evner, som de fleste mennesker hverken besidder eller er interesserede i at opøve. Som ukendt digter skriver man i bedste fald for en meget begrænset gruppe af potentielle læsere. I værste fald skriver man kun for sig selv.
Min pointe er ikke, at folk skal tage sig sammen og købe og læse flere digtsamlinger. Jeg ville ønske, de ville, men mine forhåbninger er ikke store. Min pointe er den omvendte: At alle dem, der rent faktisk gør det, køber og læser digte, har ret til at føle sig særlige. For det er de. At eje en digtsamling, som ikke er skrevet af Vita Andersen, Lola Baidel, Tove Ditlevsen, Benny Andersen, Henrik Nordbrandt, Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup, Yahya Hassan eller Naja Marie Aidt, er specielt. Det er helt bogstaveligt ligesom at eje et litografi, der kun er trykt i 200 eksemplarer. Der findes kun 200 af dem. Jeg har digtsamlinger stående i min egen reol, som kun er trykt i 10 eller 20 eksemplarer. En digtsamling bliver selvsagt ikke automatisk til god litteratur, bare fordi den er trykt eller solgt i få eksemplarer, men man skal ikke underkende den følelse af intimitet, der er forbundet med at læse sådanne bøger. Der er ganske enkelt forskel på at sidde og læse Benny Andersens Samlede Digte i bevidstheden om, at flere hundrede tusinde mennesker har gjort præcist det samme, og at sidde med en bog, som kun 10-20 andre nogensinde har læst. Man føler sig helt anderledes tiltalt.
